Dansk demokrat opfordrer Bernie Sanders: Træk dig nu

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier og de vigtigste begivenheder, så du er klædt på til dagens første kop ved kaffeautomaten.

Godmorgen og velkommen til en ny dag med coronapedalen trykket helt i bund.

Berlingske følger situationen i Danmark og verden hver eneste dag i vores liveblog. Lige nu er 262 danskere smittet med coronavirus, og 1.101 danskere er p.t. i karantæne.

Virussen har nu kostet over 4.200 menneskeliv på verdensplan, den findes i flere end 100 lande, og godt 119.000 mennesker er blevet smittet. 65.776 er erklæret raske igen.

Den store dagsorden i landets medier er igen i dag coronavirussen. Vi starter hos os selv på Berlingske.

U.S. Democratic presidential candidate Bernie Sanders takes part in a FOX News Town Hall with co-moderators Bret Baier and Martha MacCallum in Detroit, Michigan, U.S., March 9, 2020. REUTERS/Lucas Jackson LUCAS JACKSON

1) 53.000 danske job kan være i farezonen

Berlingske bringer onsdag en artikel om coronavirussens påvirkning af dansk eksport. Her beretter flere kilder om, at coronavirussen kan ramme dansk eksport hårdt. Cheføkonom i Dansk Erhverv, Tore Stramer, taler om, at det bliver »en gyser at følge udviklingen over de kommende måneder«.

Ifølge Dansk Erhverv kan 53.000 danske job være i farezonen.

Bo Sandemann Rasmussen er professor i økonomi på Aarhus Universitet, og han peger på, at virussens levetid er altafgørende.

»Hvis det kun varer nogle få måneder, er de problemer, som virksomhederne får, noget, der kan indhentes. Hvis det kommer til at vare længere tid, kan det være meget kritisk for de virksomheder, der handler med de pågældende lande. Hvis det er varer, som virksomhederne ikke kan komme af med, vil virksomhederne være nødt til at fyre folk.«

2) »Det kommer til at gøre ondt på dansk erhvervsliv«

Hos Børsen er der fokus på regeringens hjælpepakke til de virksomheder, der bliver presset på likviditeten som følge af coronavirussen. Finansministeren fremlagde tirsdag en plan om blandt andet at udskyde betaling af A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og momsindbetalinger hos firmaer, der bliver direkte ramt af eksempelvis udeblivende turister.

Brian Mikkelsen, Dansk Erhvervs administrerende direktør, mener, at hjælpepakken er et skridt i den rigtige retning. Samtidig vurderer han dog, at »det kommer til at gøre ondt på dansk erhvervsliv«.

»Vi må så også sige, at vi desværre nok først lige er startet. Det stopper ikke her. Og derfor er det rigtigt set af regeringen, at der nedsættes en coronataskforce, som blandt andet Dansk Erhverv er en del af. For det her går stærkt, og det er vigtigt, at hjælpen kommer til de rigtige virksomheder og brancher hurtigt,« siger Brian Mikkelsen.

Læs hele artiklen her.

3) Havvindmøllepark ramt af forsinkelse

Politiken kan onsdag fortælle, at den grønne strøm fra havvindmølleparken Thor i Nordsøen ud for Nissum Fjord bliver ramt af en forsinkelse. Det kan have indvirkning på Danmarks mulighed for at reducere udslippet af drivhusgasser.

Havvindmølleparken bliver Danmarks største, og den skal efter planen senest i 2027 levere 800 megawatt strøm svarende til 800.000 husstandes forbrug.

Ifølge energiaftalen fra 2018 skal selskaber, der byder på opgaven, have mulighed for at kunne levere strøm til fastlandet fra 2024, men udsigten hedder nærmere 2025, for i vindmøllebranchen mener man ifølge Politiken ikke, at man er i stand til »at koble møller på elnettet« allerede i 2024.

Forsinkelsen kan have konsekvenser og gør, at Danmark går glip af grøn strøm, og at man derfor i nogen grad skal bruge »fossile brændsler«, lyder det i artiklen.

Direktør Jan Hylleberg fra Wind Denmark, der repræsenterer Vestas, Ørsted og Vattenfall, mener, at forsinkelsen er myndighedernes ansvar.

»Det er stærkt uheldigt og meget beklageligt, at det ikke har været muligt at overbevise myndighederne om, at det her ville blive konsekvensen. Vi har fra dag ét sagt, at det var nødvendigt at fremrykke datoen for udbuddet på Thor, hvis man skulle opfylde den politiske ambition om nettilslutning i 2024,« siger han.

Læs hele artiklen her.

4) Danmark har sovet i timen

Berlingske bringer i dag en artikel, hvor vi har talt med tidligere direktør for Statens Serum Institut, Nils Strandberg Pedersen. Han har klare holdninger til, at Danmark og EU allerede 25. februar burde have reageret over for den allerede på det tidspunkt indlysende smittetrussel fra Norditalien. Afdelingschef på Statens Serum Institut, Tyra Grove Krause, bekræfter, at »langt størstedelen« af de i skrivende stund 156 danske smittetilfælde (senere tirsdag blev antallet af smittede opgivet til 262, red.) har en direkte eller indirekte forbindelse til Norditalien.

»Jeg synes, at man har sovet i timen. Vi har i Danmark og i vores nærmeste nabolande reageret for sent på den indlysende norditalienske smittetrussel,« siger han til Berlingske.

Nils Strandberg Pedersen retter også en del af sin kritik mod den langsommelige isolering af Norditalien mod EU.

»EU har i mine øjne svigtet her og ikke evnet at træde i tilstrækkelig karakter,« siger han med henvisning til en form for europæisk handlingslammelse over for virusspredningen.

Læs hele artiklen her.

5) Klimarådets formand står fast: Høj CO2-afgift er nødvendig for at nå 70-procentsmålet

Berlingske kan onsdag fortælle, at Klimarådets formand står fast. Mandag kom Klimarådet med sine anbefalinger til politikerne, og her lød det blandt andet, at Danmark skal indføre verdens højeste CO2-afgift på 1.500 kr. per ton CO2 i 2030. Det mødte imidlertid massiv kritik fra flere parter.

Men Klimarådets formand, professor Peter Møllgaard, er ikke overrasket over reaktionerne. Han står fast på, at det er det, der skal til, hvis man skal nå målet om at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 procent i 2030.

»Reaktionerne var forventet. Store dele af industrien og landbruget har i mange år stort set været fritaget mange af de afgifter, der har været pålagt resten af økonomien. Klimarådets forslag om en generel drivhusgasafgift er et brud med den tradition. Til gengæld tager vores forslag udgangspunkt i, at forureneren skal betale, og hvis vi skal nå målet om 70 procent i 2030, så er det helt nødvendigt,« siger Peter Møllgaard.

Læs hele artiklen her.

6) Dansk demokrat: Bernie Sanders bør trække sig nu

Joe Biden styrer støt imod at blive Demokraternes præsidentkandidat og gav i aftes Bernie Sanders tørt på ved en række primærvalg.

Ifølge David Miller fra Democrats Abroad Denmark, står det nu klart og tydeligt, at Joe Biden bliver Demokraternes kandidat, og derfor må Bernie Sanders ikke vente med at trække sig som i 2016, siger han til Ritzau.

Han bør i stedet trække sit kandidatur nu frem for ved Demokraternes konvent i juli.

»Trækker Bernie Sanders sig tidligere, kan alle Demokrater hurtigere bakke op om én kandidat og give Joe Biden længere tid til at påvirke de amerikanske vælgere frem mod præsidentvalget i november,« siger David Miller til Ritzau.

Læs Berlingskes analyse her.

Det sker:

  • Filmproduceren Harvey Weinstein, der er kendt skyldig i sexovergreb, får udmålt sin straf ved retten i New York. Weinstein blev i februar kendt skyldig i voldtægt og seksuelt overgreb.

  • Kl. 14 er der igen pressebriefing om coronavirussituationen i Danmark. Flere myndigheder giver en status på situationen med hensyn til coronavirus og covid-19.

  • Højesteret afsiger dom i en sag, hvor politikeren Morten Helveg Petersen (R) kræver 75.000 kroner i godtgørelse, efter at hans kreditkorttransaktioner blev hacket og videresendt til Se og Hør. Han krævede større beløb i byret og landsret. I forvejen er Morten Helveg Petersen selv blevet pålagt at betale omkostningerne for sin sag.

  • Kulturminister Joy Mogensen (S) er i dag kaldt i samråd om forløbet omkring udbuddet af en ny digital public service-radiokanal. Ministeren skal blandt andet redegøre for, hvilke drøftelser om udbudsprocessen, der har været internt i ministeriet og internt i regeringen før og efter, at udbuddet blev afgjort.

  • Den traditionsrige badmintonturnering All England starter i Birmingham i Storbritannien, og en lang række danskere stiller op.

Dagens tal:

25

Det antal år som filmproduceren Harvey Weinstein sammenlagt kan risikere at få i fængselsstraf for sine forbrydelser.

Berlingske opdaterer hele dagen på udviklingen i coronavirussen. Følg med live her.