Klimarådets formand er urokkelig: Høj CO2-afgift er nødvendig for at nå 70-procentsmålet

Forslaget om at indføre en rekordhøj afgift på CO2-udledning har fået erhvervslivet op af stolene. Men Klimarådets formand, professor Peter Møllgaard, vakler ikke. Hvis ikke politikerne indfører en høj dansk CO2-afgift, bliver det meget svært at nå 70-procentsmålet. Det bliver nemlig alt for dyrt for skatteyderne, siger han.

Formand for Klimarådet Peter Møllgaard præsenterer Klimarådets rapport i Eigtveds Pakhus mandag den 9. marts 2020. Liselotte Sabroe

Klimarådets anbefaling til politikerne om at indføre verdens højeste CO2-afgift på 1.500 kr. per ton CO2 i 2030 har fået Dansk Industri, landbruget og en række andre erhvervsorganisationer og virksomheder til at fare i blækhuset.

Klimaminister Dan Jørgensen (S) har udtalt sig skeptisk over for Klimarådets forslag, og blandt andre Dansk Folkeparti har blankt afvist ideen.