Coronavirus er en lige højre til dansk eksport – trecifret milliardbeløb på spil

Coronavirus er for alvor blevet udbredt i Italien, Iran, Kina og provinsen Gyeongbuk i Sydkorea. Det sætter dansk eksport for mange milliarder kroner i farezonen, og mange tusinde arbejdspladser står på spil.

Coronavirus kan være på vej til at give den danske eksport en lige højre. Mere præcist er det dansk eksport af varer og tjenester for 102 mia. kr., der er i fare for at blive ramt på grund af coronavirus. Det er den samlede danske eksport til Italien, Iran, Kina og Sydkorea. Eksporten til de nævnte lande svarer til den danske eksport af varer og tjenester til Storbritannien.

Samtidig er det 53.000 danske job, der er i farezonen, hvis den danske eksport til de pågældende områder dykker. Det er Dansk Erhverv, der har lavet beregningerne.