Coronavirussen vil banke dansk økonomi i gulvet, hvis den udvikler sig til en epidemi i Danmark

Bliver 15 procent af danskerne sendt hjem i sygesengen, fordi spredningen af coronavirus bliver til en epidemi herhjemme, vil det gøre ondt på økonomien. Professor frygter, at den danske ledighed kan stige i år på grund af coronavirussen.

Hjem i sengen og en sygemelding i to uger. Hvis spredningen af coronavirus vokser og ender med at udvikle sig til en epidemi, vil det banke dansk økonomi i gulvet. Hvis epidemien sender 15 procent af befolkningen hjem i sygesengen i to uger, vil det alene skære 0,7 procentpoint af væksten i Danmark, fordi vi arbejder mindre. Det svarer til en tabt produktion på 16 mia. kr.

Men det er kun den isolerede effekt af tusindvis af syge medarbejdere. Den samlede regning til den danske økonomi, hvis spredningen af coronavirussen udvikler sig til en epidemi, kan blive langt større. Det viser beregninger, som Danske Bank har foretaget for Berlingske.