Europa og ikke mindst Danmark følger amerikanske aktier i grønt

En generelt positiv stemning har tirsdag morgen indfundet sig på de europæiske børser. Det danske eliteindeks åbner i front.

Mens de amerikanske aktiemarkeder tog et kæmpe spring i vejret mandag med stigninger på fire til fem procent, har den efterfølgende fest på markederne i Asien og Europa været mere afdæmpet.

Markederne i Hongkong steg med 0,2 procent tirsdag morgen dansk tid, mens det japanske Nikkei-indeks er faldet 1,2 procent.

I Europa åbner det europæiske Stoxx 50-indeks med en stigning på over én procent, og der er generelt stigninger på alle de europæiske børser.

Herhjemme stiger det eliteindekset, C25, med to en halv procent​ og er dermed en europæisk højdespringer. Samtlige danske C25-aktier stiger, og Rockwool er kommet bedst fra start med en stigning på omkring fem procent.

En væsentlig årsag til springet i amerikanske aktier mandag var tiltagende forventninger om aggressive lempelser af pengepolitikken. Der er nu fuldt indpriset en halv procent rentenedsættelse her i marts (med mulighed for, at centralbanken kan sætte renten ned før mødet 18. marts) og 71 procent​s sandsynlighed for en yderligere kvart procent rentenedsættelse i april. Australien satte i nat renten ned til 0,5 procent​ – det laveste niveau nogensinde.

Trump: Sænk renten

USAs præsident, Donald Trump, har ikke overraskende igen krævet rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank efter den australske rentenedsættelse.

Forventningerne om handling blev ikke mindre, efter at det kom frem, at G7-landene tirsdag afholder en telefonkonference, hvor finansministre og centralbankchefer skal diskutere, hvilke tiltag der eventuelt skal iværksættes for at modvirke de negative effekter fra det igangværende udbrud af coronavirus.

I går udsendte cheferne for Verdensbanken og Den Internationale Valutafond et tilsvarende løfte om handling – uden at specificere konkrete tiltag.