Efter Weinstein-dommen: Vi står midt i en ny verdensorden, hvor eliten kan dømmes som sexforbrydere

Kommentar: Harvey Weinsteins gigantiske fald viser, at der ikke findes nogen undskyldning for at begå sexovergreb. Men dommen viser også, at der ikke er nogen undskyldning for at lade være med at anmelde dem, skriver Birgitte Borup.

Det rummer sin egen symbolik, at Harvey Weinsteins fysik svigtede på vej til fængslet.

Da han mandag blev lagt i håndjern og ført ud af retten med ordet »skyldig« rungende efter sig, skulle en ambulance køre ham til det berygtede Rikers Island-fængsel uden for New York. Men på vejen steg Weinsteins blodtryk, han fik trykken for brystet, og ambulancefolkene måtte i stedet køre ham til akutbehandling på et hospital.