Fremtrædende ekspert om italiensk »virusimport«: »Danmark har sovet i timen«

Allerede 25. februar burde Danmark og EU have reageret over for den allerede på det tidspunkt indlysende smittetrussel fra Norditalien. Sådan lyder kritikken fra tidligere chef for Statens Serum Institut. I dag har praktisk taget alle kendte danske tilfælde en smitterelation til Italien.

»Jeg synes, at man har sovet i timen. Vi har i Danmark og i vores nærmeste nabolande reageret for sent på den indlysende norditalienske smittetrussel.«

Sådan lyder vurderingen fra den mangeårige tidligere direktør for Statens Serum Institut, Nils Strandberg Pedersen, efter at Udenrigsministeriet sent mandag aften skærpede rejsevejledningen til Italien kraftigt og efterfølgende aflyste alle fly fra Norditalien og andre risikoområder til Danmark.