Danmark øger støtten til Pakistan

En bevilling på 100 millioner kroner skal bl.a. bruges til at genopbygge skoler nær grænsen til Afghanistan.

Med en bevilling på 100 mio. kr. vil udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) nu give det borgerkrigs- og terrorramte Pakistan en økonomisk håndsrækning. Pengene skal bruges til at stabilisere og genopbygge de konfliktramte områder af landet langs grænsen til Afghanistan, men bistanden har også et andet formål, understreger Ulla Tørnæs.

»Bistanden skal samtidig bruges som et våben mod Pakistans militante islamister og den ekstremisme og fundamentalisme, som de spreder i landet,« siger udviklingsministeren.

Omkring 60 mio. kr. går til FNs Børnefond, UNICEF, der arbejder med at sikre uddannelse for børn, som er ramt af konflikten i grænseområderne til Afghanistan. I lyset af den alvorlige situation i området får UNICEF allerede inden årets udgang ti mio. kr. De resterende 50 mio. kr. udbetales i perioden 2010-2012.

»UNICEF har oplyst, at der kan genopbygges 473 skoler for den danske støtte,« siger Ulla Tørnæs.

Resten af de 100 millioner kroner - ca. 40 mio. kr. - går til start af Verdensbankens fond for stabilitet og genopbygning i grænseområderne mod Afghanistan.

Penge fra Niger

Grænseområderne mellem Pakistan og Afghanistan har altid været fattige og underudviklede, men i de senere år har områderne oven i købet været mere eller mindre kontrolleret af den afghanske Taleban-milits og al-Qaeda, der bruger områderne som et fristed. Det er blandt andet gået ud over skolerne og især pigernes muligheder for at lære at læse og skrive.

I UNICEF er begejstringen til at tage at føle på, og vil man have valuta for pengene, så er genopbygning af skoler det helt rigtige sted at investere, understreger FNs Børnefond.

»Skolegang er en af de mest stabiliserende faktorer i et konfliktområde,« siger informationschef i UNICEF Danmark Karin Aaen.

De 100 millioner kroner til Pakistan har Ulla Tørnæs fundet på en konto med ubrugte u-landsmidler. Mere præcist er der tale om penge, som egentlig er afsat til Niger og Nicaragua, men som udviklingsministeren har frataget de to programsamarbejdslande, fordi landenes magthavere benytter sig af udemokratiske metoder.