25-årig erkender drab på ekskæreste

En 25-årig mand blev i går varetægtsfængslet i fire uger, efter at han i retten erkendte at have skudt og dræbt sin ekskæreste søndag aften. Ekskæreste var blevet udstyret med en opkaldsalarm efter et tidligere drabsforsøg fra den 25-årige, men politiet nåede ikke frem, før kvinden var død.

Efter kun tre døgn på fri fod - efter at have været varetægtsfængslet for drabsforsøg på sin ekskæreste og efterfølgende løsladt - blev en 25-årig mand i går i Horsens Byret varetægtsfængslet i fire uger for at have dræbt sin 23-årige ekskæreste.

Manden erkendte, at det var ham, der søndag aften skød og dræbte sin tidligere kæreste. Det skete i Hedenstad ved Horsens, hvor kvinden var til fødselsdag hos sin niece. Manden trængte ind og skød den unge kvinde på klos hold med et jagtgevær, mens kvindens søster, svoger og treårige niece var til stede.

Efter skudepisoden flygtede den 25-årige, der straks blev efterlyst. Tidligt i går morges modtog politiet så et tip fra en borger om, at den 25-åriges bil holdt på en parkeringsplads. Her fandt politiet manden og det formodede gerningsvåben, og manden blev anholdt uden dramatik.

Tidligere sigtet
Den 25-årige er i forvejen sigtet for drabsforsøg på den nu dræbte kvinde i starten af december måned, fortæller politiinspektør Steen Edeling fra Sydøstjyllands Politi.

»Han lavede et halsgreb og forsøgte at kværke hende. Det blev afværget af, at hun tog en genstand og slog ham. Han blev anholdt og varetægtsfængslet i fire uger. I fredags blev han så begæret yderligere varetægtsfængslet, men retten valgte at løslade ham,« siger politiinspektøren og uddyber, at politiet kærede rettens afgørelse til landsretten, som lørdag stadfæstede byrettens løsladelse, og dermed var politiets muligheder udtømte, forklarer Steen Edeling.

»Hvis vi mener, at folk skal være under konstant opsyn, så begærer vi dem varetægtsfængslet, men når to retsinstanser siger, at denne mand ikke skal være varetægtsfængslet, så har vi ikke flere muligheder for at holde snor i ham,« forklarer politiinspektøren.

Politiet havde udstyret den 23-årige kvinde med en overfaldsalarm. Kvinden nåede at aktivere alarmen et minut inden, hun blev skudt, men hun døde på stedet, og politiet nåede ikke frem, før det var for sent.

Alarm ingen garanti
På nuværende tidspunkt råder Rigspolitiet over 200 overfaldsalarmer, som kan udleveres til voldstruede kvinder. Selvom disse alarmer kan have en positiv effekt, kan de ikke alene garantere kvindernes sikkerhed, lyder det fra flere sider.

»Politiet reagerer godt nok på alarmerne, men står der en voldsmand med et våben, så har politiet ikke tid nok til at nå frem. Det er problemet. Det er nødvendigt at sætte ind på anden måde også. At få fat i dem, der truer med vold, og at få dem i behandling,« fastslår formand Ulla Petersen fra Netværket for Voldsramte Kvinders Odense-afdeling.

Også sekretariatsleder i Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, Anne Mau, ser overfaldsalarmer som et godt tiltag, men som kun bør fungere som supplement til en større indsats.

»Alarmerne giver kvinderne tryghed i en lang række situationer, kvinderne føler sig taget alvorligt, og nogle mænd vil blive mere tilbøjelige til at holde sig på afstand, når kvinden har en alarm. Men alarmerne har begrænsninger, blandt andet en latenstid fra aktivering til politiet dukker op, som vi jo så ulykkeligt har fået bevis for i denne sag,« siger Anne Mau.