RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: 42-årige Kenneth skuffet: Kvindelige kolleger gad ikke puttemiddag

RokokoPosten: Kenneths yngre kolleger lod sig ikke overtale til at deltage i grænseoverskridende og seksuelle handlinger på trods af forsøg på gruppepres.

Foto: master1305/Bigstock. Fold sammen
Læs mere

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

»Jeg er meget skuffet. Efter at have læst B.T.’s artikler troede jeg, at sådan en puttemiddag var en smal sag, og at damerne ville være klar på det hele,« siger Kenneth Nielsen, der er leder på et center for borgere med funktionshæmninger.

For omkring en uge siden læste han, hvordan mandlige gymnasieelever havde presset en række yngre piger til at udføre grænseoverskridende handlinger, inklusive at slikke flødeskum af en drengs overkrop og stikke en agurk ned i halsen.

»Drengene fra 3.g gjorde det som led i auditions til såkaldte puttemiddage, hvor pigerne fra 1.g skulle være tjenere for dem. Middagene havde ikke noget med gymnasiet at gøre, og drengene forklarede ikke traditionen på nogen måde. Jeg tænkte, at det måtte være til at efterligne,« fortæller den 42-årige mand, der forsøgte at indføre auditions og puttemiddage på sin egen arbejdsplads.

»Jeg gik sammen med et par jævnaldrende kolleger og skrev en sms med invitation til auditions til Kristina, Anja og Camilla, der alle er i tyverne. Hvis en aldersforskel på to-tre år var nok til, at 1.g-pigerne lod sig overtale, måtte en forskel på over ti år være endnu bedre.«

Det viste sig dog, at ingen af de tre kvinder, der arbejder som speciallærere på centret, var interesserede i at deltage i Kenneths auditions.

»Camilla kom ind på mit kontor og var rasende. Hun sagde, hun ville kontakte sin fagforening, hvis jeg ikke gav hende en undskyldning med det samme,« siger han og fortæller, hvordan han forsøgte sig med gruppepres over for Camilla.

»Jeg sagde, at både Kim, som er vejleder, og Jannick, der er pedel, var med på idéen, og at puttemiddage er en stolt tradition på vores center, men det hjalp ikke. Hun truede med at få os alle fyret.«

I mellemtiden havde ergoterapeuten Morten Hansen sendt et billede af sin bare overkrop med flødeskum på til de tre kvinder.

»Han er her så ikke længere,« fortæller Kenneth, der overvejer at klage til B.T. og andre medier for at fremstille puttemiddage på en misvisende måde.

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Læs flere nyheder fra RokokoPosten