Vandring i Mallorcas bjerge

El Camino er ikke den eneste pilgrimsrute i Spanien, hvor der er masser af helligdom. Rejseliv har vandret på Camina per Mallorca.

Den hellige jomfru »La Moreneta«, Den Sorte Madonna, som kan ses i klosterets kirke, blev efter sagnet fundet i her i bjergene ved Lluc og er grunden til, at klosteret blev opført for godt 750 år siden. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Kan man tage på pilgrimsvandring andre steder i Spanien end på Camino’en?« lød spørgsmålet igen og igen. »Ja«, måtte jeg svare. Der er ikke kun Santiago de Compostela, men masser af steder, hvor der er en helligdom, blandt andet her på Camina per Mallorca.

Læs også: Pilgrimsrejse i miniudgave

Vi befinder os på Santuario de Lluc, klosteret i Lluc, med Granada Kulturrejser i omkring 500 meters højde i øens nordvestlige Tramuntana-bjerge. Vi er 12 rejsende med på pilgrimsmoden genfødt i det rastløse menneskes behov for indre ro.

Vi er pilgrimme – af det latinske »peregrinus«, der betyder fremmed og en ærlig søgende sjæl, der bryder op for at begive sig til et helligt sted. Som 43-årig er jeg den yngste i en gruppe af erfarne pilgrimsvandrere på 50 plus år eskorteret af bureauejer Henrik Kidmose, der som tidligere højskolelærer flytter højskolen til syden, og af pilgrimspræst Elisabeth Lidell, som giver Folkekirken og evangelierne ben at gå på og står for daglige andagter, oplæg og meditationer.

Nogle er mest med for bare at nyde den eventyrlige natur, men de fleste også for at bearbejde barndomstraumer, sorg, sygdom, skilsmisse eller misbrug.

Pilgrimsbevægelsen arbejder med syv nøgler til pilgrimmens sjæl: åndelighed, stilhed, enkelhed, bekymringsløshed, langsomhed, fællesskab og frihed.

Ugen er ikke planlagt som temadage ud fra pilgrimssjælens syv nøgler – syv mangler og længsler i den moderne, larmende, overfladiske, materialistiske verden – men sådan var min oplevelse.


Åndelighed

Jeg går alene op til et kors på klipperne over klosteret. Der er en himmelsk udsigt over dalsænkningen med bjerge hele vejen rundt her i et af de mest øde landskaber på øen.

Fjerne får bræger, og moderfårenes klokker bimler. I min lille bog »Til daglig eftertanke« læser jeg en definition af åndelighed: betingelsesløs kærlighed, glæde, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, selvkontrol, ydmyghed og tilgivelse, og hvis man tillader egoisme, uærlighed, vrede og frygt, udelukker man det åndelige.

Min kristendomstro er meget lille, men jeg har i et års tid forsøgt at arbejde med åndelighed, prøvet at definere en egen Højere Magt og tro. Det er svært, hårdt arbejde, så en uges intensiv træningslejr vil gøre mig godt, tænker jeg. Og kan Bibelens ord mon sige mig noget? Jeg skal betræde nyt land, og Elisabeths introduktion hjælper på vej: »Jesus siger: Selvom du har tro så lille som et sennepsfrø, er det godt nok. Vi finder hver vores veje, og ingen er mere rigtige end andre.«


Stilhed

Da jeg på anden dagen får at vide, at vi hver dag skal vandre to timer i stilhed, tænker jeg, at det bliver en udfordring.

For et halvt år siden i en samtalegruppe skulle vi meditere over åndelighed i ti minutter, og jeg følte øjeblikkelig rastløshed og begyndte at tælle til 600 for at få sekunderne til at gå.

Vi skal gå en tur i dalen og sendes afsted med en bøn: »Herre, hjælp mig til på denne dag at slippe alt, som forhindrer mig i at være nærværende i det, der sker.« I starten distraheres jeg af klippernes skiftende farver, fuglefløjt, støvlers trampen og vandrestaves klikken.

Efter nogen tid formår jeg at nyde nuet. Sol, syn, lyde og dufte lige for min næse. Så får meditativ koncentration om åndedræt og den monotone vandring i stilhed mig til at lukke ydre ting ude, ubevidste tanker og refleksioner flyver.

Jeg mærker sammenhæng mellem at gå og tænke. En praktisk form for meditation, der giver nærvær indadtil. Jeg ser livet med ørneperspektiv som rovfuglene svævende i opvinden over os. Spørgsmål finder svar. Er timen allerede gået?

Til næste stilletime efter frokosten skal vi tænke på ting, vi vil takke for, og taknemmeligheden for blot at opleve denne dag er overvældende stor i disse bjerge i denne form.

Enkelhed

Tredje dag går vi ad en gammel pilgrimsrute til og fra landsbyen Caimari gennem et pas på klippestier, hvor det er nødvendigt at fokusere nedad for ikke at snuble. Enkelhed er temaet, jeg samtaler med Elisabeth om.

Vi går med lette rygsække, kun med vand, lidt mad og skiftetøj. Uden mobiltelefon, musik og motorstøj. Bare mærke livet. Bare gå. Være. Stoppe op og fascineres af bjerggeder på en skrænt, imponerende stensætninger, en rislende kilde, røg fra en hytte, en simpel vindmølle.

Opbrud fra hverdagen, ikke en flugt fra virkeligheden, men en mulighed for at møde den mere åbent. Koncentration om det indre liv. At gå med let baggage gennem livet. Gøre en ting ad gangen. På hvilken sten skal jeg sætte mit næste fodtrin?


Bekymringsløshed

Fjerde dagens vandring ad en anden pilgrimsrute støtter en sorgløs og bekymringsfri tilværelse.

Pilgrimsvandringer startede i Middelalderen for syndernes forladelse, og vi er kørt med bus til byen Pollenca for at bestige bodstrappen op til Calvario-kirken og vandre tilbage til Lluc.

Vi finder en sten, der symboliserer noget tungt i livets rygsæk, en skam, en synd, en undladelse, og da vi kommer til skoven, lægger vi den fra os og får skriftemål med håndspålæggelse og syndsforladelse.

Det føles faktisk befriende, giver lethed og overskud til ikke at frygte og bekymre sig om fremtiden, det ordner sig nok, og det er spændende, hvad der kommer min vej.

Der er appelsintræer, oliventræer, vinrænker, hanegal, en gammel brønd, og vi udfordres af regn, mudder, glatte sten og rødder. Samt 600 meters stigning så vi går helt oppe i skyerne – hvor symbolsk kan det være?


Langsomhed

Det er femte dag og retrætedag – med meditation, bøn og eftertanke. Godt for trætte og ømme fødder, lægge, knæ, hofter og ryg.

En kort vandring ved klosteret viser mig, at jeg på dag 1 har taget en genvej til korset og ikke Cami dels Misteris, Mysteriernes Sti, og dermed ikke har set fem monumenter med hver tre tableauer, der udstiller bibelske scener om glædens, smertens og herlighedens mysterier.

Elisabeths gennemgang af de 15 bibelhistorier vækker min interesse så meget, at jeg tager turen endnu en gang – alene og langsomt, mens jeg tænker, at jeg skal være mere opmærksom, lyttende og lærevillig.

Fællesskab

Pilgrimsvandring er ikke en fysisk præstation, får vi at vide. Men det er det nu OGSÅ på denne sjette dag i højlandet med lidt bjergbestigning til sidst for at nå Puig de’n Galileu i 1.181 meters højde oppe over skyerne og med sne tæt på toppen.

Jeg var ikke gået de ni kilometer opad på stenet grund, i skydække og støvregn uden gruppen. Sammen kan vi gøre, hvad vi ikke kunne alene.

Pilgrimme deler, hvad vi har materielt som rummelighed, sårbarhed, erfaring, styrke og håb. Vi har berigende samtaler, dybere end hverdagens overflade, og det er bevægende at opleve den dybe taknemmelighed fra alle, og hvordan flere bliver berørt og får åbenbaringer af Bibelens og Elisabeths ord.

Jeg tænker, at kristendommen er en god sammenhængskraft og kan være en hjælp til at definere en magt større end mig selv, som jeg finder i et fællesskab og i min familie og venners kærlighed.

Frihed

 »Pax et bonum« – fred og alt godt! Med denne pilgrimshilsen på den sidste dag bliver vi sendt i bus på tværs af øen til østlige Artá for at vandre ved den øde og fredede klippekyst. Havduften og det blå vand virker i sig selv berusende.

Så er der nadvergudstjeneste i sandet i en bugt, flüte fra klosteret, rødvin i plastglas. »Jeg siger ikke: Tag det og fat det. Men tag det og spis det,« reciterer Elisabeth, og trods skepsis beslutter jeg mig for at tage imod alt, hvad der bliver mig givet på denne tur i Den Store Grønne Katedral.

Åndelighed, frihed i sjælen, har ikke et defineret mål, det er en livsproces. Og den kan ikke klares alene. Det hjælper med åndelig vejledning. »Gud presser sig ikke på som en diktator. Han siger: Søg og du skal finde, bed og du skal få. Og en pilgrim kommer altid hjem med en fordom mindre,« siger Elisabeth.

Jeg har fundet ud af, at jeg ikke behøver at forstå en Højere Magt, jeg skal bare vide, at den er der, og det er en kærlig magt. Jeg føler mig lidt mere åndfuld, og der er kommet dybere mening i min daglige bøn om ro i sindet: »Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen. Tak.«

Læs også: 5 steder med ro