Næsten færdig – aldrig færdig

Verdens ældste sportsresort er blevet udbygget og gennemgribende renoveret. I over tre år har byggekraner domineret Club La Santa på Lanzarote, men til foråret er arbejdet afsluttet.

Club La Santa på Lanzarote. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Man ser det straks, når man forlader landsbyen La Santa, og fortsætter ud mod det danskejede sportsresort af samme navn.

Club La Santa på den spanske kanarieø, Lanzarote, ligner ikke helt sig selv.

Hvor det tidligere var det cremefarvede kompleks af ferielejligheder bygget i arabisk stil omkring indre gårde, der dominerede den gråbrune lavakyst, er det nu af rækker af hvide huse i en eller to etager, man først får øje på.

Nu ankommer man til nye store ferielejligheder med store vinduer og store terasser ud mod lagunen. Og bag lejlighederne ligger nye sportsanlæg og tekniske anlæg.

En enkelt stor kran svinger stadig over Club La Santa og viser, at den største udbygning og renovering i sportsresortets historie endnu ikke er helt afsluttet. Men i marts-april pilles kranen ned, efter at den og bygningsarbejderne har domineret resortet i tre et halvt år.

Så er de knap 400 lejligheder i den oprindelige ca. 35.000 kvadratmeter store bebyggelse blevet gennemrenoveret, og 100 nye lejligheder i et 40.000 kvadratmeter stort område bygget. Ligesom der er kommet nye sportsanlæg, tekniske anlæg, konferenceanlæg og ny ekstra reception til.

La Santa – verdens nok ældste sportsresort – har rystet 80’er stemningen af sig og er endelig kommet ind i dette årtusinde.

En proces, der tog 11 år

Klar til pilates-træning på sportsbanen i den nye sportshal i den nybyggede del af La Santa. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak.

Ikke at det er La Santas skyld, at det skulle tage så lang tid at forny sig.

Bag ligger en byggesagsbehandling, der udviklede sig til det rene Kafka. La Santa ejede allerede arealet, og planerne for udbygningen var klar, da man i 2001 sendte ansøgning om byggetilladelse til myndighederne.

De følgende år blev et mareridt med en strøm af krav fra myndighederne, som ikke samarbejdede indbyrdes, og hvor man måtte starte forfra hver gang. Dertil kom også nye love, som blev vedtaget i mellemtiden, med nye krav, som betød, at man igen måtte starte forfra med at udarbejde nye rapporter og ansøgninger.

Efter 11 år, hvor La Santa havde udarbejdet 42 forskellige rapporter, som syv forskellige offentlige instanser havde krævet, og sagen endnu ikke var blevet afgjort, greb præsidenten over kanarieøerne ind og gjorde kort proces: Han underkendte alle de lokale myndigheder og gav selv byggetilladelsen.

I slutningen af 2012 indledtes nybyggeriet og i april 2014 åbnede de nye lejligheder. Samtidig var varme- og vandforsyning blevet centraliseret i det nye område med blandt andet et stort solfangeranlæg.

Der er nye sporthaller, nye golffaciliteter og også to nye OL-svømmebassiner i den nye afdeling.

Siden har man koncentreret sig om at få gennemrenoveret de gamle lejligeder, og det er det arbejde, man nu kan se enden på.

En idé, som pludselig tog fart

De nye hvide huse med lejligheder har enkle vinduer ud mod sportspladsen, men er åbne med store terrasser ud mid lagunen. De gamle lejligheder i den cremefarvede bebyggelse lukker sig om indre gårde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak.

På mange hoteller rundt om i verden udvider man i dag med sportsanlæg i forskelligt omfang efter tidens »nye« trend: ferie med motion – sådan som man har praktiseret det i over 30 år på Lanzarote. Men man har næsten tradition for at være forud for sin tid på La Santa.

Da pastor Krogager i 1978 overtog det dengang ti år gamle ferielejlighedskompleks, var det i første omgang for at skaffe værelser til Tjæreborg Rejsers mange solhungrende vinterrejsende.

Men Lanzarotes nordkyst er barsk og uden strande direkte til havet, og omgivelserne var heller ikke optimale for fornøjelse- og afslapningssolferie, selv om der ved La Santa er skabt en kunstig strand i en lagune.

Fire-fem år senere fik pastoren idéen: Han ville omdanne La Santa til en sted, hvor familier kunne holde en aktiv ferie med vægt på sport og motion.

»Club La Santa Sport« var skabt, og de knap 400 lejligheder i komplekset blev forsøgt solgt som timeshare.

Men salget gik trægt. Projektet gav underskud. Også fordi man i timeshareaftalerne ikke havde fået fastsat en fast årlig serviceafgift. Man kunne kun opkræve afgiften af ejerne, når de brugte deres timeshareuge.

I 1992 besluttede man at stoppe salget af timeshare og satsede i stedet på at drive resten af resorten som hotel. På det tidspunkt var der solgt 7.000 timeshareuger ud af 21.000 mulige uger.

»Og for at kunne sælge ferieophold i resortet fjernede man ordet Sport. Navnet blev herefter Club La Santa.

»Det er mærkeligt at tænke på i dag, hvor det er blevet usmart at have en ferie uden sport eller motion,« siger Club La Santas direktør, Flemming Sohns.

Et voksende katalog af aktiviteter

Fordi La Santa både tilbyder muligheden for svømning, cykling og løb er det blevet et yndet sted at træne op til triatlon. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak.

Uden »sport« i navnet – kun på stedet – blev projektet endelig en succes og gav for første gang overskud. Pastor Krogager nåede dog ikke selv at opleve det. men i dag, 33 år efter han købte hotellet, er det stadig Krogager-familien, som står bag. Nu gennem Krogagerfonden.

De fleste gæster kommer stadig fra Danmark, næstflest fra England og Tyskland. I de sidste par år har svenskerne og nu også nordmændene fået øje på den store »sportslegeplads«.

La Santa har nemlig været tro over for sit oprindelige koncept. Når man har betalt sit ophold, har man også betalt for deltagelse i og brug af alle sportsfaciliteter. Kun enkelte skal man betale ekstra for. For eksempel udflugter på øen, dykning, og leje af de mere specielle racercykler – almindelige cykler er gratis til rådighed – og leje af golfudstyr.

Personlig træning betaler man også ekstra for. Ellers står et helt hold sportsguider, de såkaldte green team, klar til at lede aktiviteter som morgengymnastik, zumba, yoga og spinning. Der kommer også hele tiden nye sportsgrene og sportsudøvelser til. Blandt de nyeste er TRX suspension training, hvor man træner i elastikker skændt fast i en væg, og stand up paddle, som snart følges af yoga på paddle.

Airal yoga, hvor man hænger fra loftet i snore, er også en af de nyere muligheder, ligesom en ny Bar Park for udendørs fitness er på vej, ligesom The Bouncer, en kastevæg, hvor man får point, er sjov træning for blandt andre håndboldspillere.

Et koncept med vokseværk

Her ses det nye svømmebassin, hvilket blot er en del af udbygningen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak.

Især de gode muligheder for at træne både svømning, cykling og løb har gjort La Santa til et triatlon-mekka.

Triatlon har siden 2000 været en olympisk disciplin med distancerne 1,5 km svømning, 40 km cykling og 10 km løb. Men sportsgrenen rykkede ind på La Santa med kongedistancen, Ironman, næsten før der var nogen, der kendte den.

I 1992 blev den første Ironman afviklet her med et overskueligt antal deltagere, mens der bliver over 2.000 atleter til Club La Santa Ironman, der 21. maj næste år bliver afviklet for 25. gang. Da vil deltagerne udfordre sig selv med at svømme 3,8 km, cykle 180 km og slutte af med at løbe en maraton, 42,195 km.

Selv om man kan se enden på den store udbygning og renovering, betyder det ikke, at der ikke fremover vil blive ændret, bygget og komme nyt til.

»Hvor vi for år siden betragtede bygningen af vores spa- og wellnessafdeling som en stor udbygning, er den jo sammenlignet med denne seneste udbygning ret beskeden. Og det giver jo mod på andre udvidelser,« mener Frederik Sohns.

»Men vi tager det skridt for skridt. Planer har vi, og nye vil sikkert komme til. Den gamle sportshal trænger også til renovering. Og vi har tanker om at flytte personaleboligerne og få frigivet det areal, de ligger på, til aktiviteter for gæsterne. Vi skal hele tiden følge, hvad der er og ikke mindst, hvad der vil blive interesse for rent sportsligt – La Santa skal fortsat være først med det nyeste og La Santa bliver aldrig færdigt,« siger Frederik Sohns.

Rejseliv var inviteret af Club La Santa.