Hvad stiller man op med andelstanken i et ophedet boligmarked?

KLUMME: Der kan være både ideologiske og snusfornuftige økonomiske grunde til at holde værdien nede i en andelsforening. Det skriver Berlingskes Stegan Singh Kailay

Der kan være mere end værditilvækst at tænke på i en andelsboligforening. Arkivfoto: Bjarke Bo Olsen Fold sammen
Læs mere

Jeg har boet til leje på Vesterbro, Nørrebro, Frederiksberg og Islands Brygge. Alle relativt korte lejemål, hvor jeg var overladt til andres forgodtbefindende. Det var da også blandt andet derfor, at det var en stor glæde at kunne skrive under på det første boligkøb for en række år siden. Ens helt eget hjem.

Det var en andelsbolig. Min kæreste og jeg kiggede også på ejerlejligheder, men vi følte ikke, at vi kunne få det, vi gerne ville have, i det prisleje, vi mente var passende. Siden dengang er prisen på ejerlejligheder dog blot gået én vej og det med større skridt end andelsmarkedet.

Det var en udvikling, de fleste, der havde fulgt med i det københavnske boligmarked, godt kendte til. Men i sidste måned bekræftede tal fra Danmarks Statistik så den viden. Her kunne man se, at fra 2014 frem til sommeren 2017 var prisen steget med 16 procent for andelslejligheder, mens det tilsvarende tal for ejerlejligheder var 32 procent. Og 35 procent i København.

Min kæreste og jeg vidste selvfølgelig godt, at andelsmarkedet var et andet og mere fastlåst marked end ejermarkedet. Så det var med åbne øjne i forhold til de to markeders forskelle i afkast, at vi lidt senere skiftede den første andelsbolig ud med en anden og lidt større et par hundrede meter væk. I en mindre andels­forening.

For ja, vi har da venner og bekendte, som har set deres ejerlejligheder stige med millioner af kroner siden finanskrisen slap kløerne i boligmarkedet. Jeg har så også venner og bekendte, der sad fast i de kløer i årene umiddelbart efter krisen.

Siden er de dog sluppet fri igen med de mange års opadgående vækstkurver på de københavnske boliger. Foran os er der snak og spekulation om en forestående bolig­boble. For det kan da vel ikke blive ved? Og se, hvad der sker i Stockholm og i Oslo, hvor priserne rasler ned. Godt nok fra et højere niveau end i København, men stadigvæk. Jeg læser og hører det fra alle mulige kanter – topchefer fra ­Nordea og Danske Bank, tidligere overvismænd, nationalbankdirektøren. Alle har de i denne avis talt om uhold­bare prisudviklinger på bolig­markederne i de danske storbyer.

Man skal selvfølgelig helst købe bolig med langt ejerskab for øje, men vil man virkelig stå på, når en top kan være ved at være nået?

Derfor – og af mange andre grunde – føler jeg mig ganske godt tilpas i andelslejligheden på Vesterbro. Den er da også på et par år steget med omkring en femtedel. Så afkastet har indtil nu ikke været helt så ringe endda.

Og afkastet kunne endda have været større, hvis der var tale om en forening, der kun fokuserede på den slags. Men vi har haft og har stadigvæk en diskussion om andels–tanken – i hvert fald den del som handler om, at alle folk skulle have en mulighed for at få foden indenfor på det københavnske boligmarked. På et marked, der kan synes at løbe mere end en anelse løbsk i disse år.

Vi kunne således have valgt at skrue helt op for andelskronen, efter at vi for en række år siden begyndte at få valuarvurderet vores forening. Foreningen har i stedet valgt at hensætte en reserve i stedet for at opskrive værdien fuldt ud i forhold til vurderingen.

Men der er da bestemt kræfter, der ønsker, at vi skal banke fuldt ud til andelskronen. Især blandt dem, der står med overvejelser om at sælge.

Her er der dog også det at sige, at det ikke kun handler om ideologi. For står vi på toppen af et marked, så kan vi jo lige så vel risikere at skulle sænke andelskronen inden for en kort årrække. Og så gambler man med andelshavernes privatøkonomi.

Stefan Singh Kailay er Berlingske Business’ pengeredaktør