Et møde i Socialdemokratiet førte til »verbalt slagsmål« mellem Henrik Sass og Mogens Lykketoft

Dagens overblik: Mogens Lykketoft går i rette med et forslag fra Henrik Sass Larsen. Claus Hjort Frederiksen er nået frem til en ny erkendelse. Og så vil Brian Mikkelsen gøre København til »en fed by«. Hele dit politiske overblik her.

Foto: Henning Bagger.
Læs mere
Fold sammen

Du har klikket dig ind på dagens politiske morgenpost – godmorgen og velkommen til.

Vi sender dig på forlænget pinseweekend med en hulens masse politiske historier, så lad os komme i gang med dagens overflyvning.

Vi begynder med en politiker, der i dén grad har formået at komme på den politiske dagsorden i den seneste uge, selvom han ofte ynder at klargøre, at han ikke ligefrem er begejstret for at tale med pressen.

Der er tale om Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, som i dag udgiver en debatbog med titlen »Exodus – vejen frem for centrum-venstre«. Bogen har kastet indtil flere nyheder af sig, og i dag er ingen undtagelse.

Flere medier – herunder DR Nyheder og Politiken – har opdaget, at Henrik Sass Larsen i bogen argumenterer for, at Israel bør optages i både NATO og EU.

Sass mener, at Israel fortjener centrum-venstres fulde opbakning i forbindelse med konflikten i Mellemøsten, og han skriver, at »en del af løsningen for en varig fred for det jødiske folk er også, at vi udstrækker vores politiske, handelsmæssige og militære relationer«.

»Og her må centrum-venstres værdier om frihed, lighed og solidaritet være omdrejningspunktet for et nyt stærkt samarbejde, hvor vi f.eks. kunne udstrække vores sikkerhedspolitiske garanti til at indbefatte et israelsk medlemskab af NATO og vores handelsmæssige til medlemskab af Den Europæiske Union,« lyder det i bogen.

Men det er ikke et synspunkt, der deles af resten af Socialdemokratiet.

Det ligger under ingen omstændigheder på tegnebrættet, at Israel skal optages i hverken NATO eller EU, fastslår udenrigsordfører Nick Hækkerup (S) over for både Politiken og DR.

»Det er slet ikke noget, som er aktuelt nu. Overhovedet,« siger han til Politiken.

Begge medier har talt med kilder i Socialdemokratiet, der fortæller, at der på tirsdagens gruppemøde på Christiansborg opstod en ophedet debat mellem Henrik Sass Larsen og tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) om netop Israel-Palæstina-konflikten.

Lykketoft holdt ifølge DR og Politiken et langt oplæg om situationen i Israel og Palæstina, som i den seneste tid har været præget af voldsomme og blodige sammenstød, og i mandags blev adskillige palæstinensere dræbt af israelsk militær på grænsen til Gaza.

Mogens Lykketoft advokerede i sit indlæg for, at palæstinenserne fortjener Danmarks støtte. Efterfølgende fik Sass ordet og holdt en lang tale til forsvar for Israel.

Debatten på gruppemødet endte ifølge DR med flere meningsudvekslinger mellem de to, og ifølge én deltager på mødet var der tale om »et verbalt slagsmål«.

Lykketoft vil ikke udtale sig om, hvad der skete på gruppemødet, men lægger ikke skjul på, at han er uenig med Sass:

»Det forslag har overhovedet ingen gang på jord,« siger han til DR.

Henrik Sass Larsen har ikke ønsket at stille op til interview med hverken DR eller Politiken, men over for Weekendavisen uddyber han sit synspunkt om Israel.

»Centrum-venstre er nødt til at gøre op med den forestilling, at alle problemer skyldes Israel. Konflikten med palæstinenserne er forfærdelig, men palæstinenserne og især deres ledere har også et valg. De kan lade være med at angribe Israel, de kan lade være med at grave tunneler, affyre raketter, angribe med selvmordsbomber og så videre,« siger han til avisen.

Politikens historie er endnu ikke på nettet, men kan findes på side 8 i dagens avis. DRs historie kan læses her og Weekendavisens interview her.

Få overblikket - hver dag

Du er i gang med at læse den politiske morgenpost. Her får du dagligt det fulde overblik med de vigtigste historier, analyser og debatter i dansk politik.

Få politisk morgenpost direkte i din indbakke hver morgen ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.



Du kan også følge politiko.dk på Facebook og Twitter.

»Tabloide løgne og kampagner«

Inden vi forlader Henrik Sass Larsen helt, skal vi lige runde en anden nyhed fra bogen, som Politiken skriver om i dag.

Sass har adskillige gange angrebet pressen og særligt kritiseret medierne for hverken at give plads til nuancer eller lade politikerne tale ud.

I sin bog kommer han med et forslag om at straffe medier, der bringer usande historier.

S-gruppeformanden foreslår, at der fremover uddeles »betydelige bøder og straffe til tabloide løgne og kampagner«. En bødestraf for en løgnagtig forside kunne eksempelvis svare til en dags omsætning, foreslår Sass.

Han kalder desuden mediernes position i samfundet for et »tyranni« og beskylder dele af pressen for at »lyve og bedrage«.

Henrik Sass Larsen har heller ikke i denne forbindelse ønsket at uddybe sine synspunkter. Hans forslag om at uddele større bøder får en positiv modtagelse hos Venstre og Dansk Folkeparti, mens formanden for Dansk Journalistforbund, Lars Werge, er bekymret.

Hele historien hos Politiken her.

Hjorts EU-sokker

Vi siger farvel til Socialdemokratiet og retter i stedet blikket mod Venstre.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holdt tale på Europadagen 9. maj, lagde han op til en debat om Danmarks EU-forbehold, der fejrer 25-årsdag i dag.

Han understregede i sin tale, at udviklingen i EU går særligt stærkt på områder, hvor Danmark har forbehold – eurosamarbejdet samt forsvars- og retspolitikken.

»Derfor er vi nødt til at indlede en samtale i Danmark om, hvad det betyder for os. Hvis vi stiller os uden for indflydelse, lader vi andre bestemme over os,« sagde Løkke i sin tale.

Statsministeren understregede, at der ikke kommer en folkeafstemning om forbeholdene på denne side af et folketingsvalg, men han ønsker altså en debat om dem.

Og nu kaster forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) sig også ind i diskussionen.

I et debatindlæg i dagens Politiken skriver han, at forsvarsforbeholdet er til skade for Danmark.

»Det er så turbulente tider i forsvars- og sikkerhedspolitikken, at Europa befinder sig et helt andet sted end for blot få år siden. Derfor bliver vi nødt til at tale om EU-forsvarsforbeholdet, der i stigende grad er blevet en klods om benet, og som skader os i arbejdet på at præge udviklingen i den retning, vi ønsker,« skriver Claus Hjort Frederiksen og understreger ligesom statsministeren, at regeringen »ingen som helst planer har om en folkeafstemning«.

»Men der er så meget bevægelse og opbrud omkring os, at vi må overveje at tænke nyt,« lyder det fra forsvarsministeren.

I et interview med Politiken erkender han, at han har fokuseret for meget på EUs negative sider. Det var ganske vist Hjort, der i sin tid købte de ikoniske blå EU-sokker med gule stjerner til tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen, men siden har han lagt en dæmper på EU-begejstringen. Indtil nu.

»Man kan sige, at jeg ikke hele vejen igennem har holdt fanen højt i samme omfang som Uffe. Men nu har jeg fundet tilbage til den rette vej,« siger Claus Hjort Frederiksen til avisen.

Interviewet er ikke på nettet endnu, men indlægget fra forsvarsministeren kan læses her.

Løkkes linje

Weekendavisen har også set nærmere på EU-linjen hos Venstre. Søren Gade (V), der er en af partiets kandidater ved det kommende europaparlamentsvalg, har tidligere på ugen givet udtryk for en EU-skepsis, og avisen skriver i dag:

At Søren Gade ikke deler de mere EU-positive toner, som Venstre forsøger at slå an, bør ikke komme bag på partiledelsen.

Da den nye linje blev introduceret på et gruppemøde før påske, blev den først og fremmest bakket op af Morten Løkkegaard og EU-ordfører Jan E. Jørgensen, men også forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen talte varmt for mere positive EU-toner.

Til gengæld advarede både Søren Gade, udlændingeordfører Marcus Knuth og en række andre gruppemedlemmer mod linjen.

(...)

Hermed tegner sig konturerne af en egentlig intern opposition til den linje, som også statsminister Lars Løkke Rasmussen slog ind på, da han på Europadagen forleden sagde:

»Hvor ligger omdrejningspunktet for vores økonomi, velstand og sikkerhed? Hvor varetager vi bedst vores interesser? I Europa! Alligevel har vi herhjemme en tendens – vi har alle sammen en flig af det, det har jeg også haft – til at gemme det europæiske af vejen.«

Læs hele den historie i Weekendavisen her.

Tre historier der er gode at få med

1. Regeringen lancerer en storstilet hovedstadsindsats, som frem mod 2030 skal skabe bedre infrastruktur, flere boliger og renere luft i København, skriver Berlingske.

Seks ministerier med erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) står i spidsen for indsatsen.

»Det skal være attraktivt at bo her. Det skal være en fed by og et fedt område. Det er det allerede, men det skal blive en endnu mere fantastisk by og hovedstad,« siger han til avisen.

Bliv klogere på planen i faktaboksen herunder og i artiklen hos Berlingske her.

2. Læger for Aktiv Dødshjælp har offentliggjort en manual, hvor de detaljeret vejleder i at begå selvmord med almindelige medikamenter, skriver både Berlingske og Kristeligt Dagblad i dag.

Lægerne skriver, at formålet er at give alvorligt syge mennesker et redskab til hjælpe sig selv, indtil samfundet lovliggør aktiv dødshjælp, men blandt flere af Folketingets sundhedsordførere vækker det forargelse.

»Det er grotesk. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at få denne her vejledning fjernet, og så vidt det har været medvirkende til, at nogen har begået selvmord, så skal det anmeldes,« siger sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) til Berlingske.

Hun vil nu tage sagen op med sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

3. Justitsminister Søren Pape Poulsens (K) forlovede blev natten til i går overfaldet i det indre København.

En 34-årig mand fra Slovakiet er i den forbindelse blevet anholdt og sigtet for hadforbrydelse og vold, oplyste Københavns Politi i går.

Episoden fandt sted omkring klokken 03.30 natten til torsdag ud for LA Bar på Gammel Mønt. Her skulle slovakken ifølge sigtelsen have slået justitsministerens kæreste, Josue Vasquez, med knyttet hånd i ansigtet og sagt: »I don't like homoes«.

Læs mere om sagen hos Ritzau her.

Søren Pape Poulsen er kommet med en kortfattet kommentar på Twitter:

Adskillige politiske med- og modstandere udtrykte i går støtte til justitsministeren og hans forlovede. Statsministeren skrev eksempelvis:

Dagens debat

Venstres finansordfører, Jacob Jensen, går i rette med Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), i et indlæg i dagens Berlingske.

Anledningen er et interview med Pia Kjærsgaard, som samme avis bragte i sidste uge, hvor hun kaldte det »en parlamentarisk uskik«, når partier på Christiansborg fritstiller deres medlemmer.

Jacob Jensen skriver:

»Jeg mener, at det er stærkt bekymrende, at folketingsformanden fremkommer med den slags synspunkter, da jeg må minde om, at hun ikke er formand for et partiformandskollegium, men for hele Folketinget med alle dets medlemmer. Hun burde derfor stå forrest og forsvare det enkelte folketingsmedlems ret til at stemme efter egen overbevisning, sådan som Grundloven sikrer det.«

Indlægget finder du her.

Dagens »underlige kommunist«

Okay, vi er ikke helt færdige med Henrik Sass Larsen i dagens morgenpost.

Vi vender for en kort stund tilbage til interviewet med Weekendavisen om debatbogen. Her finder følgende ordveksling sted:

Flere steder i bogen tænker man, at her taler Pelle Dragsted, siger Weekendavisens journalist med henvisning til Enhedslistens erhvervsordfører.

Til det svarer Sass:

»Hvad i himlens navn vil du inddrage den underlige kommunist for? Social indignation er en socialdemokratisk drivkraft. Husk, hvad Reagan og Thatcher slap løs for 30-40 år siden, effekterne af deres politik er jo forfærdelige. Mette Frederiksens store projekt er at komme i sync med dem, vores politik først og fremmest er til for, ikke skribenterne på Politikens kulturredaktion.«

Dagens anmeldelse

Det sker i dag

EUs budgetkommissær på besøg i Danmark
Günther Oettinger, EUs budgetkommissær, er i dag i København for at drøfte EU-Kommissionens forslag til nyt langtidsbudget med den danske regering. Budgetforslaget lægger op til en markant forhøjelse af EU-landenes bidrag til EU, blandt andet for at dække mankoen efter Storbritanniens farvel. Den model er den danske regering stærk modstander af. Ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bør et mindre EU betyde et mindre budget.

09.10: KL holder Social- og Sundhedspolitisk Forum
Kommunernes Landsforening (KL) afslutter i dag Social- og Sundhedspolitisk Forum i Aalborg Kongres & Kultur Center. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) taler klokken 9.10.

09.00: Konference om FN-sporet for flygtninge og migranter
FN-forbundet holder konference på Christiansborg for at sætte fokus på de politiske løsninger, der er ved at blive formuleret i fællesskab mellem verdens lande i FN for at sikre den nødvendige beskyttelse af flygtninge og for at styrke landenes håndtering af migrationsudfordringerne. På konferencen deltager blandt andre Carsten Staur, Danmarks FN-ambassadør i Genève, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Christian Friis Bach samt repræsentanter for flere partier.

10.00: Møde i salen
I dag er der møde i Folketingssalen, hvor en stribe lovforslag bliver behandlet på dagens møde. Der er forhandling om energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholts (V) energipolitiske redegørelse 2018, ligesom der er forespørgsel til ham om fremtidige klimapolitiske initiativer.

10.30: Brian Mikkelsen åbner Googles nye Læringshus på Nørrebro
Google og Københavns Kommune åbner »Det Digitale Læringshus« på Nørrebrogade 34 i København. Huset indvies med deltagelse af erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), direktør for Google Danmark Malou Aamund og beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

13.30: Forhandlinger om medieforlig
Partierne forhandler videre om et medieforlig i Kulturministeriet. Mødet skulle oprindeligt være holdt tirsdag 12. maj, men Kulturminister Mette Bock (LA) valgte at udskyde mødet til i dag, da hun havde brug for at overveje det videre forløb i forhandlingerne.

Hav en fremragende weekend! Morgenposten holder fri på mandag, hvor det er 2. pinsedag, men vender stærkt tilbage tirsdag i næste uge.