Arbejde er en underskudsforretning for store grupper af lønmodtagere. I forhold til kontanthjælpen koster det dem reelt penge at arbejde i et lavtlønnet job i 37 timer om ugen som eksempelvis kassedame eller rengøringsassistent.

Fjernelsen af loftet over kontanthjælp, som den nye regering har gennemført, har betydet, at den ene part i en ægtepar på kontanthjælp skal tjene over 32.000 kroner om måneden for at få lige så meget som parret har på kontanthjælp til sammen. Nu viser det sig, at også for enlige med børn er der ingen tilskyndelse til at tage et job på mindsteløn.

Det viser helt nye tal fra Beskæftigelsesministeriet, som Berlingske Politiko offentliggør i dag. Beregningerne, som er en opdatering til 2011 af en række beregninger i rapporten ”Kulegravning af kontanthjælpsområdet” fra oktober 2006, og dokumenterer, at en enlig med ét barn kun får 923 kroner ekstra udbetalt om måneden, hvis vedkommende flytter sig fra kontanthjælp til et fuldtidsjob, der giver 17.600 kroner om måneden før skat. For en enlig med to børn er der tale om en månedlig forskel – eller gevinst – på bare 997 kroner.

Grafik: Se rådighedsbeløbene her

I det regnestykke er der ikke taget højde for, at det koster penge at gå arbejde - eksempelvis til transport mellem hjem og arbejde, tøj, køb af mad i kantinen eller til arbejdsredskaber såsom mobiltelefon eller konturudstyr, som arbejdsgiveren ikke i alle tilfælde betaler.

Ofte vil man også kunne spare penge på at gå hjemme, eftersom der så bliver bedre tid til at jagte tilbud i de lokale supermarkeder, bage brød selv eller måske hjælpe venner og familie med opgaver, som kan kaste lidt indkomst og penge af sig.

De 923 kroner om måneden svarer til bare 42 kroner om dagen, hvis der er 22 arbejdsdage på en måned. For de penge er det for mange end ikke muligt at købe en almindelig busbillet til og fra arbejde hver dag. En busbillet til to zoner i hovedstadsområdet koster 24 kroner.

At den økonomiske gevinst ved at gå på arbejde er så lille, er ikke hensigtsmæssigt, siger Jonas Schytz Juul, chefanalytiker i den socialdemokratiske tænketank Arbejderbevægelses Erhvervsråd.

»Det ville være fint, hvis forskellen mellem kontanthjælp og arbejde blev større. Derfor så vi også gerne, at man målrettede flere skattelettelser mod de lavestlønnede.«

Jonas Schytz Juul tilføjer, at kontanthjælp ikke er noget, man kan vælge frit, men som man kun kan få, hvis man er berettiget til det. Hos den liberale tænketank, Cepos kalder cheføkonom Mads Lundby Hansen det for helt »uholdbart«, at det ikke kan betale sig at arbejde. Han peger på, at når kun få er i arbejde med en relativt lav løn, skyldes det netop, at de sociale ydelser er så høje, at det ikke kan betale sig.

»Den rigtige vej frem er derfor, at man fremover kun regulerer alle overførselsindkomster op med inflationen og ikke med lønudviklingen. På den måde kan der spares meget store summer, og skabes større lyst til at arbejde. Men hele kontanthjælpen bør kulegraves, efter de mange eksempler der er kommet frem på det sidste, og som alle viser, at arbejde i mange tilfælde kun dårligt betaler sig,« siger han.