Regeringen afviser huslejehjælp til kontanthjælpsmodtagere

Fem kommuner får ikke lov at give huslejetilskud til personer, der må flytte på grund af kontanthjælpsloftet.

Arkivfoto. Fem kommuner får ikke lov at give huslejetilskud til personer, der må flytte på grund af kontanthjælpsloftet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brian Bergmann

Fem kommuners forsøg på at give en midlertidig ydelse til personer, der på grund af kontanthjælpsloftet må flytte, er blevet afvist af regeringen.

I Aarhus, København, Randers, Favrskov og Roskilde Kommune håbede borgmestrene, at de ville få lov til at give personer, der må flytte fra deres bolig på grund af kontanthjælpsloftet, en midlertidig økonomisk støtte.

Forsøget skulle fungere som et frikommuneforsøg. Og da regeringen onsdag gav helt eller delvist grønt lys til 17 forsøg, var forsøget om midlertidig huslejestøtte også på listen.

Men efter at have læst regeringen delvise godkendelse af forsøget, er Thomas Medom (SF), der er rådmand for sociale forhold og beskæftigelse i Aarhus Kommune, langt fra begejstret.

- Det, som vi får tilladelse til, er i min verden det samme som en afvisning, siger han.

Regeringen har givet tilladelse til, at der i højere grad benyttes udslusningsboliger, som kan udløse en midlertidig støtte. Desuden gives der lov til at ungdoms- og ældreboliger kan bruges som udslusningsboliger.

Men en direkte økonomisk støtte til personer i andre boliger, har regeringen sagt nej til.

Tanken bag forslaget var, at ydelsen skulle købe kontanthjælpsmodtagere nogle måneder til at finde en ny bolig.

På den måde skulle forsøget forhindre hjemløshed med de udgifter, det vil medføre til kommunerne, forklarer Thomas Medom.

- Det er utrolig skuffende. Det var det centrale element i ansøgningen, siger Thomas Medom.

Ifølge økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) ville forslaget i sin helhed have undergravet kontanthjælpsloftet.

- Vi mener, at det er kontraproduktivt i forhold til den målsætning, som regeringen har om, at flere skal arbejde, siger han.

- Vi har nogle gange storsind, men det kan også blive for tykt.