R kræver forklaring på klimaopgør i V

De Radikale afkræver forklaring fra statsminister Lars Løkke Rasmussen på, hvor hans eget parti står i klimakampen efter klimaopgøret i Venstre.

De Radikale kræver, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nu melder ud om, hvor hans eget regeringsparti står i klimakampen. Kravet kommer, efter at Venstres folketingsgruppe har udskudt behandlingen af VK-regeringens eget lovforslag om energibesparelser i boligerne, fordi flere gruppemedlemmer mener, at klima- og energidebatten er gået for vidt.

- Tre dage før, FN's klimatopmøde går i gang og en uge før, at næsten 100 af verdens stats- og regeringsledere kommer til København, er statsministerens eget parti nu kommet i tvivl, om vi gør det rigtige. Selvfølgelig skal vi kunne diskutere alting, men den her diskussion har vi altså haft i 30 år, og konklusionen er klar. Den globale opvarmning er hovedsagelig menneskeskabt, og derfor kan - og bør - vi gøre noget ved den. Så det, Venstre gør nu, er politisk sabotage, og det må Lars Løkke Rasmussen stoppe, siger De Radikales gruppeformand, Margrethe Vestager.

På torsdagens gruppemøde Venstres mente flere medlemmer - herunder Folketingets formand, Thor Pedersen - at den personlige handlefrihed bliver indskrænket urimeligt meget af klimatiltag.

Gruppeformand Hans Christian Schmidt blev derfor på mødet nødt til at udsætte godkendelsen af et lovforslaget, som vil forpligte hussælgere til at energimærke deres bolig på en skala fra A til G. Thor Pedersen forklarede således, at han holder af at komme hjem om aftenene og se lyset skinne fra alle vinduer i sit store hus.

/ritzau/