Minister anklages for at vildlede om kontanthjælpsloft

Flere kontanthjælpsmodtagere har været nødt til at flytte siden jobreformen i 2016, viser analyser.

Flere kontanthjælpsmodtagere har været nødt til at flytte siden jobreformen i 2016, viser analyser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Der er ikke noget, der tyder på, at kontanthjælpsloftet har haft de utilsigtede konsekvenser, som mange frygtede.

Det hævdede beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) tidligere på måneden i en pressemeddelelse.

En analyse viste ifølge ministeren, at der ikke er sket en stigning i antallet af kontanthjælpsmodtagere, der flytter, siden kontanthjælpsloftet blev indført i 2016.

Men ministeriets egne analyser indeholder tal, der kan vise det modsatte.

Det skriver dagbladet Information.

Hvis man fokuserer på de kontanthjælpsmodtagere, der rent faktisk har været ramt af kontanthjælpsloftet, ser man en stigning i antallet af flytninger, siden loftet blev indført.

I ministerens analyse fremgår det, at antallet af flytninger blandt de, der rent faktisk er berørt af loftet, har været faldende siden 2014. Men faldet blev i 2017 pludselig afløst af en lille stigning.

Kontanthjælpsloftet trådte i kraft i oktober 2016.

Frans Clemmensen, der er cheføkonom i Boligselskabernes Landsorganisation (BL), mener, at det er for tidligt at konkludere, om stigningen skyldes kontanthjælpsloftet.

Men noget tyder på det, vurderer han.

Han kalder det derfor vildledende, når ministeren bruger analysen til at antyde, at kontanthjælpsloftet ikke har fået folk til at flytte.

»Deres egne tal viser jo, at den faldende tendens, der har været, ender brat i 2017, hvis man ser på den gruppe, der er berørt af kontanthjælpsloftet,« siger han til Information.

Han bakkes op af Anders Bruun Jonassen, forsker ved Rockwool Fonden. Han mener, at ministeriet begår en fejl, når det fokuserer på det samlede antal flytninger blandt alle i kontanthjælpssystemet.

Information har spurgt ministeren om, hvorfor han har brugt formueringen om kontanthjælpsreformen fra 2014.

Han nøjes i et skriftligt svar med at skrive:

»Kontanthjælpsreformen trådte i kraft i 2014. Jobreformen, herunder kontanthjælpsreform og 225-timers-regel, trådte i kraft i 2016.«

/ritzau/