Greenpeace blokerer fiskeriforhandlinger

Greenpeace-aktivister fra 14 lande blokerer EU's Ministerrådsbygning i Bruxelles i protest mod, at EU tillader rovdrift. Torsk i Nordsøen bruges som eksempel.

Op mod 200 aktivister fra Greenpeace blokerede mandag indgangene til EU's Ministerrådsbygning i Bruxelles i protest mod, at de årlige fiskeriforhandlinger mellem de 27 regeringer ender i rovdrift på Europas fiskebestande.

Belgisk politi var mandag formiddag så småt begyndt at fjerne demonstranterne fra indgangene. Men en barriere, som aktivisterne har bygget af i alt syv ton beton, står endnu ifølge Hanne Kærgaard Lyng Winter, havbiolog i Greenpeace.

Protesten er eksempelvis rettet mod EU-ministrenes plan om at øge fangsten af torsk i Nordsøen trods biologernes råd om at lade bestanden komme sig.

- Det Internationale Havundersøgelsesråd, Ices, har siden 2004 anbefalet en kvote på nul i Nordsøen. Nu er der endelig sket en lille bedring i bestanden, men i stedet for at bruge bedringen til at give bestanden en chance for at blive genopbygget, blev TAC'en (kvoten, red.) for torsk i november øget for 2008, siger Winter.

De årlige maratonforhandlinger om fordelingen af fiskerikvoterne ventes afsluttet senest natten til onsdag.

/ritzau/