Folkemøde med burka og bare baller

På Folkemødets første dag ville happeningen "Fuck for lidt og for meget" vise absurditeten i burkaforbuddet. Mødet blev åbnet af borgmester Winnie Grosbøll.

Det er nok de færreste, der forbinder Folkemødet på Bornholm med burkaer.

Ikke desto mindre var deltagerne på åbningsdagen vidner til en gruppe kvinder iklædt den religiøse beklædningsgenstand. Bag det sorte stof var de nøgne.

Med happeningen ønskede de at skabe debat om maskeringsforbuddet, der træder i kraft 1. august, og som blandt andet rammer kvinder, der bærer burka. Det forklarede billedhugger Jens Galschiøt, der står bag.

- Jeg håber at få debat og dialog ud af det her og at vise absurditeten i forbuddet - og gøre grin med alle de politikere, der faktisk har brugt en masse tid på at diskutere det her.

Når de burkabærende var nøgne under klædestykket, var det et forsøg på at sætte politiet i et dilemma.

- Den eneste måde, man kan legitimere sig på med burka, er ved at vise sit ansigt, så man tager den af og er splitternøgen, forklarede Galschiøt.

Bornholms Politi oplyste dog til Ritzau, at de ikke ville gribe ind over happeningen.

- Burkaforbuddet træder først i kraft 1. august, så vi har selvfølgelig ikke tænkt os at gøre noget ved det. Det er en kulturel happening, sagde presseansvarlig Michael Schollert.

22-årige Mia Meinertsen var en af dem, som deltog. Hun mener, det er en fin måde at vise sin utilfredshed med forbuddet.

- En mindre detalje er, at vi er nøgne inden under. Hvis politiet beder os om at tage den af, bryder vi altså også loven.

- Man må hverken have for meget eller for lidt på. Det er fjollet og symbolpolitik det hele, sagde hun.

Folkemødet blev traditionen tro åbnet af borgmester i Bornholms Regionskommune Winnie Grosbøll (S). Udover at advare deltagerne mod at smide cigaretter i det knastørre græs, mindede hun om to nylige pressefotos, der er gået verden rundt.

Først billedet af en mut præsident Donald Trump ved G7-topmødet i sidste weekend, og derefter den smilende præsident ved topmødet i Singapore, hvor han trykker hånd med den nordkoreanske leder, Kim Jong-un.

- Det var to billeder, der rystede min opfattelse af verden, sagde Winnie Grosbøll.

Folkemødet fortsætter de næste dag og slutter søndag.

/ritzau/