Bold eller ballet?

Mads Strarup: Det er blevet populært at udpege sin politiske modstander som repræsentant for en illegitim elite, der med foragt ser ned på folket. DF excellerede i den øvelse og nu har SF med 3F’eren og mureren Mattias Tesfaye læst på lektien: Det Kongelige Teater, miljøaktivisten og akademikeren på Østerbro er elitært og derfor yt, mens fodboldtilhængeren på lægterne er in. Det underholder måske, men vi risikerer at lamme den vitale samtale, der holder vores lille demokrati levende.

Mads Strarup Gymnasielærer, cand.scient.soc. i Socialvidenskab og Filosofi Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er du til boksning, eller er du til ballet? For politikere med såvel ambitioner som karriereplaner, der strækker sig år ud i fremtiden, er svaret så selvindlysende, at alene det at stille spørgsmålet kan fremstå diskvalificerende for den videre samtale. Hver har de nemlig med spytfugtig finger mærket, hvilke retninger de politiske vinde blæser og noteret sig, at en bevidst udvisning af intellektualitet og dannelse - eller blot det, der kunne minde om det - ikke er gangbar valuta, når der skal deles popularitetspoint ud.

Valget af svar er derfor lige så klart, som det er afgørende. Og det afgørende er ikke at bekende kulør, men at bekende den rette kulør.

I 2005 udgav digter Søren Ulrik Thomsen og professor Frederik Stjernfelt den lille sort-røde essaysamling Kritik af den negative opbyggelighed. Det, digteren og professoren fandt pikerende, og følte behov for at sætte ord på, var, at der i dansk åndsliv havde indfundet sig en tendens til, at det efterhånden var blevet acceptabelt at placere sig i opposition til det herskende kunstneriske ideal, og derved finde en personlig såvel som kunstnerisk opbyggelighed heri.

Således virker følelsen af at være udenfor for det etablerede i sig selv som en bekræftelse på egen overbevisnings rigtighed.

Med inspiration i netop Thomsens og Stjernfelts pointer er det muligt at notere en lignende tendens - nu blot i det politiske liv. Jeg tænker på særligt én sproglig figur, hvoromkring al politik det seneste tiår er blevet tænkt og formuleret: modstillingen mellem ’elite’ og ’folk’. Mange med interesse i dansk politik vil også vide, at netop denne sondring har været den altafgørende grøft, som det har handlet om at placere sig på den rigtige side af. Og ikke så få har ligeledes fundet denne dybt frustrerende.

Blandt andet harcelerede kommentator Anne Sophia Hermansen 25.04 på sin blog på Berlingskes hjemmeside ligeledes mod denne rindalistiske ringeagt imod alle »dem, der gør det lidt bedre«.

Personligt troede jeg, at denne retoriske konstruktion gradvis var begyndt at blive tømt for politisk potentiale, da Fogh i 2009 afleverede stafetten videre til Løkke, og at den endeligt afgik ved døden ved regeringsskiftet i efteråret 2011. Hvor tog jeg dog massivt fejl!

Opdelingen mellem folk og elite har i den grad vist sig slidstærk, og således bibeholdt sit skrue-tvinge-greb om den politiske diskussion ind i 2012.

Dansk Folkeparti var blandt de første til for alvor at slå politisk mønt på denne inddeling. Således forholder det sig dog ikke længere. Både til højre, til venstre og i midten af det politiske spektrum, har partierne integreret denne succesrige formel, og formulerer sig selv i dag som folkets anti-elitære repræsentanter - uafhængigt af, hvilket konkret politisk indhold, der fremlægges. Ellers kæmper man mod vinden - og den kamp er man dømt til at tabe.

I starten af marts skrev den kontroversielle SF’er og mureruddannede Mattias Tesfaye følgende i sin klumme i Ekstra Bladet: »Danmarks vigtigste scene er ikke en gammel teaterkasse på Kongens Nytorv, men et stort fodboldstadion på Østerbro med plads til 40.000 roliganer.« De klare identitetsmarkerende virkemidler er ikke til at tage fejl, og viser, hvordan store dele af venstrefløjen har overtaget opsplitningen mellem eliten og folket, som fundamentet for politiske formuleringer. Kløgtigt lægger Tesfaye m.fl. sig i det idéhistoriske kølvand af Karl Marx. Samfundet består af klasser med forskellige horisonter og prioriteringer.

Men paradoksalt nok nedtoner og totalt glemmer man samtidigt selvsamme Marx’ kritik af kapitalismen. Man vurderer ikke længere undertrykkelse ud fra klassiske økonomiske parametre, hvor det var virksomhedsejeren, der tog sig betalt for et stykke arbejde, han ikke havde udført. Og derfor er det erklærede fjendebillede også blevet skiftet ud.

I dag er folkets fjende ’numero uno’, ikke længere den griske kapitalist, men den lidt for selvbevidste madskribent, anmelder eller miljøaktivist, der med samvittighed og/eller uddannelsesniveau på rette sted, vedbliver med at påpege førnævnte folks forhold fra alt til madvaner, kunst og global opvarmning! Han er den sande skurk - undertrykkelsen ’in persona’.

Fortællingen om klasser og undertrykkelse ligner på sin vis sig selv, men tag ikke fejl: Rollerne som klassekampens helte og skurke er i dag ikke de samme, som de var, da Marx satte pennen til papiret. Same same, but different!

Min påstand er, at den klassiske arbejder, hvis løn og politiske overbevisning begge var afstedkommet af et langt, og ikke mindst fysisk hårdt arbejdsliv på B&W, er en uddøende race. Den konflikt, der engang eksisterede mellem arbejdsgiver og arbejdstager, og som var til at få øje på, er i dag gemt så godt af vejen, at man skal være mere end almindeligt velskolet i de marxistiske tekster for at kunne registrere den i dagens Danmark.

Årsagen er klar: De to parter er i grove træk blevet enige om udbytningens præmisser, hvorfor den ild, der i tidernes morgen holdt konfliktens gryde i kog, i dag er blevet slukket af konsensussens fløjlsbløde brise.

Og dette er netop årsagen til, at kapitalismekritikken i dag falder under den radar, der scanner det politiske landskab for vandtætte muligheder for politikformulering.

Den belgiske politolog Chantal Mouffe har i en årrække argumenteret for, at politik er en kampplads, hvor ideer brydes, og kompromiser først formuleres i anden instans. I første instans består politik af interessekonflikter, hvorfor det at tale om et på forhånd givet ’fælles bedste’, ingen mening giver.

I koncentreret form handler det således om at udpege en konkret modstander (en idé såvel som personkreds), i hvis spejling man kan formulere sit politiske projekt op imod. Og ud fra Mouffes strategiske tankegang er opdelingen mellem ’elite’ og ’folk’ således en lille politisk genistreg, idet den netop formår at opretholde og genbekræfte hendes idé om politik som en zone for interessekonflikter.

Men af flere årsager er ’elite-folk’-opdelingen problematisk. For det første er det interessant at iagttage, hvorledes det, ’folket’ føler om ’elitens’ foragt, betragtes som illegitimt, mens ’folkets’ foragt for elitens dispositioner omvendt fremstår helt legitim. På trods af, at arrogance såvel som selvpåført mindreværdsfølelse begge er en slags foragtformer, er førstnævnte langt værre end sidstnævnte.

For det andet, er det umuligt at få indblik i, hvem eller hvad ’eliten’ er. I en konspiratorisk forstand, er det nye elite-begreb formuleret så diffust, at selve konflikten kommer til at minde om en selvforanstaltet skyttegravskrig, som kan blive ved i evigheder, idet ingen med sikkerhed kan vide, hvornår denne skjulte modstander endeligt er besejret.

Men det største og altoverskyggende problem er, at denne retoriske figur, der trækker en uklar skille-linje mellem eliten og folket, risikerer at lamme den vitale samtale, der holder vores lille demokrati levende.

For det er jo altid de andre, der er eliten.