Overvægtige mødre risikerer hyperaktive børn

En nordisk undersøgelse af 12.500 børn tyder på, at der en sammenhæng mellem moderens vægt, når hun bliver gravid, og hyperaktivitet og koncentrationsbesvær hos barnet, når det kommer i skolealderen.

Overvægtige, som bliver gravide, risikerer, at deres børn bliver hyperaktive eller får problemer med at koncentrere sig senere i livet. Det tyder en undersøgelse fra Uppsala Universitet på.

Undersøgelsen er baseret på mere end 12.500 børn fra Danmark, Sverige og Finland. Børnene er blevet fulgt, fra de lå i maven til skolealderen.

Børnenes lærere har udfyldt et spørgeskema om børnenes opførsel. Og rundt regnet vurderer lærerne, at der er tegn på hyperaktivitet eller koncentrationsbesvær hos hver tiende af de børn, hvis mor var overvægtig, da hun blev gravid.

Undersøgelsen peger desuden på, at det ikke kun er svært overvægtige mødre, som risikerer at få hyperaktive børn, men også moderat overvægtige og kvinder, som tog meget på under graviditeten.

- Det er vigtigt, at kvinder har en optimal kropsvægt, når de bliver gravide. Det er veldokumenteret, at mødres overvægt forøger risikoen for en række komplikationer både for hende selv og for barnet. Vores resultater er blot endnu en ting at føje på listen, fortæller forsker Alina Rodriguez, som står bag undersøgelsen.

Hun understreger, at børnene endnu ikke har fået diagnosen ADHD, som er forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet, men at de hidtidige resultater bygger på skolelærernes vurderinger.