Svulstig ordkrig præger den politiske debat om skat – og det virker

Er der noget, vi danskere går op i, er det skat, og er der et begreb, som har været en sproglig kampzone i den politiske debat, er det skat. Dødsskat, misundelsesskat, gullaschskat, skat eller velfærd og arbejdsmarkedsbidrag er kreative oversættelser af en skat, som skal sættes i et positivt eller negativt lys. Vi tager en tur gennem skattedebattens vigtigste ordlege og metaforer.

Rasmus Meisler
Foto: Rasmus Meisler

Der findes ingen større sproglig kampzone i den politiske debat end skat. Den har været forkætret, siden den blev indført i middelalderen til at betale for kirker og præster og efterfølgende til at holde en krigsmaskine i gang, men efter velfærdsstatens opblomstring handler det om at finansiere de offentlige udgifter – om, at staten har snablen nede i borgernes lomme for at bruge en kendt metafor fra skattedebatten.

To politikere har revolutioneret den sproglige kreativitet om skat. Først Mogens Glistrup, der stormede ind i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973 med skat som hovedfjenden, og senere Anders Fogh Rasmussen, der vandt valget og statsministerposten i 2001 ved hjælp af et opgør med de konstante skattestigninger.

Historisk har blå partier haft held til at bruge skat som fjendebillede. Røde partier har ofte stået mere vaklende og er tit kommet galt af sted, når de har forsøgt at skabe positive sproglige billeder på skat. Det vender vi tilbage til i denne gennemgang af ord og metaforer, som har præget skattedebatten.

Men først skal vi lige introduceres til indkomst- og formueskatten, der blev indført i 1903 som et nyt redskab til finansiering af offentlige udgifter. Nu kunne skatten skrues op, når der var behov - som under Første Verdenskrig, hvor der blev opfundet en særlig beskatning af krigsrelateret merindkomst. Det var dengang, »gullaschbaroner« blev et kendt begreb. Skatten på krigshandel blev i Politiken kaldt en gullaschskat, mens denne avis kaldte det for en misundelsesskat. De øgede skatter fik betegnelsen »krigssocialisme« af konservative og liberale. For socialdemokrater og de radikale blev det imidlertid startskuddet til en legitimering af den begyndende velfærdsstat.

En anden stor reform kom i 1969, da kildeskatten blev indført. Hidtil havde borgerne fået deres løn og betalt skat med tilbagevirkende kraft udregnet efter indkomsten året før. Nu skulle skatten trækkes, inden lønnen blev udbetalt. Kort efter blev fænomenet Mogens Glistrup født. Han stiftede Fremskridtspartiet, bl.a. med sloganet »STOP kildeskatte-vanviddet …«

Mogens Glistrup fra valgkampagne i begyndelsen af 1970erne. Arkivfoto: Steen Jacobsen Fold sammen
Læs mere

Med Mogens Glistrups entre på den politiske scene begyndte den sproglige kamp om skat med ordlege og metaforer.

0-skat

Mogens Glistrup stillede 30. januar 1971 op i TV-programmet Focus. Det var ventet, at han som skatteadvokat skulle fortælle nøgternt om teknikken bag legal skatteunddragelse. Programmet tog imidlertid en uventet drejning, for Glistrup fortalte, at han ved hjælp af kreativ skattetænkning betalte 0 kroner i skat, mens han sammenlignede skattesnydere med besættelsestidens jernbanesabotører. Han fandt det umoralsk at betale skat til »fædrelandets fordærv«, og som han sagde i TV-programmet: »Hvis man har ondt i tænderne, går man til en tandlæge. Har man ondt i skatten, så går man til en skatterådgiver«.

Advokat Mogens Glistrup med sit skattekort. Arkivfoto: Jørgen Jessen/Scanpix Ritzau Fold sammen
Læs mere

TV-interviewet gjorde Mogens Glistrup landskendt, og allerede året efter stiftede han Fremskridtspartiet, der kom i Folketinget i 1973 som landets næststørste parti. Han havde bogstavelig talt satset hele butikken, et stort veldrevet advokatfirma, på en politisk protestbevægelse mod skattetryk og bureaukratisering, men endte i fængsel for skatteunddragelse.

Skattetryk

Glistrups skatteopgør skabte fokus på begrebet skattetryk. Det var blevet mere synligt i årene inden Glistrups TV-succes. Op gennem 1960erne var skattetrykket steget og steget, og selv VKR-regeringen fra 1968 til 1971 formåede ikke – til Glistrups store skuffelse – at sætte en stopper for stigende skatter.

Skatteskrue

Med velfærdsstatens udvikling begyndte skat at blive en tilbagevendende kampzone. Glistrup mente, at bureaukratiet og den offentlige sektor var gået amok, og det var skyld i en skatteskrue, der ville placere danskerne i et skattefængsel og gøre dem til skatteburhøns.

Skatteomlægning

Med Mogens Glistrups skattedom og fængselsophold i Horserød 1983-1986 forsvandt hans betydning i skattedebatten, og selv om skat fortsatte med at være central i den politiske debat, havde skiftende regeringer svært ved at stoppe skattetrykkets stigning. Poul Schlüter, der dannede regeringer 1982-1991, anså ikke en stigning i skattetrykket som den rigtige vej til at finansiere de offentlige udgifter, som han sagde ved Folketingets åbning i 1982:

»En forøgelse af skattetrykket anser den nye regering ikke for at være et egnet middel til at få underskuddet bragt ned. Det er derfor, det haster med at få gennemført tilstrækkeligt store besparelser på de offentlige budgetter.«

Men først i sidste fase af Schlüter-regeringerne lykkedes det at gennemføre en omfattende skatteomlægning, som satte store spor i eftertiden. Med planen »Ny vækst og fremgang« blev skattedebatten atter sat på den politiske dagsorden med langvarige politiske forhandlinger, som reelt endte i en politisk konsensus om, at det var uholdbart med stigende skattetryk.

Arbejdsmarkedsbidrag

Da Poul Nyrup Rasmussen efterfølgende overtog regeringsmagten, blev skatten reelt ikke sat op, men det indtryk fik Anders Fogh Rasmussen, der var skatteminister under Schlüter, mast ned under gulvbrædderne.

Fogh Rasmussen er efter Mogens Glistrup den politiker, som har ført den sprogligt mest kreative debat om skat, mener Christian Koch, retoriker og professor, der har skrevet bøger med analyser af det politiske sprog. Han peger særligt på Fogh Rasmussens evne til at afsløre Nyrup-regeringens forsøg på at snige en skat ind ad bagdøren, da arbejdsmarkedsbidraget blev opfundet.

»Det var et forsøg på at gøre skat spiseligt,« siger Christian Koch, »for hvem vil ikke være på arbejdsmarkedet, og hvem vil ikke bidrage, ligesom når man bidrager til Røde Kors.«

Bruttoskat

Nyrup-regeringens forsøg på at gøre arbejdsmarkedsbidrag til en positiv skat blev hurtigt afsløret. Anders Fogh Rasmussen kaldte den konsekvent for en bruttoskat, som regeringen »prøvede at fuppe vælgerne med« ved at »give befolkningen et falsk indtryk af personskatten,« som Fogh sagde til BT.

Nyrup kom ifølge Christian Koch til at fremstå som en tryllekunstner med et ekstra kort i ærmet:

»Nyrup-regeringen forsøgte at bruge en positiv betegnelse for en skat, men Fogh afslørede »fupnummeret« og kaldte konsekvent arbejdsmarkedsbidraget for bruttoskat. Den værste skat af alle, fordi det var en skat, man ikke kunne få fradrag i,« siger Christian Koch.

På den måde endte Nyrup som tryllekunstneren, der er blevet afsløret. Når det sker, er man færdig. Fogh fik skabt det indtryk, at Nyrup var ensbetydende med skattestigninger.

Skattestop

Anders Fogh Rasmuseen fik skat tilbage på den politiske dagsorden med en sådan kraft, at det var med til at føre ham til valgsejr og ind i Statsministeriet i 2001.

Det enkle budskab var skattestop, metoden var effektive metaforer for skattens meningsløshed, for som Fogh Rasmussen sagde det: »tidligere steg skatten år for år, nu har vi skattestop«. Fogh fik effektivt placeret Socialdemokratiet som partiet, der ville have snablen ned i borgernes lomme, for går man ikke ind for skattestop, som Fogh Rasmussen, går man ind for skattehop, som socialdemokraterne.

Venstres daværende formand, Anders Fogh Rasmussen, og næstformand, Lars Løkke Rasmussen, offentliggør partiets valgoplæg i 2001. Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix Ritzau Fold sammen
Læs mere
Foto: JENS NØRGAARD LARSEN.

Alle diskussioner om skat fik Fogh til at handle om at flytte pengene fra den ene lomme til den anden. Der var ingen mellemvej: »Skattestop er som at afgøre jomfruelighed eller graviditet - enten er man jomfru, eller også er man ikke. Der er ikke nogen mellemvej – mig bekendt,« som Fogh sagde til Politiken i 2006.

Fogh fik for altid ændret den politiske indstilling. De færreste vil gå til valg på stigende skatter, og Socialdemokratiet har siden haft svært ved at finde effektive metoder til at forsvare skat i forhold til en offensiv debat om den offentlige sektors størrelse.

Skat eller velfærd

Efter Nyrups fald og Mogens Lykketofts forfejlede forsøg på at vriste regeringsmagten fra Fogh, kom Helle Thorning-Schmidt ind på den politiske scene. Hun forsøgte at vende det folkelige og letforståelige skattestop til et opgør mellem skat eller velfærd, men ikke så meget, at hun ville fjerne principperne bag skattestoppet. Som hun sagde under valgkampen: »Vi ønsker ikke at hæve danskernes skat eller boligskat, men det er muligt, at vi vil indføre en formueskat for de allerhøjeste indkomster.«

Budskabet var imidlertid klart. Thorning ville nedbryde Foghs forsvar ved at sætte fokus på »varme hænder« i den offentlige sektor, og argumentet var, at Fogh havde udsultet den offentlige sektor ved at komme med den ene skattelettelse efter den anden.

Helle Thorning-Schmidt skyder valgkampen i gang i 2007. Hun ville stoppe Fogh, men tabte valgkampen. Arkivfoto: Rune Evensen/Scanpix Ritzau  Fold sammen
Læs mere

Men Helle Thorning vandt ikke valget. Hun vandt først, da Anders Fogh havde forladt dansk politik. Og da Thorning kom til magten, blev skatterne ikke sat op, men derimod ned, ligesom hendes regering fik introduceret begrebet »konkurrencestaten« som udtryk for, at den offentlige sektor kan drives mere effektivt ved hjælp af metoder fra det private erhvervsliv.

Skattely

Mens den hjemlige debat i nyere tid har handlet om velfærd over for skat, synes danskernes holdning til skat imidlertid at have ændret sig. Glistrups sammenligning af skattesnydere med frihedskæmpere har ikke længere bundklang. Tværtimod.

Sanjay Shah er hovedmistænkt i den omfattende sag om udbytteskat, hvor statskassen er blevet lænset for over 12 mia. kr. Arkivfoto: ART.org Fold sammen
Læs mere

Sager som Panama Papers, der afslørede virksomheder og rigmænds forsøg på omgås skat ved at parkere penge i skattely, har skabt vrede i befolkningerne, som samtidig føler, at globaliseringen har skabt større og større ulighed. Svindlen med udbytteskat for over 12 mia. kr. i Danmark har ikke gjort det bedre for virksomheder og formuende danskeres brug af skatteplanlægning, som sammen med skatteoptimering er positive ord for at undgå at betale mere i selskabsskat end højst nødvendigt.

Folk, der vil unddrage sig skat, vil hurtigt ende i gabestokken, som tilbage i 1980erne, da begrebet skatteål blev betegnelsen for danskere, der med smarte leasingløsninger forsøgte at undgå at betale mere i skat end højst nødvendigt.

Skatte-retræte

Den ændrede opfattelse kunne ses i begyndelsen af denne uge, da Berlingske offentliggjorde en meningsmåling, som viste, at danskernes kærlighed til højere skatter vokser. Venstres kronprins og finansminister, Kristian Jensen, har måske netop gennemskuet skiftet i befolkningen. Han har aflivet Venstres ambitioner om nulvækst i den offentlige sektor, og han har sagt, at Venstre ikke går til valg på skattelettelser.

I dag er den sproglige kamp blevet mindre svulstig, formentlig fordi de færreste går ind for øget skattetryk og omvendt heller ikke for flere skattelettelser. Tilbage står kampen om enkeltelementer i skatteregnskabet. Arveafgiften er et eksempel på, at der stadig er liv i kreative, sproglige skattemetaforer. Den er blevet døbt dødsskat, og hvem synes egentlig, at det er i orden med skat på døden?

Det er måske netop på det felt, den fremtidige skattedebat vil befinde sig, for skal skatten på arbejdsindkomst ned, skal den op andre steder - f.eks. på arbejdsfrie indtægter gennem boligskat, aktieskat og generationsskat, altså skat, der gives videre i arv til næste generationer.