Perspektiv: Skatten, staten, ligheden og velfærden

Peter Kurrild-Klitgaard: I de sidste 50 år, hvor skattetrykket er blevet fordoblet qua en stor stigning i antallet af offentlige ansatte og modtagere af overførselsindkomster, er ’uligheden’ reelt uændret. Velfærdsstaten har altså ikke på synlig vis haft nogen effekt på forskellene i menneskers indkomster.

Måske er der tale om, at politikerne snarere end vækst-maksimerende politikker foretrækker statsindtægts-maksimerende politikker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I disse tider handler al politisk debat næsten kun om, hvor meget større en rolle den offentlige sektor skal spille. Historisk store budgetunderskud samtidig med et rekordhøjt skattetryk er nu hverdagskost.

Men hvor stor skal staten egentlig være, sådan ideelt set? Hvad er den ’rette’ størrelse? Det kommer i sagens natur an på, hvem der spørger og hvem der svarer – altså for præmisserne for, hvad der er en for stor eller for lille eller lige tilpas.

Men lad os nu antage, at den relevante målestok er, at vi vil maksimere samfundets velstand – altså skabe den højst mulige levestandard for det størst mulige antal. Det behøver naturligvis ikke at være et mål for alle politisk interesserede, men det er da i hvert fald et mål, der, når man ser på politikeres og debattørers udtalelser, kunne synes delt af ganske mange mennesker. Hvis dét er målet, vil man så kunne gøre borgerne rigere eller fattigere ved at skabe en større eller mindre offentlig sektor?

Det er ikke noget trivielt spørgsmål. Herhjemme fremføres det ofte – især til venstre i det politiske spektrum – at det netop er fordi, vi har en så (relativt) stor offentlig sektor, at vi i Danmark også er så (relativt) velstående. Fra liberale og konservative har man i stedet traditionelt hørt, at det er på trods af den (relativt) store offentlige sektor, at vi er så velstående – at vores velstand primært skyldes, at vi derudover har en ganske fri markedsøkonomi og en i det store billede høj retssikkerhed og god beskyttelse af privat ejendom, og at det er den store velstand, som dette har skabt, der har muliggjort den store offentlige sektor.

Men den slags kan jo undersøges, og det er der heldigvis forskere, der har forsøgt. Over det sidste årti har en række økonomer studeret, i kortere eller længere tidsperspektiver, og med et større eller mindre antal lande som baggrund, om man kan sige noget om, hvor stor den offentlige sektor egentlig skal være for at befordre mest mulig økonomisk vækst.

Præmissen har været, at ’noget’ stat er bedre end ingen stat. Hvis der ikke er politi og retsvæsen til at sikre mennesker og deres ejendom, vil der være meget lidt incitament til at opføre sig produktivt. Hvis omvendt staten beslaglægger alle borgernes ressourcer – arbejdskraft og ejendom – vil der heller ikke være noget incitament for nogen til at opføre sig produktivt. Så et eller andet sted mellem 0 pct. og 100 pct. i skat er der altså et optimum – et punkt, hvor staten producerer lige præcis de ’kollektive goder’, der vil give mest velstand – hverken mere eller mindre. Statistisk set kan man så analysere, om en udvidelse eller begrænsning af den offentlige sektors omfang går hånd i hånd med større eller mindre økonomisk vækst.

Pudsigt nok har stort set alle økonomer, der har set på spørgsmålet, fundet nogenlunde det samme: For de fleste lande ligger det vækstmaksimerende udgiftstryk på et omfang, der svarer til ca. 25 pct. af bruttonationalproduktet, plus minus et par procentpoint. Altså noget i retning af, hvad Danmark havde i 1950erne.

Tager man de forskellige studier, der er lavet over det seneste årti, svinger estimaterne mellem 17 pct. og 40 pct., lidt afhængig af hvor mange år eller hvor mange lande, der medtages. De fleste estimater ligger på mellem 20 og 30 pct.

Senest har økonomerne Dimitar Chobanov og Adriana Mladenova i denne måned offentliggjort en rapport, der analyserer data dels fra 28 OECD-lande over perioden 1970-2007 og dels fra 81 lande i årene 1961-2005. Lidt afhængig af hvilken målestok man bruger for den offentlige sektors omfang, finder de, at en størrelse på ca. 25 pct er dér, hvor vestlige samfunds vækst maksimeres.

Disse størrelser er i stærk kontrast til, hvor stor en del af samfundskagen den offentlige sektor bruger i de fleste vestlige lande. I 2007 var gennemsnittet af OECD-landene på 40,4 pct. og af Euro-landene på 46,2 pct. I Danmark var de offentlige udgifters andel af BNP i 2007 på 50,3 pct.

Med andre ord har de vestlige lande generelt en offentlig sektor, der spiser en langt større bid af kagen end godt er for den økonomiske vækst. Økonomen Gerald Scully har med et lignende studie for perioden 1929-89 sandsynliggjort, at Danmarks ’optimale’ statsstørrelse i den periode lå på ca. 19 pct. Faktisk er det i dag kun Sydkorea, hvor udgiftstrykket (31 pct. af BNP i 2007) kommer nær det vækstmaksimerende.

Selv USA – hvor udgiftstrykket i 2007 var 37,4 pct. – kunne åbenbart øge væksten ved at reducere de offentlige udgifter.

Men hvis dét er korrekt – hvis den kraftige ekspansion af den offentlige sektor, som Danmark og de fleste andre vestlige lande har oplevet siden 1960erne ikke har bidraget positivt til den økonomiske vækst, men måske endog har været en hæmsko – hvorfor sker det så?

Det ville være let at svare, at det blot er, fordi man har villet noget andet end økonomisk vækst – at man har også ønsket en mere ligelig fordeling af velstanden, og at man har været villig til at lade det gå ud over væksten i velstand. Det er muligt, men så er noget gået grusomt galt. Ser man på uligheden i Danmark i henholdsvis 1960 og i dag, så er den – i det store billede – stort set uændret. Knap et halvt århundrede senere, hvor skattetrykket er blevet fordoblet qua en stor stigning i antallet af offentlige ansatte og modtagere af overførselsindkomster, er ’uligheden’ reelt uændret. Velfærdsstaten har altså ikke på synlig vis haft nogen effekt på forskellene i menneskers indkomster.

Så enten har drivkraften bag velfærdsstatens ekspansion været et helt andet motiv, eller også – hvis en positiv effekt på velstanden eller på ligheden i indkomster har været målet – har man fejlet fundamentalt.

Måske er der i stedet tale om, at politikerne snarere end vækst-maksimerende politikker foretrækker statsindtægts-maksimerende politikker. Når det gælder om at skulle genvælges kan det – uanset partifarve – bedre betale sig at dele fordele ud på kort sigt end at skabe velstand på langt sigt.

Perspektiv skrives på skift af Uffe Ellemann-Jensen, Karen Jespersen, Lykke Friis og Peter Kurrild-Klitgaard