På spidsen: Den logiske konsekvens

Peter Kurrild-Klitgaard: ville menighedsrådet og præsten fra Brorsons Kirke og den ganske lange liste af venstrefløjspolitikere, der har forsvaret retten til at bryde loven, monstro også acceptere f.eks. skattesnyd som moralsk protest imod et umenneskeligt højt skattetryk som værende civil ulydighed?

På spidsen: Den logiske konsekvens - 1

Sagen om de afviste irakiske asylansøgere har bragt begrebet civil ulydighed frem i samfundsdebatten – og det er isoleret set nok ingen dårlig ting. Situationer kan jo forekomme, hvor det ganske oplagt er moralsk acceptabelt at bryde en gældende lov eller i hvert fald modsætte sig ordrer fra myndighedspersoner – nemlig i de tilfælde, hvor loven eller ordren utvivlsomt strider mod andre, højere bestemmelser, og hvor det ikke påfører andre nogen skade ikke at rette ind. Der kan såmænd også være situationer, hvor det nærmest må være en moralsk pligt ikke at følge en lov eller ordre.

Problemet er blot, hvornår situationen er entydig. De fleste vil formodentlig let kunne være enige om, at det var i orden, at danskere under besættelsen skjulte eller hjalp jøder med at flygte. Ligeledes vil mange givetvis mene, at en soldat, der bliver pålagt at deltage i folkedrab, ikke bare har en ret men også en pligt til at nægte at adlyde.

Men i praksis er det langt de færreste tilfælde af civil ulydighed, der minder om disse. Uanset hvad man i øvrigt mener om flygtningepolitik, må ethvert ædrueligt menneske afvise, at situationen kan sammenlignes med f.eks. jøderne under 2. verdenskrig.

Og hvor går grænsen så? Som Berlingskes chefredaktør Tom Jensen så udmærket påpegede i denne spalte for nylig, kan jo også andre end folk, der hjælper udviste mennesker med at gå under jorden, påberåbe sig, at de praktiserer civil ulydighed, fordi de følger en højere moralsk lov. Lad os i flæng nævne skatteunddragelse, smugleri, prostitution, hashrygning, narkohandel og unddragelse af værnepligt, som alle i større eller mindre grad er ulovlige handlinger, men som ikke i nogen af tilfældene som sådan forudsætter tvangsanvendelse overfor andre, og hvor det sagtens kan rationaliseres, at der er tale om at følge et moralsk princip. Allerede gamle Adam Smith argumenterede f.eks. for, at borgerne havde ret til at gøre oprør mod et skattesystem, der tog mere end halvdelen af deres indkomst, og listen af humanister og filosoffer, der har forsvaret handlinger, der er frivillige og kun berører samtykkende, myndige personer, er ganske lang.

Men ville menighedsrådet og præsten fra Brorsons Kirke og den ganske lange liste af venstrefløjspolitikere, der har forsvaret retten til at bryde loven, monstro også acceptere f.eks. skattesnyd som moralsk protest imod et umenneskeligt højt skattetryk som værende civil ulydighed? En mavefornemmelse siger nej. Og så falder al talen om »pligten til at følge ens overbevisning« til jorden som tom dobbeltmoral, for dermed taler vi ikke længere om generelle principper men alene om personlige motiver – og vel at mærke hvorvidt nogle menneskers motiver for at holde eller bryde loven er bedre end andres.

Det er sådan set ikke noget ukendt fænomen på venstrefløjen. Som bloggeren Kim Møller for nylig har afdækket, er langt de fleste af den aktive kerne i Kirkeasyl personer fra den mest ekstreme og militante del af venstrefløjen, herunder fra det »autonome« miljø. Der har man i årtier accepteret – og til tider endog opmuntret til – ikke bare at undlade at følge visse forbud eller påbud, men også krænkelser af den private ejendomsret og sågar decideret målrettet voldsanvendelse som en del af den politiske kamp. Alt sammen fordi man selv har ’de rigtige’ motiver, mens de, der vil eller mener noget andet, uvilkårligt må ses som havende ’de ’forkerte’ motiver og derfor er nogle, hvis rettigheder man ikke selv behøver respektere.

Den logiske konsekvens af den type ræsonnement kunne man for tyve år siden finde i en lejlighed på 1. sal i Blekingegade nr. 2.