Kronik: Anonyme bloggere er et problem

Hvorfor skal det være ansvarsfrit at skrive og offentliggøre blogs på avisernes netudgaver? Der er skabt enorme, velbesøgte fora på nettet, hvor man i praksis ansvarsfrit kan boltre sig i krænkelser af sine medmennesker. Loven må præciseres.

Inden The Times, der er en af verdens mest respekterede aviser, i forrige uge omtalte dokumentarprogrammet »Den Bitre Smag af Te«, der bl.a. blev vist på DR i november, og som er produceret af den meget anerkendte – og flere gange Cavling-nominerede – danske journalist Tom Heinemann, har The Times sendt sine egne korrespondenter til de steder i Indien og Afrika, som udsendelsen omhandler, for at kontrollere rigtigheden af Heinemanns historie. At der er tale om en af Danmarks mest anerkendte journalister, og at programmet har været vist på DR, SVT og NRK, er ikke tilstrækkeligt til, at man vil genfortælle historien. En sådan journalistisk fremgangsmåde/metode – dvs. kvalitetskontrol – af avisens historier er den gode presses adelsmærke. Avisen sætter en ære i kun at ulejlige sine læsere med korrekte oplysninger – det fås ikke bedre!

Lige så værdifuldt det er, at vi fra den seriøse presse modtager disse korrekte oplysninger – lige så skadeligt er det, når vi bliver fyldt med usandheder, ufuldstændigheder eller andre manipulerende indlæg. For vi er jo tilbøjelige til at tro på det, vi får fortalt. Det er i praksis uhyre vanskeligt at få rettet en fejlagtig opfattelse, der er skabt af ukorrekte oplysninger i pressen; de trækker lange, seje, ubehagelige spor, og de er ofte i årevis yderst belastende for deres ofre.

Der er ingen tvivl om, at pressens tilgang til væsentlige oplysninger ofte afhænger af, at journalisterne kan tilbyde deres kilder anonymitet og dermed sikre, at kilderne ikke ifalder straf- eller erstatningsansvar. Det forhold er så grundlæggende for pressen og har været det i årtier, at ingen seriøst vil anfægte det i dag.

Men – som bekendt er der brodne (endda meget brodne) kar i alle lejre. Så hvordan beskytter vi hinanden imod at blive ofre for misbrug af adgangen til at komme anonymt til orde?

Det har medieansvarsloven løst på glimrende vis. Loven indfører ansvarsfrihed for ophavsmanden til anonyme oplysninger/indlæg, men pålægger til gengæld den redaktør, der lader sin avis bringe det anonyme indlæg, såkaldt objektivt (dvs. skærpet) ansvar for indholdet. Man opnår herved, at den anonyme kilde får fuld beskyttelse, samtidig med at et evt. krænket offer kan få oprejsning ved at rejse sag (ganske vist ikke mod ophavsmanden, men dog) mod en fuldt ansvarlig person – den ansvarshavende redaktør. Der er ingen undtagelser/modifikationer eller andet. Avisen kan ikke fraskrive sig ansvaret for anonyme læserbreve; medieansvarsloven sikrer, at den krænkede altid kan identificere én ansvarlig person, som kan retsforfølges for krænkelser. Der findes ganske enkelt ikke så meget som en sætning, et billede eller et eneste ord i en avis, som man ikke har mindst én ansvarlig person for. Man har fundet det rimeligt at pålægge redaktøren dette ansvar, da han jo blot kunne have afvist det anonyme indlæg i sin avis eller have krævet, at indlægget blev skrevet under forfatterens navn, idet redaktøren i så fald er ansvarsfri.

For papirudgaver af aviserne har loven altså for længst løst problemet og det på en måde, som jeg aldrig – fra nogen side – har hørt kritiseret. Loven foretager en glimrende afbalancering af de anerkendte interesser på pressens/kildernes side og tilgodeser samtidig de potentielle ofre, der bliver udsat for overgreb fra de brodne kar.

Sidestykket til læserbrevene i vores papiraviser er nu (i stigende grad) de såkaldte blogs på internet-­udgaverne af de samme aviser. Her skriver læserne en lang række indlæg om dette og hint – nogle gange (korrekt) navngivet, andre gange anonymt. Disse blogs bliver på nogle medier »behandlet« (godkendt og måske endda redigeret) af redaktionen, inden de offentliggøres; på andre medier kan læserne selv skrive direkte på det pågældende internetmedium.

Men hvad nu, hvis indholdet er usandt og krænker andre: det kan være oplysninger (sande eller usande) om andres privatliv; det kan være ærekrænkelser af enhver slags eller f.eks. skadelig/ondsindet omtale af erhvervsvirksomheder (konkurrenter), m.v. Problemet er de indlæg, der, måske foranlediget af almindelig hadefuldhed, »afslører« de krænkende oplysninger (beskyldninger) med henblik på at skade.

For de indlæg, jeg her taler om, er der ingen tvivl om, at de er lovstridige – der er tale om overtrædelser oftest af straffelovens bestemmelser om privatlivskrænkelser og/eller injurier eller overtrædelse af f.eks. markedsføringsloven. Det, der er særligt for de anonyme indlæg, er, at de ofre, der bliver krænket, ikke har nogen chance overhovedet for at identificere krænkeren og holde ham ansvarlig. Man kan købe et taletidskort og fra sin mobiltelefon eller fra en e-mailadresse oprettet i et fiktivt navn udspy alverdens injurier og andre krænkelser på etablerede, anerkendte domæner, hvorved man når en mægtig læserskare – og domæneejeren (TV2, Berlingske eller tilsvarende dominerende medier) vasker hænder og hævder, at det ikke er deres ansvar.

Det centrale spørgsmål om, hvem der er ansvarlig for anonyme blogs, er endnu ikke afgjort af domstolene, men skulle have været det i den sag, IT Factory og Stein Bagger anlagde mod Berlingske.dk. Da denne sag nu næppe bliver til noget, bliver spørgsmålet desværre ikke besvaret i denne omgang.

Danske Dagblades Forening har angiveligt den særegne opfattelse, at internetaviser ikke er ansvarlige for indholdet af unavngivne blogs. Efter min opfattelse er dette både i strid med al sund fornuft – og med loven, som netop blev vedtaget i 1992 med det overordnede formål, at ansvarsreguleringen i pressen skulle være ens for alle medier – altså uanset om man udkommer på papir, som radio/TV, eller er internetbaseret.

Pressenævnet har i en afgørelse ultimo 2007 fastslået, at TV2 ikke var ansvarlig for en blog på dennes hjemmeside, fordi skribenten havde skrevet uredigeret »direkte« på hjemmesiden. Afgørelsen er – som det også tidligere er set med afgørelser fra pressenævnet – juridisk forkert, men det bliver ikke fastslået autoritativt, da afgørelsen ikke forelægges for domstolene.

Da det ikke er til at sige, hvornår vi får en domstolsafgørelse af spørgsmålet, kunne man ønske, at Folketinget fjerner tvivlen ved at præcisere loven, så den præcist fastlægger ansvarsreguleringen. Man kunne også ønske sig, at den seriøse presse ville indføre en saglig redaktionel kontrol med lødigheden af de indlæg, de lader offentliggøre på deres domæner og som – i hvert fald indtil videre – nyder godt af, men på sigt ødelægger troværdigheden af det medium, der lægger »spalteplads« (domæneplads) til ondskabsfulde, ukorrekte, krænkende indlæg. Nogle internetaviser (f.eks. dagbladet Information) har en web-redaktion, der opfordrer læserne til at protestere mod stødende indlæg. Men en sådan efterfølgende korrektion er langtfra tilstrækkelig; før en sådan henvendelse bliver behandlet og fjernet af web-redaktionen, er skaden sket, og indlægget kan have spredt sig til andre domæner på internettet, hvor det vil forblive tilgængeligt, selvom det fjernes fra det første medium.

Selv når anonyme bloggere faktisk har fat i noget rigtigt, der kan bidrage til afsløring af uregelmæssigheder, er det misforstået at ophøje dem til helte. Der er intet hensyn at tage til de anonyme bloggere – de kan have gode grunde til at ønske anonymitet, men i så fald kan de blot anonymt aflevere deres oplysninger til seriøse journalister, der kan kontrollere rigtigheden, inden de ulejliger deres læsere med at læse en masse, der er usandt. Sådan som det er sket i årtier, før vi fik internettet og blogs. Det tilfører ikke verden noget værdifuldt, at de oplysninger/beskyldninger, de anonyme bloggere ikke vil lægge navn til, bliver gjort tilgængelige på dominerende massemediers domæner, medmindre oplysningerne forinden har gennemgået en passende kilde- og kvalitetskontrol.

For mig at se er der kun én løsning, men den er til gengæld helt ukompliceret: at internetmedierne anerkender og påtager sig ansvaret for de anonyme blogs, eller at medierne kræver og påser, at indlæggene er korrekt navngivne og dermed sikrer, at ofrene har mulighed for at gøre de pågældende skribenter ansvarlige. Altså præcis den samme afbalancerede løsning som gælder for papirudgaverne af de samme aviser.

Jeg går ud fra, at dette også var Folketingets hensigt ved vedtagelsen i 1992 af medieansvarsloven, men der er tilsyneladende brug for en præcisering af loven, så der ikke er tvivl om, hvad vi har at rette os efter. Det kan tage flere år, før vi får fastslået retsstillingen ved domstolene – og der er mange, der kan nå at blive unødigt ydmyget og krænket i ventetiden.