USA-kæmpe klar med spareprogram på insulin: Vil garantere et loft over prisstigningen

Foto: PR Matthew OShea
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Priserne på diabetesmedicin er løbet løbsk.

Sådan lyder hovedbudskabet fra den amerikanske indkøbsgigant Express Scripts, der vil udstede en garanti til sine kunder, der betyder, at deres udgifter til diabetesmidler ikke kan overstige et bestemt prisloft.

Programmet bliver lanceret i foråret 2017 og skal sikre, at de stigende udgifter til diabetesmidler bliver bragt ned.

Ifølge Express Scripts befinder diabetesmedicin sig i den næst dyreste kategori i USA efter præparater til behandling af inflammatoriske sygdomme.

Den amerikanske indkøber garanterer, at selskabets kunder højst kommer til at opleve prisstigninger på halvdelen af det, som priserne ventes at vokse med i 2017.

Det betyder kort fortalt, at hvis en Express Scripts-kunde har udsigt til en stigning på eksempelvis 20 procent, vil indkøberen sætte et prisloft, der giver en stigning på maksimalt ti procent pr. patient. Ifølge Express Scripts vil priserne på diabetesmidler stige med næsten 18 procent næste år i USA.

»Vi kan nu garantere en maksimal prisstigning. Det vil sige, at vi tager risikoen, hvis prisen på kundernes diabetesmedicin alligevel skulle ryge over loftet,« siger Steve Miller, der er medicinsk direktør i Express Scripts.

Det er dog ikke kun Express Scripts, der presser de store diabetesselskaber langt tilbage på banen med spareprogrammer. To andre meget store indkøbere, CVS/Caremark og UnitedHealth, er på samme måde gået hårdt til værks i et forsøg på at få priserne ned.

Novos franske ærkerival Sanofi har eksempelvis fået udelukket sin supersællert Lantus hos både CVS/Caremark og UnitedHealth fra den attraktive liste over anbefalede lægemidler. I stedet for Lantus har United Health besluttet sig for at satse på kopiversionen Basaglar, som bliver tilbudt til en lavere pris. Også Novos Levemir er at finde på listen hos UnitedHealth.

»Prisen på receptpligtig medicin fortsætter med at tordne i vejret. Denne ændring på listen af vores anbefalede lægemidler sikrer os, at vores kunder, der lever med diabetes, fortsat vil have to insulinprodukter at vælge imellem uden en større ændring i, hvor meget de skal betale for deres medicin,« oplyser United Health i et skriftligt svar til Berlingske Business om årsagen til, at Lantus er røget ud.

Stor usikkerhed

Med Sanofis exit fra to af de store indkøberes anbefalingslister forventer Novo-topchef Lars Rebien Sørensen, at franskmændene vil kaste sig aggressivt ind i prisforhandlingerne med de store amerikanske indkøbere i foråret 2017.

»Det er klart, at der vil være stor usikkerhed om priserne i 2018. Enhver kan jo regne ud, at når Sanofi er blevet ekskluderet fra to af de tre store indkøbere i 2017, så har selskabet nok stor appetit på at komme tilbage i 2018,« siger Lars Rebien Sørensen.