ATP-topchef advarer: Skyerne er mørkere, og ulven er tættere på

Danmarks største pengetank har aldrig været større, og investeringsafkastet slog rekord i årets første seks måneder hos ATP. Men der kan ifølge topchef Bo Foged være et stormvejr på vej på de globale finansmarkeder.

ATP-topchef Bo Foged har onsdag præsenteret regnskabstallene for årets første seks måneder i Danmarks største pengetank. De viste et rekordhøjt investeringsafkast, men pensionsbossen ser store udfordringer forude på de globale finansmarkeder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dennis Lehmann / Ritzau Scanpix

Det er aldrig gået bedre, men der er mørke skyer i horisonten. Investeringsafkastet har aldrig været højere, men de danske pensionister må indstille sig på lavere bidrag til alderdommen.

ATP præsenterede onsdag halvårsregnskab, og mens tallene ser overordentligt gode ud, så toner topchef Bo Foged ud med formaninger om, at horisonten bliver mørkere.

»Vi kører ikke mere risiko på. Vi vurderer hele tiden markedssituationen, og det er helt uomtvisteligt, at der er mørke skyer på himlen,« siger han.

Er skyerne mørkere, end de var ved årets start?

»Ja, det synes jeg da. Vi har i et stykke tid haft det synspunkt, at vi er i den sencykliske fase, så nu må vi alt andet lige være sent i den sencykliske fase. Og det er helt evident, at der helt berettiget er nogle ting, som trækker skyer op. Der er handelskrig, og der er nogle tegn på recession rundt omkring. Der kan let opstå tumult,« siger han.

Ulven kommer altså snart

Her henviser Bo Foged blandt andet til den tiltagende handelskrig mellem USA og Kina, Brexit-kaos og de i stigende grad tydelige tegn på en forestående tysk recession.

ATP arbejder helt konkret med et budget, fastsat af bestyrelsen for, hvor meget risiko man må tage på investeringsfronten. Her har ATP taget et skridt nedad i de sidste seks måneder, så der er mere luft til det tilfælde, at de mørke skyer skulle blive til stormvejr og sende den globale økonomi ud i en recession. Samtidig har afkastet fra investeringerne også svinget med noget større kvartalsvise udslag i de seneste par år sammenlignet med tidligere som følge af uroen.

»Det skal man også forvente fremover. Og man skal ikke forvente de samme positive afkast fremover. Vi erkender, at vi og andre et par gange har råbt »ulven kommer«, men tiderne er unormale med det nuværende afkast i det her rentemiljø. Vi glæder os over det positive resultat, men jeg vil gerne give en garanti for, at vi også kommer til at tabe penge i nogle kvartaler,« forklarer Bo Foged.

Ser man på, hvordan året så er gået hidtil, så er Danmarks største pengetank nået op på historisk høje 880 mia. kroner, og halvårets investeringsafkast nåede op på ligeledes rekordstore 29,6 mia. kroner. Stort set alt gik i én retning i ATPs portefølje af investeringer.

»Det er det bedste halvårsresultat nogensinde. Der var medvind på cykelstierne. Da jeg så resultaterne, studsede jeg over, at der er rigtig mange gynger, og ikke så mange karruseller. Alt gik op,« siger Bo Foged.

Det bemærkelsesværdige er ikke så meget, at udenlandske og danske aktier bidrog med plusser på hhv. seks mia. kroner og 4,4 mia. kroner, eller at unoterede aktier og infrastruktur sørgede for 1,9 mia. kroner og 1,2 mia. kroner.

Rentefald har skæppet i kassen

I disse tider, hvor de lave renter for alvor presser alle, der gerne vil tjene en skilling på finansmarkedet, har ATP formået at hente 1,9 mia. kroner på danske realkreditobligationer og hele 12,6 mia. kroner på statsobligationer.

»Renterne bidrog med halvdelen af resultatet. Det er interessant, fordi man, så længe jeg kan huske, har talt om, at renterne var lave. Man skulle glemme alt om at tjene på renten,« siger Bo Foged.

Det er dog ikke i traditionel forstand, at ATP har tjent på obligationerne. Det er rentefaldet, som man har set i både Europa og USA. Når renten falder, så stiger kursen på obligationerne, og de faldende europæiske renter har gjort ATPs obligationer her 6,5 mia. kroner mere værd, mens værdistigningen i USA har været fem mia. kroner.

Den sidste medvind på cykelstien er på sin vis en trist en af slagsen. Danskerne lever alligevel ikke helt så længe, som pensionskassen egentlig troede. Der var »en lille forværring af levetiden« sidste år, som Bo Foged udtrykker det. Helt konkret var det især en influenzaepidemi, der reducerede den gennemsnitlige levetid.

Det betyder, at ATP i forbindelse med halvårsregnskabet har flyttet 3,2 mia. kroner fra afdækningsporteføljen, hvorfra de livsvarige pensioner bliver udbetalt, til bonuspotentialet, hvorfra investeringerne, der skal sikre det fremtidige afkast, bliver foretaget. De senere år er det ellers kun gået den anden vej. I sommeren 2016 overførte ATP eksempelvis ti mia. kroner til afdækningsporteføljen, og to år senere betød den forøgede, forventede levetid, at der røg yderligere 20 mia. kroner den vej.