Regeringen: Faren fra Brexit og handelskrigen har aldrig været større

Opsvinget forsætter med en pæn vækst. Men et hårdt Brexit rykker tættere på, og handelskrigen kører fortsat for fuld udblæsning. Dansk økonomi er omgærdet af særskilt stor risiko. Det fremgår af Økonomisk Redegørelse fra regeringen.

Fnansminister Nicolai Wammen er netop gået i gang med at fremlægge Økonomisk Redegørelse. Heri regner regeringen med at opsvinget og jobfesten fortsætter: Næste år regner regeringen med, at beskæftigelsen kommer over tre mio. personer. Mads Claus Rasmussen

Det danske opsving er ikke brændt ud endnu. Med den ny finansminister Nicolai Wammen (S) i spidsen regner regeringen med, at opsvinget vil fortsætte. Væksten i år kommer op på 1,7 pct., og næste år bliver den på 1,6 pct. Det er en anelse mindre end de foregående år, men alligevel nok til at jobfesten vil fortsætte.

Næste år kan beskæftigelsen i Danmark for første gang komme til at runde tre mio. personer. Det fremgår af regeringens Økonomisk Redegørelse, der netop er blevet offentliggjort. Heri skriver regeringen, at dansk økonomi har et stærkt udgangspunkt, og der er gode forudsætninger for, at det nuværende opsving kan fortsætte også i 2019 og 2020.