Den tyske industri knager – men forbrugerne holder økonomien oven vande

Europas største økonomi og Danmarks vigtigste eksportmarked, Tyskland, har tabt pusten. Den tyske industri har været hårdt ramt af nye krav til bilsektoren, lav vandstand i Rhinen og af globale kastevinde fra handelskrige og Brexit. Til gengæld skaber den tyske servicesektor både økonomisk vækst og nye job.

For andet år i træk er de tyske floder ramt af faldende vandstand. Det er en af forklaringerne på svækkelsen af tysk økonomi, men det er langtfra den vigtigste. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRIEDEMANN VOGEL

Det har ikke været en guldrandet forretning at eje tyske industriaktier det seneste år. Tværtimod. Tyske industriklenodier som Mercedes-producenten Daimler, kemigiganten BASF og stålproducenten ThyssenKrupp har indkasseret store kurstæsk på børsen i Frankfurt de seneste måneder.

Det er sket, efter at industrivirksomhederne gang på gang har måttet melde om vigende ordreindgang og skuffende forventninger til fremtiden.

Den brede nedtur for tysk industri skyldes en uheldig kombination af nye udledningsstandarder for bilindustrien, afmatning i verdensøkonomien og lav vandstand i Rhinen.

Sidste år havde de tyske bilproducenter store problemer med indfasningen af nye udledningsstandarder (»Worldwide Harmonised Light Vehicles Test Procedure«), hvilket fik bilproduktionen til at falde så meget, at det dæmpede den samlede økonomiske aktivitet i Tyskland markant.

For et år siden var den generelle forventning – hos blandt andet Europa-Kommissionen og den tyske centralbank, Bundesbanken – dog, at bilproduktionen hurtigt ville komme op i omdrejninger, efter at startproblemerne med de nye udledningsstandarder var blevet løst. Men de seneste måneder er verdensøkonomien bremset kraftigt op, hvilket har mindsket den globale efterspørgsel efter biler markant. Det gælder især efterspørgslen i Kina, der ellers har været et af de hurtigsvoksende markeder for tyske bilproducenter de seneste år.

Handelskrig kaster lange skygger

Den svigtende efterspørgsel i Kina og den generelle vækstafmatning i verdensøkonomien skyldes ikke mindst den optrappede handelskrig mellem USA og Kina, der skaber stor usikkerhed og tilbageholdenhed hos forbrugere og virksomheder. Og det rækker meget videre end bare bilsektoren.

En af de tyske industrivirksomheder, der er blevet hårdt ramt af den globale vækstafmatning, er kemiproducenten BASF, der i juli måtte nedjustere forventningerne til omsætning og bundlinje markant.

»I alle brancher er vores kunder meget tilbageholdende... Derfor er det i øjeblikket meget svært at se, hvordan efterspørgslen vil udvikle sig. Dette påvirkes i høj grad af udviklingen i den globale økonomi. Handelskonflikterne mellem USA og dets handelspartnere er modsat vores forventning i årsrapporten for 2018 endnu ikke blevet forbedret,« skiver BASF i virksomhedens seneste kvartalsregnskab.

Lignende bekymringer for verdensøkonomien går igen i de øvrige kvartalsregnskaber, der er tikket ind fra tyske virksomheder de seneste uger.

Udover den optrappede handelskrig mellem verdens to største økonomier følger mange tyske industrivirksomheder også vejrudsigten med en vis bekymring. De seneste uger er der nemlig opstået frygt for, at denne sommer kan ende med blive en gentagelse af sidste år, hvor vandstanden i store dele af Rhinen var så lav, at det i flere uger var umuligt at sejle på store dele af den af 1.234 kilometer lange flod.

Det bremsede produktionen i mange industrivirksomheder, der er dybt afhængige af at kunne få transporteret varer og materialer på floden, og analyseinstituttet The Kiel Institute for the World Economy anslår, at den lave vandstand i Rhinen høvlede 0,2 procentpoint af den økonomiske vækst i Tyskland sidste år.

Pæn vækst i servicesektoren

Mens problemerne i den tyske industrisektor giver anledning til dybe panderynker, er der også lyspunkter i tysk økonomi. For selv om aktiviteten i industrien har været faldende siden sidste sommer, er den tyske økonomi samlet set vokset med tre mia. euro i samme periode. Det skyldes, at den tyske servicesektor vokser ganske pænt. Og det er især tjenesteydelser rettet mod forbrugerne, der klarer sig godt. Det drejer sig primært om detailhandel, varetransport og fritidsydelser såsom hotel og restauranter.

De seneste to år har denne sektor bidraget med fem ud af 20 mia. euro i samlet værditilvækst, mens industrien har stået for to mia. Til sammenligning stod industrien for halvdelen af værditilvæksten i Tyskland på 30 mia. euro i de to år op til udgangen af 2017.

Udviklingen afspejler to overordnede tendenser. For det første, at de samlede konjunkturudsving fortsat i høj grad drives af industrien. For det andet, at forbrugerne spiller en voksende rolle i den samlede tyske økonomi – og dermed en stabiliserende rolle i forhold til handelskrig, Brexit og andre udefrakommende faktorer, der rammer industrien.

Det er også derfor, at man skal være forsigtig med at dømme tysk økonomi helt ude – og måske derfor at der ikke er så meget krisestemning at spore i det tyske politiske system set i lyset af de deprimerende signaler fra industrien. Arbejdsløshedstallene har ligget helt fladt siden maj, men der flere signaler fra virksomheder om, at man er overgået til forkortet arbejdstid (Kurtzarbeit) som følge af lavere aktivitet. Men den samlede beskæftigelse i industrien er faktisk fortsat stigende. Hårdere ramt er de servicevirksomheder, der leverer ydelser til andre virksomheder. Her er væksten i beskæftigelsen helt ophørt.

Igen spiller sektoren rettet mod forbrugerne en stabiliserende rolle. Det seneste år er der her skabt over 100.000 nye job, hvilket er mere end dobbelt så meget som i byggeriet. Det er ikke, fordi byggeriet halter. Tværtimod voksede beskæftigelsen i byggeriet næsten fem gange hurtigere i 2018 end i perioden 2013 til 2015.

Det store dilemma

Det afspejler også det store dilemma, som tyske politikere befinder sig i, når man taler om at aktivere finanspolitikken for at modgå de svagere konjunkturer. Der er simpelthen ikke ledige hænder. Især i forhold til nye infrastrukturprojekter, der ikke kun er en klassisk måde at sætte gang i økonomien, men som også giver al mulig mening i Tyskland. De offentlige investeringer har de senere år ligget markant lavere end i andre eurolande, og der er et betydeligt opsparet behov, selv om investeringerne er steget fra 2,1 pct. til 2,4 pct. af BNP siden 2015.

Men omkostningerne i byggeriet er allerede kraftigt stigende. I boligsektoren er omkostningerne steget knap fem pct. det seneste år, mens stigningen inden for vejbyggeriet er oppe på syv pct. Mere infrastruktur vil give sig udslag i yderligere prisstigninger, hvilket både er kritisk i forhold til knappe ressourcer på arbejdsmarkedet, men også betyder, at staten får mindre for skattekronerne end ellers.

Skattelettelser er også en mulighed, og der er faktisk i år en række tiltag, der forøger indkomsterne efter skat for de laveste indkomstgrupper. Men skattelettelser virker kun til at sætte gang i økonomien, hvis husholdningerne omsætter de flere penge til forbrug. Og det er der indtil videre ikke noget, som tyder på. Husholdningernes opsparing målt i forhold til indkomsterne er steget år for år, siden Den Europæiske Centralbank indførte negative renter i 2014. Opsparingen er nu højere end før krisen, hvor den hjemlige tyske økonomi var lagt ned som følge af de store reformer på arbejdsmarkedet.

Dertil kommer, at de tyske husholdninger er i en meget favorabel situation set i forhold til indkomst og beskæftigelse. Indkomsterne er de senere år steget omkring fire pct., mens lav inflation har sikret en markant fremgang i købekraften. Beskæftigelsen er steget kraftigt, hvilket både er muliggjort gennem import af arbejdskraft, og ved at kvinderne mere end tidligere er forblevet på arbejdsmarkedet, efter at de har fået børn og ikke mindst har forhalet pensionsalderen. Erhvervsdeltagelsen for kvinder mellem 60 og 64 år er således steget fra 20 pct. i 2004 til 55 pct. i 2017.

Demografi kræver stor opsparing

Problemet for de tyske husholdninger er ECBs rentepolitik. Den tyske medianalder er på 47 år, mens den herhjemme er 42 år. Det betyder, at tyskerne faktisk bør spare ret meget op – både som individer og som samfund.

Det er først i år, at den tyske statsgæld kommer under den magiske grænse på 60 pct. af BNP, mens den i Danmark ligger på 33 pct. af BNP. Stadig flere ældre vil fremover lægge et voksende pres på de offentlige udgifter. Det kender vi også herhjemme, omend vi er i en mere gunstig situation end Tyskland.

Tyske husholdninger har desuden præcis de samme udfordringer, som vi også står overfor. Afkastet på statsobligationer er negativt, og jo tættere man kommer på pensionsalderen, desto mere bør man have placeret i obligationer eller andre sikre aktiver. Resultatet er, at tyske forbrugere – ligesom os danskere – sætter pengene i banken. Hele 2.250 mia. euro eller 16.800 mia. kroner har tyske husholdninger stående i banken – for det meste til nul i rente. Siden starten af 2018 har bankindestående været større end den samlede tyske statsgæld.

For tysk økonomi er problemet altså, at man nok har værktøj til rådighed i form af finanspolitikken, men ikke rigtig mulighed for at tage dem op af værktøjskassen, før tingenes tilstand forværres yderligere. Der er derfor meget, der peger på svag tysk vækst i de kommende kvartaler, mens de globale hvirvelstorme hersker. Men man må ikke overse, at tyske forbrugere trods alt har mulighed for at agere modvægt til den pressede industrisektor.

Udfordringer og muligheder for danske virksomheder

Som Europas største økonomi kaster det brede skygger, når det knirker i Tyskland. Det gælder også for Danmark, der har en årlig eksport af varer og tjenester til vores sydlige naboland på omkring 150 mia. kroner. Dermed er Tyskland vores absolut største eksportmarked, og Dansk Industri anslår, at omkring 120.000 danske job direkte eller indirekte er knyttet op på eksporten til det store land.

Og især fordi omkring en tredjedel af den danske vareeksport går til den hårdt pressede maskinindustri i Tyskland, sætter afmatningen i tysk økonomi dybe spor i Danmark. Men på den positive side giver Tysklands omstilling til en serviceøkonomi også muligheder for virksomheder, der traditionelt ikke har stået stærkt på det tyske marked.