Småkriminel, skoleløs - og bare 13 år

M’hamad er en rod, der hverken kan læse eller skrive, og som heller ikke går i skole. Han er småkriminel og voldelig – og han er bare 13 år. Her giver han et indblik i den ukendte »lillebror«-verden i randen af bandemiljøet.

Foto: Michael Bothager

M’hamad keder sig. Ganske gudsjammerligt, keder han sig. Men helst på den seje måde. Så derfor hænger han ud sammen med de store drenge. I opgangene, i kældrene, nede foran Aldi eller Netto.

Sammen ryger de hash og drikker vodka med cola. De sælger hash for hinanden. De gatecrasher festerne i området. De begår nogle indbrud. De skriver nye graffitier på betonvæggene i kvarteret. Når der skal ske noget vildt, tager de S-toget til Christiania for at ryge mere hash eller sælge deres hælervarer.

M’hamad er 13 år. Han kan knap læse og skrive, men savner det heller ikke rigtigt. Siger han. For han synes jo, han kan det, han har brug for: læse SMSer på mobilen og chatte på Messenger på computeren. Regnefærdighederne rækker til at kunne holde hashhandelen i gang. Og så kan han jo også tale arabisk. Det vigtigste i verden er vennerne i barndomskvarteret ved Køge. Drømmen er at kunne købe sig en Aprilla Sonic knallert. Og en kamphund.

»Jeg har ikke gået i skole i to år. Jeg tænkte, at jeg var heldig, da jeg blev smidt ud. I starten. Men det er man ikke, for det blev bare kedeligt. Jeg gik over til skolen igen. Hvad skulle jeg ellers lave? Skulle jeg sidde derhjemme og kede mig? Men jeg fik bare problemer ud af det. De ringede til politiet hele tiden«.

M’hamad blev bortvist fra sin lokale folkeskole for vold i 2007. Siden har ingen andre offentlige skoler villet have ham som elev, for M’hamad anses for at være så aggressiv og voldelig, at lærerne decideret er bange for ham. »Uden for pædagogisk rækkevidde«, har det lokale politi sagt om ham.

»Ham, min lærer var mærkelig. Han sagde alt muligt til min søster. Han spurgte hende... Hun fortalte mig, at han spurgte hende hvad, hun havde på af undertøj. Og så slog jeg ham. Han skal ikke spørge min søster om sådan noget.«

M’hamad bliver harm, mens han fortæller. Han siger, at læreren blev bange for ham. »Selvfølgelig gjorde han det«. Som om det er en naturlov, at skolelærere skal være rædde for 11-årige underskoledrenge.

»Jeg slog med knytnæver og sparkede ham, så han brækkede hånden. Andet skete der ikke. Men så kan han lære ikke at spørge arabere om sådan nogle ting.«

M’hamad bor lidt forskellige steder. Indimellem hos storebroderen og hans danske kæreste. Han bor i den anden ende af kommunen og »kender nogle af dem, der er med i Black Cobra«. Men M’hamad brækkede næsen under et skænderi, og så flyttede han tilbage til sin far, hans nye kone og deres tre mindre børn. Moderen taler han ikke så meget om, for hun er psykisk syg og bor hjemme i Libanon.

Mens vi taler, sidder M’hamad i sofaen hos sin bedste og eneste rigtige voksen-ven og fortrolige. Næsten dagligt kommer M’hamad forbi tredjesalen i betonblokken, for Kirsten har været der for ham, siden han gik tur med hendes hund og »var en lille lort med en rød kasket, der vendte den forkerte vej«. Hun er den, der loyalt lægger øre til hans fortrædeligheder. Hun fortæller, at hun elsker ham, og giver de krammere, som også hårdkogte lillebrødre har brug for.

Han er lidt genert og svarer ind-imellem med enstavelsesord. Alligevel vil han godt fortælle sin historie, for han føler sig uretfærdigt behandlet. Af kommunen, af skolen, af politiet, af de fleste voksne.

@BM BRØD INTRO (3 ORD):Den lille rod søgte ofte hen mod sin tidligere skole. Ikke for at lære noget, for han har endnu ikke erfaret nogen fordele ved at kunne læse. Men fordi det var dér på fodboldbanen, det var sjovt at være. En dag kom en lærer forbi og ville skubbe M’hamad væk. Og så fik dén lærer også bank.

»Så kom jeg ikke på skolen mere, og så fik jeg en kontaktperson. Han var en mærkelig mand, og han spillede smart over for mine venner, så ham gad jeg ikke have mere. Jeg sagde bare til ham, at hvis han kom over og hentede mig, så ville han selv vide, hvad der skete. Jeg sagde ikke, at jeg ville brække hænderne på ham. Men det var det, jeg mente.«

Køge Kommune har forsøgt at anbringe M’hamad i tre forskellige skoletilbud. Først et par uger med fiskeri og gocart-kørsel i Sverige. Men det var ikke sjovt.

»Der var to andre drenge med. Den ene tog hele tiden stoffer, han var omkring 17 år, den anden var på min alder, og han kastede en økse efter mig, da vi kom op og slås. De var meget mærkelige.«

Det andet opholdssted varede bare i to dage. Så stak han af og tog hjem til boligkvarteret igen.

»De andre var sådan nogle DAMP-børn, psykisk syge, der skulle have piller og sådan. Og jeg er jo ikke ligesom dem. Men så rejste jeg også.«

Rejsen gik til Libanon. Til hans palæstinensiske storfamilie i farmoderens hus syd for Beirut, hvor nogle måneder gik som arbejdsdreng hos en lokal mekaniker. Indtil vennerne i Køge trak igen.

Senest blev M’hamad sendt til eneundervisning på en mobil dagskole for såkaldte AKT-børn, børn med adfærds-, kontakt- og trivselsproblemer. Men det blev megakedeligt, og efter tre måneder fik den faste kontaktperson nogle tæsk.

»Han løj og sagde alt muligt om mig til kommunen. At jeg havde klippet ørerne på den Amstaff-hund, jeg passer. Daisy hedder den. Og den har altså ører på.«

Så nu er han hjemme igen i opgangen med vennerne.

»Jeg har aldrig været sammen med mine kammerater i skolen. Jeg har altid haft nogle venner, der var ældre end mig selv. Min storebror og mange af hans venner. De lærte mig alle mulige ting. Om hvordan man tjener gode penge.«

Og M’hamad har tjent gode penge som hashpusher for en af vennerne. 100 kroner grammet. Kunderne kunne bare ringe, »og så mødtes vi et sted«.

»Men jeg gad ikke sælge mere, og så mistede jeg halvdelen af mine penge. Ham, jeg solgte for, tog dem bare i min lomme. 6.000 kr. Skulle jeg sige til ham, at han ikke må tjekke mig? Det kan man bare ikke. Han er jo meget ældre end mig. Men nu er vi kvit.«

M’hamad er også holdt op med at ryge hashen selv, siger han. Det virker ikke så godt mere. Og når man både ryger og drikker vodka samtidig, så brækker man sig.

»Det er mange år siden, jeg begyndte at ryge. Det var til Køge Festuge. Jeg var lille dengang – jeg så jo op til min storebror og de andre. Og når man har røget, så keder man sig ikke. Så er det bare sjovt. Jeg har også prøvet amf (amfetemin, red.) én gang. Men jeg har ikke lyst til at ryge mere. Jeg har jo gjort det så mange gange.«

@BM BRØD INTRO (3 ORD):I boligområdet er de syv drenge, der går sammen. M’hamad er den yngste. Alle ved, hvem de er. Også politiet. Men heller ikke betjentene skal komme for godt i gang. Så fyger det med knytnæver og trusler.

»Det er længe siden nu, men der var sådan en racist-panser, som sagde alle mulige ting, der gjorde mig sur. At min mor var psykisk syg og sådan. Det er hun jo, men det skal man ikke sige til mig.«

»De leder stadigvæk efter mig. Politiet. Hvis jeg bliver taget, så skal vi ’snakke om det’, og så sker der ikke mere. De siger bare, at jeg ikke skal gøre det mere, og så går jeg igen.«

Det, M’hamad ikke skal gøre mere, er hashhandel og indbrud. Som dengang, de var fire kammerater, der stjal guld, »et halvt kilo halskæder og sådan« og solgte det på Christiania. Men det tidsfordriv skal måske ændre sig, når M’hamad bliver 15 år og kommer over den kriminelle lavalder.

»Så kan jeg ikke lave sådan noget mere, for så kan jeg komme ind og sidde. Det er jo også derfor, jeg skal nyde livet nu.«

Også sagsbehandlerne på kommunen skal vare sig. De skal ikke spille smart og true med at sende M’hamad væk.

»Jeg er da ligeglad, de kan jo ikke gøre en skid. Hvis de vil have krig – så skal de få krig. Jeg ringer bare til min storebror, så klarer han resten. Han kender jo alle de store bander – og så vil der ske alle mulige problemer. Ligesom inde i København.«

I Køge er der to indvandrerbander – Black Cobra og Bloodz. De er fjender, men M’hamads storebror har venner i begge lejre.

»Jeg kender mange hernede i Køge, der er med. Jeg kunne da godt blive medlem, hvis jeg havde lyst. Men jeg gider ikke. Jeg skal ikke blande mig i alt det der og komme i problemer lige pludselig.«

M’hamad har været med til at skrive »Fuck AK81« på væggen i opgangene. For Hells Angels støttegruppe er der også mange af i kvarteret.

»Det er de der danskere, der går rundt og skyder arabere. En danskerbande. Og de er fand’me mange herude. Men det er os, der bestemmer. Hvis de kommer og vil noget, så tæsker vi dem. Hvad ellers?«

M’hamad har lige været på kommunen igen. De vil prøve at finde en skole til ham i København. Men han ved ikke hvornår. I mellemtiden vil han måske bruge sin opsparede kapital på at købe en Aprilla Sonic-knallert.

»Det er den, der kan blive mest tunet. Det er bare at købe en knæk-udstødning, så kan den køre 130.«

Han vil også gerne have en hund. M’hamad elsker hunde. Det skal være en Amstaff. Eller en Red Nose Pitt Bull.

»Den passer på mig, når jeg går med den. Så er der er ingen, der tør gå ved siden af mig.«

M’hamad synker sammen i sofaen og klapper Kirstens skødehund på hovedet.

»Nå, jeg må smutte. Jeg skal ned til de andre. Tak for i dag.«

Berlingske Tidende har spurgt fungerende børne- og ungedirektør i Køge Søren Winther Rasmussen, hvordan det kan forekomme, at en dreng ikke har gået i skole i to år.

»Jeg kan ikke genkende det billede, at der er nogen, der ikke modtager undervisning,« siger han.

Direktøren vil ikke kommentere den konkrete sag, men siger at »kommunen gør sit bedste for at sikre tilstrækkelige tilbud«.

Søren Winther Rasmussen understreger, at skolegang sker i samarbejde med forældrene.

»Vi kan jo ikke tvinge folk,« siger han.

M’hamad har betinget sig at tale under anonymitet, og at hans familie ikke bliver kontaktet. Hans fulde navn er redaktionen bekendt.