Minister: Bedre lægevagt fra 2011

Sundhedsministeren kommer efter pres fra DF nu med køreplan for et bedre akutsystem: Plan for en bedre lægevagt skal ligge klar til efteråret, og forbedringerne skal rulles ud fra 2011, lover ministeren. DF vil holde minister op på løftet.

Foto: Kristian Brasen

Efter massivt pres fra DF sætter sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) nu deadline for, hvornår danskerne kan forvente et bedre akutsystem. Ministeren vil i foråret fremlægge en plan for et bedre 112-system og senest til efteråret fremlægge planer for en forbedret vagtlægeordning. Planerne skal realiseres fra januar 2011 og sikre de forbedringer på akutområdet, som regeringen har lovet danskerne.

Det er målsætningen i en handleplan for akutområdet, som ministeren er blevet enig med Dansk Folkeparti om. DFs top stillede før jul et ultimatum: I januar skulle Jakob Axel Nielsen fremlægge en plan for en forbedring af det akutsystem, som Berlingske Tidende gennem 2009 har blotlagt alvorlige svigt i. Kravet blev bakket op af Venstre.

På et møde tirsdag med DFs finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, og sundhedsordfører, Liselott Blixt, fik ministeren så grønt lys til en køreplan for akutområdet:

»Det er en hård men vigtig kamp. Der er behov for at skubbe på for at sikre, at tingene sker i fornuftigt tempo, og regeringens akutudvalg må ikke få karakter af en syltekrukke. Vi har understreget, at arbejdet i 2010 skal tilrettelægges, så vi kan sikre danskerne forbedringer på akutområdet med virkninger fra 2011. Det har været vores deadline, og vi er nu blevet enige med regeringen om en køreplan,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Planens forløb

Nøgle-deadlines i planen er:

I foråret 2010 skal sundhedsministeriet fremlægge et bud på, hvordan 112-systemet forbedres. Modsat i dag skal sundhedsfagligt personale – læger eller sygeplejersker – svare på opkald til 112 fra akut syge danskere.

Til sommer skal landets regioner fremlægge en plan for, hvordan akutsystemet kan hænge bedre sammen, lige fra lægevagt over ambulancer til nye akutafdelinger.

I efteråret 2010 skal regionernes plan indgå i en samlet plan for fremtidens akutsystem. Er der huller i landets yderområder, skal de dækkes. Sundhedsstyrelsens forslag til en forbedret lægevagtsordning skal indgå i den nye plan for akutsystemet. Når den er klar, vil DF og regeringen fordele en pulje på 500 mio. kr. fra de seneste to års finanslovsforhandlinger.

DF: Forbedringer i 2011

Fra 2011 skal planerne så rulles ud – og danskerne kan forvente et bedre akutsystem, lover regeringen.

DF lover, at partiet vil holde ministeren op på løfterne:

»Planen gør det muligt at træffe politiske beslutninger til efteråret som gør, at forbedringerne kan træde i værk fra 2011. Spørgsmålet er så, om der er den politiske muskelkraft, som kan effektuere forbedringerne. Det skal vi forhandle med regeringen om gennem 2010,« siger Kristian Thulesen Dahl, der er blevet lovet en løbende afrapportering fra sundhedsministeren.
»Vi har en god køreplan«

Jakob Axel Nielsen lover i en skriftlig kommentar, at de opstillede deadlines bliver holdt:
»Hele arbejdet med de nye supersygehuse og det tilhørende akutberedskab er både ambitiøst og meget omfattende, så det er klart, at vi har spændt os hårdt for og skal knokle i den kommende tid. Men nu har vi fået lagt en god køreplan og sat nogle delmål op, og så er jeg sikker på, at vi nok også skal komme helt i mål.«