Lille A: HA-forræderi startede bandekrigen

Ledende skikkelse fra indvandrerbande omkring Blågårds Plads står nu frem og giver sin version af den verserende konflikt mellem dem og Hells Angels.

"Lille A" er en af de ledende skikkelser i bandemiljøet på Nørrebro. Fold sammen
Læs mere
Foto: KÜRSTEIN BENJAMIN

Politiet har meldt ud, at bandekrigen handler om adgangen til de lukrative narko- og hashmarkeder i og omkring hovedstaden. Talsmand Jørn Jønke Nielsen fra Hells Angels (HA) skriver i det såkaldte Sjakal Manifest, at den blodige konflikt skyldes chikanerier af danskere foretaget af banden omkring Blågårds Plads.

Men hidtil har man ikke hørt Nørrebrobandens udlægning af sagen. Den kommer nu. 31-årige Abde Benarabe går under navnet 'Lille A' og er ifølge politiet en af de mest magtfulde skikkelser i bandemiljøet på Nørrebro.

Forræderi

Han står nu frem og fortæller, at det første skridt i konflikten blev taget af HA i løbet af 2004. Indtil da var forholdet mellem to parter fredeligt. Der har været en række forskellige udlægninger af forløbet, og nu vil Lille A gerne give sit besyv med.

- HA forsøgte at snigløbe os. De udnyttede vores bekendtskab, og det er hovedårsagen til konflikten mellem os, siger han til Politiken.

Han forklarer endvidere, at Sjakal Manifestet ikke er den egentlige årsag til, at banden ikke kan tale med HA.

- Der skete nogle ting i 2004, som ikke har været fremme overhovedet, og som er grundlaget for, at kontakten brød sammen.

Ifølge Abde Benarabe forsøgte HA i 2004 at stjæle medlemmer fra Blågårdsgruppen. Her udnyttede den nu fængslede HA-rocker Brian Sandberg, at der var opstået en intern splittelse mellem lederne og en mindre gruppe særligt hårdføre folk i Blågårdsgruppen.

- De tænkte måske, at hvis de kunne få de her unge soldater over på deres side, så havde de skabt en splittelse, siger Abde Benarabe til Politiken.

Knivoverfald

Han forklarer videre, at hvervningen senere var den indirekte årsag til et knivoverfald i 2005 på HA-medlemmet Ludwig på et diskotek i det indre København. De unge soldater var nemlig forblevet loyale og fortalt lederne om hvervningsforsøget.

- Det er selve grundlaget for, at vi stoppede kontakten med HA. Det var, fordi de forsøgte at rekruttere vores unge drenge. Siden har der været kold luft mellem os, siger Lille A.

Talsmand for HA, Jørn Jønke Nielsen, afviser denne udlægning og henviser blot til Sjakal Manifestet.