Jelved: Derfor gik jeg ind i politik

Den radikale Marianne Jelved gik ind i politik for at vende gældssætning til opsparing, og hun er stolt af sin medvirken i reformpolitikken. 5. september bliver hun 70 år.

Marianne Jelved fejres med en reception på Thorvaldsens Museum 5. september. Foto: NIels Ahlmann Olesen/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Marianne Jelved byder mild og myndigt velkommen indenfor på ministerkontoret i Assistenshuset, den kendte 1700-tals barokbygning en spytklat fra Christiansborg. Her havde en kort overgang den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag kontor, og Jelved, der har været minister i ni måneder, nyder udsigten.

Det med det myndige ligger den særdeles historiebevidste kulturminister på sinde. »Vi vil være myndige,« var også de radikale husmænds slogan efter bruddet med Venstre i 1905. »Folk skal være selvbevidste,« siger Jelved således om en række kulturbesøg i Vordingborg og Næstved, hvor der er lokal ambition om at styrke kulturen: »Der sker meget ude i landet,« fortæller ministeren, der for nylig åbnede Kulturmødet på Mors, en slags kulturens folkemøde som hun håber bliver en tilbagevendende begivenhed.

»Det var Danmarks gældssætning, der fik mig ind i politik. På et tidspunkt i 1980erne var renten 22 procent, men det vendte Poul Schlüter, som partiet og jeg altid havde et godt forhold til, med fastkurspolitik, stop for dyrtidsregulering og med skattereformen blev der for første gang sat ind over for rentefradrag.«

Marianne Jelved, der oprindeligt stammer fra Charlottenlund, var i de tidligere 80ere byrådsmedlem og viceborgmester i Gundsø Kommune i det gamle Roskilde Amt. Landspolitikken meldte sig, og hun har i disse dage siddet 26 år i Folketinget.

Da partiet gik med i KVR-regeringen i 1988 faldt det i den tidligere folkeskolelærer og formand for Dansklærerforeningens lod at blive gruppeformand for partiet, da alle profiler i det lille parti skulle være ministre. Herfra lod hun sig ikke rokke, da partiet styrede ind i et valgnederlag i 1990, som betød, at R måtte trække sig ud af regeringen, og hun derpå overtog lederjobbet fra Niels Helveg-Petersen, hvis prestige var bundet til det kuldsejlede regeringsprojekt.

Da VK-regeringen gik af efter Tamil-sagen tilbød de borgerlige hende ellers at blive statsminister, men hun valgte at satse på den anden Poul i dansk politik.

Under Poul Nyrup Rasmussen var hun vicestatsminister og økonomiminister frem til systemskiftet i 2001. »Arbejdsmarkeds-, skatte- og førtidspensionsreform og oprettelse af fleksjob er blandt højdepunkterne,« husker hun.

Jelved fremhæver, at linjen med at gå fra gældssætning til opsparing under Schlüter blev fortsat: »Vi lagde nogle spor ud, som foregriber det, vi i dag kalder konkurrencestaten og det, der ligger i de økonomiske 2020-planer. Vi begyndte at benchmarke os med andre lande, Lykketoft og jeg tog til New Zealand for at studere reformer, og vi begyndte at arbejde med såkaldte mellemfristede fremskrivninger af økonomien, så vi på den måde fik disciplineret Folketinget i en situation, hvor vi begyndte at have overskud i økonomien, og i EU arbejdede vi med Lissabon-processen, der også handlede om at øge ambitionerne om at gøre Europa konkurrencedygtigt.«

»I Danmark gror ting fra neden og jeg er glad for, at regeringen vil afbureaukratisere,« siger Jelved, der erkender, at det har alle regeringer sagt siden Schlüters tid, og at der kan være penge at hente her. »Dette mål skal vi ikke opgive selv om stærke kræfter i konkurrencestaten vil noget andet.«

Slemt skuffet var hun over Anders Fogh Rasmussen som statsminister: »Lige efter formandskabet sagde jeg til ham, at han burde udnytte den kæmpestore goodwill og den folkestemning, han havde opbygget, til at få afskaffet forbeholdene. Men så kom der kort tid efter et læserbrev i Berlingske og en række internationale aviser, hvor han og andre regeringschefer krævede indgreb i Irak, så hans tanker var tydeligvis et andet sted. Og det var rigtig ærgerligt.

Fogh gjorde i det hele taget ikke de ting, han burde have gjort,« siger hun i et tilbageblik, hvor hun får tilføjet, at socialliberale og liberale »deler syn på de forpligtende fællesskaber, hvor den enkelte har muligheder, men hos socialliberale bliver ingen tabt.«

Ligeså frustrerende for en radikal, i hvis dna viljen til samarbejde er indbygget, var de mange års politiske isolation.

»De ti år var rædselsfulde. Fogh ville ikke have os med, så det var småt i de år, når man ser bort fra den store globaliseringsaftale i 2006, hvor R og S var med og enkelte andre ting som kommunal udligning, hvor vi sammen med DF sikrede de fattige kommuner.

Omvendt syntes jeg også dengang, at det var rimeligt, at danskerne kunne se politiske forskelle, dem trak jeg derfor op, bl.a. på udlændingeområdet og under Muhammedkrisen, hvor jeg stadig ikke forstår, hvorfor Fogh ikke lod sin udenrigsminister mødes med de udenlandske ambassadører for at forklare Danmarks holdning,« fortæller hun.

Marianne Jelved slog efter valget i 2005 ind på en hård konfrontation med Fogh, som hun kaldte »en farlig mand«, og med et radikalt frihedsbrev blev hun gjort til eneste acceptable statsministerkandidat for partiet. Den generelle vurdering er, at hun løb sur i det, mens partiets meningsmålinger dykkede.

I 2007 trak Marianne Jelved sig som formand og overlod roret til Margrethe Vestager, og havde efter regeringsskiftet egentlig valgt at koncentrere sig om at lære de mange unge medlemmer af gruppen op i det parlamentariske arbejde, da Uffe Elbæk trak sig som kulturminister, og Vestager kaldte Jelved ind i regeringen.

Marianne Jelved, der genopstiller til Folketinget og er gift med den ni år ældre forhenværende lærer, Jan Jelved, siger med myndighed i stemmen: »Det er vigtigt, at historien også er med, at der sidder nogen, som kender historien og ved, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde.«

Mildt tilføjer kulturministeren, hvis mærkesag nok i bund og grund er den grundtvigske folkeoplysning, hun er rundet af, at »politik er bedre end sit rygte, så flere unge bør have mod til det. Rent faktisk går politikerne efter at finde løsninger, det politiske håndværk burde interessere flere, og selv om vi er uenige, burde vi blive bedre til at diskutere uden at blive uvenner.«

På dagen fejres Jelved med en reception på Thorvaldsens Museum, der ligger overfor Kulturministeriet.