Hun måtte jo overgive sig

40 år. Der flyder politik i årene på hende, men Venstres Karen Ellemann skulle ikke være politiker. Alligevel endte hun med at skifte folkeskolen ud med Folketinget.

Karen Ellemanns ministerium er en post, der ofte står blæst omkring. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Det måtte jo komme. I de første 36 år af sit liv havde Karen Ellemann ellers ingen planer om at blive politiker. Men onsdag, hvor hun fylder 40, følger Karen Ellemann som Venstre-kvinde og minister med hastige skridt i sporene på sin far, tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, og sin farfar, tidligere MF Jens Peter Jensen.

Karen Ellemann blev valgt til Folketinget i 2007 og fik efter knapt halvandet år et af de største ministerier, Indenrigs- og Socialministeriet, under sig. Inden da havde hun taget en karrieremæssig rundrejse.

Hun begyndte som Spiesguide på Mallorca og blev som 25-årig adm. direktør for Scandinavian Models. Hun har været leder af Dagmar Teatret og lavet radio på The Voice, inden hun i 2004 blev uddannet folkeskolelærer og ansat på Rungsted Skole. I 2005 blev hun af Venstres borgmester i Rudersdal Kommune, Erik Fabrin, opfordret til at stille op ved kommunalvalget. Afkastet blev 1.501 personlige stemmer og en plads i kommunalbestyrelsen. Den blev ved valget i 2007 erstattet med en plads i Folketinget, da hun med 5.000 personlige stemmer i ryggen fik en plads i national politik.

Evnen til at holde styr på gemytterne som folkeskolelærer har Karen Ellemann haft brug for i sin tid i Folketinget. Hun kom for alvor i vælten, da hun i sommeren 2008 som integrationsordfører måtte forsvare regeringens udlændingepolitik på vegne af en tavs Birthe Rønn Hornbech (V). I sidste uge havnede hun i endnu en sag, der kræver næse for balance, da hun blev valgt til at stå i spidsen for det såkaldte burkaudvalg, nedsat af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Ender det med et burkaforbud, kommer hun på kant med farmand, der i et indlæg i Berlingske Tidende har skrevet, at Danmark kommer i dårligt selskab med lande som Iran og Sudan, hvis man lovgiver om kvinders påklædning.

Om Karen Ellemann, der endnu ikke har bekendt kulør i burkasagen, lytter til sin far, er ikke sikkert. Hun har i hvert fald tidligere overhørt sin fars råd. I forbindelse med udlændingesagen sidste år kaldte Uffe Ellemann-Jensen det direkte »pinligt«, at VK er så dårlig til at gennemføre EU-reglerne på udlændingeområdet. Dermed rettede han også en indirekte kritik af datteren, der returnerede med svaret: »Han er min far, og jeg elsker ham.«

Karen Ellemann er fraskilt og mor til to børn. Hendes kæreste har også to børn fra et tidligere forhold.