Han gjorde teatret moderne

Preben Harris kan i dag fejre noget så sjældent som 60 års skuespillerjubilæum. Få har haft så afgørende indflydelse på dansk teater som han.

Foto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Det er de færreste skuespillere forundt at kunne fejre 60 års jubilæum på scenen. Men det kan teatermanden Preben Harris i eftermiddag, når der er premiere på hans oplæsningsprogram med tekster af Herman Bang på Folketeatrets Snoreloft-scene midt i København.

Det er naturligvis det rette sted at fejre Harris. I 30 år var han en driftig og dynamisk teaterchef netop i dette teaterhus. Absolut det strømførende kuglelyn af aktivitet, han ofte er beskrevet som. Spruttende af temperament, men også et ægte begejstret teatermenneske – og dertil et politisk dyr, som formåede at få ting igennem hos overborgmester Egon Weidekamp.

Det var nu på en helt anden scene, han debuterede for snart længe siden, nemlig på Aarhus Teater, hvor han også havde gået på elevskole. Den officielle debut var som drengen i Samuel Becketts »Vi venter på Godot« i 1956 - den danske førsteopførelse, intet mindre.

Det var noget af en mundfuld for et dansk teaterpublikum, der næppe forstod meget af Becketts formeksperimenterende absurdisme. Debuten er næsten symbolsk, for snart skulle Harris selv – skuespillergerningen var ham ikke nok – blive en foregangsmand, når det handlede om en ny tids moderne teaterstrømninger. Først som en af initiativtagerne til den eksperimenterende Aarhus-scene, Svalegangen, fra 1967 som ung og offensiv teaterchef på forstadsteatret Gladsaxe Teater, hvor han indførte et teater, der gik i klinch med tidens temaer i det nyindstiftede velfærdssamfund - indholdsmæssigt og formmæssigt.

 

Herefter avancerede han i 1971 til Folketeatret, hvor teater med politisk bid (Brecht!) blandede sig med et bredt udvalg af klassikere og solidt folketeater, herunder sikre kassesucceser som julestadsen »Nøddebo Præstegård« og Sebastian-musicalen »Skatteøen«. Ikke mindst de to sidste resulterede i køer langt ned ad Nørregade og reddede gang på gang teatrets økonomi.

Og mens andre talte meget om den nye danske dramatik – eller manglen på samme – så insisterede Harris på at spille den, ikke blot på den nytilkomne intimscene, Hippodromen, men faktisk også lejlighedsvis på Store Scene. Listen over navne er lang – fra Leif Petersen til Astrid Saalbach. Fra Sven Holm til Anne Linnet. Ikke sjældent iscenesat af Harris selv.

Og selv efter tiden på Folketeatret er han blevet ved med at gøre noget godt for de danske dramatikere. Når der har været overskud på kontoen fra hans bearbejdelse af »Nødddebo Præstegård« er et rejselegat blevet uddelt i hans navn.

Da Preben Harris takkede af som teaterchef, fik han igen tid, lyst og mulighed for at vise, hvor fremragende en skuespiller han er.

For eksempel i den russiske monolog »Tur/retur« lige inden afskeden med Folketeatret, som Gamle Levin i »Indenfor murene« og Molières »Den gerrige« på Odense Teater.

I sine egne forestillinger, for eksempel en turnerende enmandsversion af »Jeppe på Bjerget«. Men også på film og TV husker man ham - ikke mindst i to fremragende, diskrete indsatser som magtfulde mænds loyale og let intimiderende højre hånd i TV-serien »Edderkoppen« og thrilleren »Headhunter«.

»Jeg har en stor fremtid bag mig,« skrev han i sin seneste erindringsborg. Muligvis. Få har haft så stor indflydelse på dansk teater gennem et helt liv i dets tjeneste, ikke mindst i en afgørende periode, da teatret blev moderne. Men han står her altså endnu. Drengen fra Becketts absurde klassiker er blevet en »olding«, som han selv ville formulere det - men vel at mærke en mand, som, trods sine 80 år, stadig har noget at komme med.

Smukkere teaterliv kan man næsten ikke få.