Gangsta-rappens kontroversielle bad boy

Den hårdkogte rimsmed og skuespiller Ice-T har i mere end 30 år været en torn i øjet på det politisk korrekte USA.

Ice-T er kendt for sit grove sprog. Foto: Marcel van Hoorn Fold sammen
Læs mere

Parental Advisory - Explicit content. Sådan lyder teksten på klistermærkerne, som den amerikanske brancheorganisation RIAA smækker på de LPer, der ifølge organisationens censursystem rummer indhold, som kan virke stødende på mindreårige og sarte sjæle. Det gælder eksplicitte referencer til sex, vold og narko samt bandeord, naturligvis. Den type snavs slår de hårdt ned på med et klistermærke. Advarsel – pladen her kan korrumpere dig!

Ice-T er nærmest synonym med det sort-hvide advarselsklistermærke. Hans debutalbum »Rhyme Pays« var, ifølge ham selv, det første hiphopalbum der fik klasket en Parental Advisory-sticker på coveret. Og det var bestemt ikke sidste gang, det skete. Få musikere har som han så vedvarende været en torn i øjet på censuren. I over 30 år har bad boy’en givet de politisk korrekte kam til håret og ukueligt spyttet kontroversielle rim ud om tilværelsens grumme sider.

Ice-T blev født som Tracy Lauren Marrow i Newark, New Jersey. Faderen var afroamerikaner og moderen kreolsk. Begge forældre døde tidligt af hjerteanfald - moderen da drengen gik i 3. klasse, og faderen da han var 12 år. Efter faderens død blev han sendt til View Park-Windsor Hills, et nabolag i det sydlige Los Angeles, hvor den mere velstående, afroamerikanske middelklasse var bosat. Her skulle han bo hos noget familie.

I high school begyndte Ice-T at blive involveret i kriminalitet og var i en periode affilieret med den notoriske Crips-bande. Han solgte hash og stjal bilradioer for at tjene ekstra penge. Det var her, han fik sit øgenavn grundet interessen i den tidligere alfons Iceberg Slims bøger om livet på USAs »mean streets«. Siden tilbragte han fire år i hæren. Her startede interessen for hiphop.

Efter tiden i hæren ønskede Ice-T at holde sig fra kriminalitet, så han begyndte at forfølge en rapkarriere. I 1983 udgav han sin første single, men det var først tre år senere med sangen »6 in the Mornin’«, at han fandt den rå gangsta-stil, som skulle blive hans signatur og gøde jorden for hans fremtidige succes.

Hans fjerde album »O.G. Original Gangster« fra 1991 regnes for et hovedværk inden for gangsta-rappen. Det var på den plade, at Ice-T introducerede sit hårdkogte heavy metal-band, Body Count, der et par år senere genererede store kontroverser med deres sang »Cop Killer«, som ifølge Ice-T dog er tænkt som en protestsang mod politibrutalitet.

I samme periode fik den alsidige herre også hul igennem som skuespiller med rollen som undercoverbetjent i filmen »New Jack City«, der handlede om det bandeliv, som Ice-T havde kendskab til i forvejen. Siden har han medvirket i en lang række roller på film og TV.

På trods af, at Ice-T ikke er helt ung længere er provoen »still going strong«. Så sent som i fjor udsendte han det brutale album »Bloodlust« med Body Count. Der skal mere end et par klistermærker til at holde en sand bandit nede.