Ben Stiller beskyldes for diskrimination men er svær at blive sur på

Den amerikanske skuespiller og instruktør Ben Stiller bliver beskyldt for diskrimination, men kritikerne overser, at hans film er sjove, fordi de gør grin med alle.

Ben Stiller har det ikke fra fremmede, idet han er søn af to legendariske amerikanske komikere, Jerry Stiller og Anne Meara, der indimellem har optrådt i hans film. I dag fylder han 50 år. Foto: Carlo allegri/Reuters Fold sammen
Læs mere

Det er en uofficiel regel, at komedier ikke får Bedste Film-Oscars, og hvis man en dag fik lavet om på det, ville filmprisen ganske sikkert ikke tilfalde de film, som den i dag 50-årige Ben Stiller står bag. Dertil er de for grænseoverskridende og platte. Om tre måneder er der premiere på Stillers længe ventede »Zoolander 2«, og filmens trailer har allerede irriteret LBGT-aktivister så meget, at de opfordrer til en boykot af filmen.

Det skyldes et glimt i traileren af en scene, hvor Benedict Cumberbatch spiller en transkønnet fotomodel, og selv om det er svært på forhånd at afvise kritikken, når man slet ikke har set filmen, ville det dog ligne Ben Stiller dårligt, hvis filmen skulle vise sig at være egentligt diskriminerende.

Hvis man kun ser forhånelse i Ben Stillers komedier, misser man nemlig den varme, der også er i filmene, som i øvrigt gør grin med alle uanset farve, køn og trosretning. Forløberen for »Zoolander 2« – »Zoolander« fra 2001 – er et glimrende eksempel.

Den opbygger sit eget absurde univers omkring to rivaliserende, mandlige fotomodeller på New Yorks pulserende mode- og natklubscene. Derek (Ben Stiller) og Hanzel (Owen Wilson) slås om at være øjeblikkets hotteste navn, men må forene deres begrænsede mentale kræfter for at afværge et verdensomspændende komplot, hvor dumme mandlige fotomodeller uvidende bliver brugt som attentatmænd.

I filmens univers gøres der grundigt grin med modeverdenens opskruede forfængelighed og dens neurotiske optagethed af image, »X factor« og street credibility.

Kniber man øjnene sammen, kunne man også forledes til at tro, at filmen gør grin med homoseksuelle, men så ser man kun overfladen. Derek og Hanzel er forfængelige, dumme og selvcentrerede, men utroligt nok får filmen dem også til at virke som fyre, der kunne være spændende at hænge ud med. Hvem kunne for eksempel ikke godt tænke sig, som Hanzel, at have indrettet sin lejlighed med en skateboardbane, fem finske dværge, en tibetansk munk og en ged som fast inventar? Hanzel er med andre ord så hip, at han er flere årtier forud for sin tid, og det er Ben Stiller, i sine bedste øjeblikke, også.

Ben Stiller har det ikke fra fremmede, idet han er søn af to legendariske amerikanske komikere, Jerry Stiller og Anne Meara, der indimellem har optrådt i hans film.

Der blev første gang lagt mærke til ham, da han fik sit eget The Ben Stiller-show, hvori han beviste sit talent for imitationer, der rammer ofrene med tåkrummende præcision. Imitationerne er hyppigt indrammet af krøllede ideer, med Bruce Springsteen som børnefjernsynsvært eller Daniel Day-Lewis som indiansk forhandler af motionsmaskiner.

Derefter fulgte en årrække med mindre roller på TV, indtil Farrelly-brødrene i 1998 castede ham i den skiftevis romantiske og hysterisk morsomme »Vild med Mary«, hvor han spillede en »normal« fyr, der prøver at klare sig så godt som muligt – med katastrofale konsekvenser til følge.

Den type gentog han i en række film, med »Meet the Parents« fra 2000 som det bedste eksempel. Her spiller han en velvillig ung mand, der for første gang skal møde sine svigerforældre. I løbet af en weekend kommer han ufrivilligt til at oversvømme svigerforældrenes kloak, sætte ild til deres tag, jage deres kat på flugt og sætte sin egen forlovelse over styr. Og det er sjovt, fordi det føles, som om det kunne ske for enhver.

Som filmproducer og instruktør har han stået bag film som »Dodgeball« og »Tropic Thunder«, hvoraf sidstnævnte satsede vildt med hensyn til det grænseoverskridende. Det var nemlig i denne film, at Robert Downey Jr. spillede en hvid skuespiller, der spiller en sort skuespiller, og dermed var der alle muligheder for, at en storm af beskyldninger om diskrimination kunne rejse sig. Når det ikke skete, må det hænge sammen med, at filmen trods sine fejl er frygtelig morsom.

Ben Stiller er måske ikke sååååå hot, som han har været, og det skyldes blandt andet nogle ikke helt så skarpe familiefilm som »Nat på Museet«. Nu om dage, hvor man til enhver tid kan youtube sig til nogle af hans bedste scener, er Ben Stiller dog en gave, der bliver ved med at give.