Et hit er et mysterium. Inde i hver eneste sang, som bryder igennem lydmuren, er der jo en lille uforklarlig rest, som skiller den ud fra de millioner af andre sange, der er opbygget efter præcis samme struktur.
Men nogle sangskrivere har bare en særlig evne til at indkredse og fremelske det udefinérbare »noget«, og en af dem er Per Gessle, som er mastermind i Roxette. Og et albumsalg på svimlende 60 millioner og hit på hit på hit taler sit eget sprog.
»The Look«, »Joyride« og »It Must Have Been Love« hedder nogle af de talrige træffere, Roxette leverede fra slut-1980erne og op i midt-1990erne. Men så fadede det også ud for Per Gessle og Marie Fredriksson, som i 2002 blev ramt af en hjernesvulst.
Nu er duoen imidlertid tilbage efter ti års albumpause, og titlen emmer endnu engang af servil høflighed. »Have A Nice Day« og »Room Service«, hed forgængerne og nu så »Charm School« - der da også ligner et typisk Roxette-album på mange andre måder.
Herfra hvor jeg lytter
Som tidligere fordeles vokalarbejdet mellem den kedeligt syngende Gessle og Fredrikssons lysere, langt bedre stemme, som løber ind og ud af power-ballader, hardrock-rifferier, schlager-stemninger og rendyrket pop.
Og den smart betitlede førstesingle »She's Got Nothing On (But The Radio)« åbner i den rockede afdeling for hastigt at nærme sig omkvædet, som nok skal gøre sig på alverdens popradioer.
»Don't Bore Us, Get To The Chorus«, kaldte Roxette engang en hitopsamling, og kravet om at finde hurtigt frem til omkvædet, den overholder de. Det gælder både i balladen »Speak To Me«, i den pop-catchy »Only When I Dream« og i »In My Own Way«, som planker guitarlinjen fra R.E.M.s »Everybody Hurts«.
Men selv om Roxette finder den korteste vej til refrænerne, så undgår de ikke at kede. Der er noget jævnt og sært søvnigt over »Charm School«. Dårlig er den ikke, slet ikke, men vanedannende endsige charmerende kan man ikke kalde duoens ottende studieudspil, som er svøbt i en klinisk, lettere altmodisch 1980er-produktion.
Og den lille udefinérbare rest, som kan gøre sange til hits, ja, den lader sig kun sjældent ane. Herfra hvor jeg lytter. Måske lyder det anderledes fra Gessles plads. Og han har jo før haft fat i den lange ende.
