Det er forholdet mellem ordene og stemmen, der har gjort ham til noget helt særligt på den hjemlige rockscene.
Tager vi stemmen først, så har den en fyldig, følsom og sanselig klang, og lyder samtidig en smule gammeldags med sine omhyggelige fraseringer.
Ordene har også et altmodisch præg. Som når han på sit aktuelle soloalbum, »Det naturlige«, et sted synger »tosset« og et andet »tiptopfine«. Hvilke andre sangere og sangskrivere herhjemme kan bruge sådanne gloser, uden at det lyder komisk, infantilt eller prætenderet?
Nikolaj Nørlund – for det er naturligvis ham, der tales om – er heller ikke hvemsomhelst, men en kunstner som i sine bedste øjeblikke er enestående. Tænk bare på mange af sangene på udspil som »Navnløs«, »Nye Optagelser« eller »Tændstik«.
På det sjette soloalbum i rækken er der måske ikke et enestående øjeblik, men til gengæld mange fine numre. Som »Skyggevals«, der kunne være en glemt Leonard Cohen-sang og besidder samme mildhed i sit arrangement og et vokalarbejde som Michael Strunge-fortolkningerne på »Navnløs«.
»Hjernen er lonely«
Hvor »Skyggevals« repræsenterer albummets dæmpede, fint registrerende sange, så hører »Små røde biler« til i den mere udadvendte, diskret rockende afdeling og er også vellykket på tekstplanet med let naive, rørende linjer som disse:
»Du ringede til din far, men han tog den ikke lige/og spørgsmålet er også hva han egentlig sku sige/mere end det helt ubestridelige/Jeg vil altid være der for dig, min pige«.
Lige så vellykket er »Hvid røg og tekno«, der lyder som en legesyg og kærlig hilsen til rockens unge dage og med et omkvæd, der også trækker minder tilbage til i 1960erne og 1970erne:
»Ricki og Danny og Jenny og Johni/Endnu en nat at holde i hånd i/Ricki og Danny og Jenny og Johni/Hjernen er lonely, hjertet er funny.«
Lige meget hvad Nikolaj Nørlund gør, så lyder han mest som sig selv. Og hvor meget han som kunstner lyser med en egen identitet, står særlig klart på »Det naturlige«, hvor mange andre har været inde over tilblivelsesprocessen.
Forfatterne Naja Marie Aidt, Bjørn Rasmussen og Peter Laugesen har eksempelvis budt ind på tekstsiden, mens Jakob Bro, Sune Rose Wagner og Cecilie Trolle er nogle af dem, der gør sig gældende på musiksiden, hvor Nikolaj Nørlunds faste stok af backingmusikere også er i spil. Dertil kommer input fra filminstruktøren Martin de Thura. Hvad det så end vil sige.
Men i selskab med Nikolaj Nørlunds stemme, ord og såvel melodiske som produktionsmæssige elegance bliver det alligevel alt sammen umiskendelig Nørlund’sk. At jeg så godt – med hans meritter in mente – kunne have håbet på endnu bedre sange, end tilfældet er på »Det naturlige«, ja, det er måske utaknemmeligt. Men mere vil som bekendt have mere. Selvom mindre også kan gøre det.
Hvem: Nikolaj Nørlund
Hvad: »Det naturlige«, A:larm
