De har været venner i ti år, de er begge vokset op i trygge rammer i større jyske provinsbyer, og de har begge kæmpet sig til en plads i toppen af poppen, Simon Kvamm og Peter Sommer.
Som De Eneste To har Kvamm fra Silkeborg og Sommer fra Skanderborg nu også fundet tid og lyst til at flette musikalske julehjerter.
Årstidsmetaforen er nok banal og plat, men den er ikke desto mindre valgt, fordi »De Eneste To« har begået det album, der kommer til at ligge under flest juletræer i år.
Så mange oplagte hits er der, så megen herlig tekst og så mange gode melodier. Det er bestemt ikke hverdagskost, at disse faktorer forenes på et dansksproget album. Og slet ikke af musikere, der senest nåede et zenit i hver sin karriere: for Sommers vedkommende med »Til Rotterne Til Kragerne Til Hundene« (2008), for Kvamm i forgrunden for Nephew med »Danmark Denmark« i 2009.
Karakter af et mellemspil for at fylde tiden ud har nærværende ingenlunde. Ej heller lyder det som en kynisk kalkule, hvor Kvamm låner lidt af Sommers integritet, mens Sommer får Kvamms kommercielle appeal tilbage.
Nej, det lyder som et projekt i egen ret. Af to herrer der har trasket rundt i livet på hver deres måde og har fundet om ikke hjem ad omveje, så i hvert fald et fæste, mentalt som geografisk.
Skæppeskøn pingpong
De har ikke opfundet et ny filosofisk spor, nej nej, men det er skæppeskønt at høre de herrer udveksle tekstlige pingpongs om livet, især i dets blåmelankolske toner.
Lad os plukke linjer - de første fra »Aftenbøn«, en samtale over et glas klokken sent. Der er sket noget hos Sommer, forstår man, og det vil han gerne høre tilbage på.
»Lad mig høre dit syn/På den nye sten jeg bor på/De ben jeg glor på/Og den Gud, som jeg beder til/Kan jeg bede dig om det?« hvortil Kvamm svarer »Du beder bare til«.
Samtalen fortsætter: »For jeg er krøbet i læ/Der er ikke en vind, der rør sig/Jeg er gået under jorden/Og jeg skal graves ud med ske/Kan jeg bede dig om det?« Også det kan Sommer selvfølgelig bare bede om i et fuldstændig fremragende, moderne bluesnummer.
Der er sange til dem selv, om dem selv, til deres venskab, om alt det der sker, når man får børn, om at gå mod strømmen, om at blive for magelig - har Simon Kvamm levet lidt for lidt, haft det for let, forkert? Ting og sager indeni og udenpå som optager de fleste mennesker på mindst et eller andet tidspunkt i livet.
En mavepuster af rang
De Eneste To er gode hele vejen igennem de 11 sange. Alligevel kan jeg ikke lade være med at fremhæve de numre, hvor de har slået sig på noget eller nogen, som ofte har karakter af blues uden at være det i klassisk forstand.
»Den Lige Vej« er helt vidunderlig, en mavepuster af rang, »Alle Har En Fortid« fremmaner en nostalgisk klump i halsen. Teksten er fremragende og fuld af punchlines som: »Alle har en fortid/og for tiden er det alt jeg har«, Voila!
Om man er mest til Kvamm eller Sommer er naturligvis en smagssag. Men samspil og sang klæder dem begge, lige som deres musikalske miks af akustisk guitar og tangenter fungerer overbevisende. De sidste linjer overlades til hovedpersonerne. De er lånt fra det kække afslutningsnummer »Hell Yeah«, og de er lige så symbolske, som de er dækkende for »De Eneste To«: »Har vi det? well yeah/Vi har det, hell yeah«.
