At skrive om musik er en evig glæde. Men er der en hage ved det, så er det, at der sjældent er tid til at lytte til pladerne, når først de er udkommet. Nye venter jo på at blive anmeldt og omtalt – i stadigt større antal.
Der er dog plader, som trodser strømmen og er så afsindigt gode, at de bliver ved med at tiltvinge sig adgang til mine høretelefoner og højttalere. Og dem har amerikanske The National begået hele tre af: »Alligator« fra 2005, »Boxer« fra 2007 og en klokkeren nyklassiker, »High Violet« fra 2010.
»Deppig rock«. Det kalder min svenske kæreste The National, deprirock, og det er der bestemt noget om. Ængstelsen og tungsindet løber som en konstant understrøm i bandet, der består af to intuitivt forbundne tvillingepar og frontmand Matt Berninger, der alene med sin baryton trækker ned mod vemodet, men sammen med resten af orkestret er en opløftende kunstnerisk oplevelse.
Nå, inden det her udvikler sig til en privat hyldest, må ørerne rettes mod The Nationals nye album, som kunne have været det, der sendte dem ud af indie-spillestederne og ind på de store stadioner.
De har efterhånden gødet det globale rockland til det helt store gennembrud, men det kommer nu næppe med »Trouble Will Find Me«. Her er der nemlig ikke mange syng med-øjeblikke at finde, men derimod en mørk, melodisk og melankolsk klangverden, som således bærer alle de signaturer, der er blevet deres.
Et hav af kærlighed
»I should live in salt for leaving you behind« synger Berninger i den langsomt brændende, næsten hymniske åbner »I Should Live In Salt«. Og i den efterfølgende »Demons«, synger han, at »I do my crying underwater« midt i et blødt, vidunderligt lydbillede, som siden giver plads til albummets første højdepunkt, »Don’t Swallow The Cap«, der har samme melodiske drive og sug, som gjorde »High Violet« så fortrinlig.
Det eneste, som adskiller »Don’t Swallow The Cap« og den ligeledes stærke og stærkt beslægtede »Graceless« fra det forrige album, er trommerne. Før lagde lydmester Peter Katis hvert slag HELT frem i lydbilledet i en tæt, knastør sound, som han også løftede Interpol op i mesterklassen med.
Sådan er det ikke på »Trouble Will Find Me«, hvor trommerne ligger længere nede i lydbilledet. Som i den ellers effektivt rockende og herligt muskuløse »Sea Of Love«. The National holder sig dog overvejende i det afdæmpede hjørne, og der er kvintetten på sikker grund. Ja, det virker faktisk, som om de kan skrive alle de lavmælte, molsmukke sange med fjerne ekkoer af postpunk, det skal være.
Men The Nationals største styrke har bare aldrig været de stilfærdige stunder. De er allerbedst, når tempoet højnes bag Berninger, og arrangementerne læner sig ind over de melodiske forløb. Det gør de sjældent på »Trouble Will Find Me«, og et indslag som »Don’t Swallow The Cap« er en brillant, lidt smertelig påmindelse om netop dette. Men, men, men, dårligt er albummet aldrig. Dertil er The National alt for gode.
I deres trofaste omgang med deppig-rocken.
Hvem: The National.
Hvad: »Trouble Will Find Me«, 4AD/Playground.
