Nogle albummer vokser man fra: Mens ens verden bliver større og større, bliver sangene mindre og mindre, indtil de til sidst ikke betyder noget som helst.
Det er faktisk sådan, det går for de fleste albummer. At de forlades, fordi de ikke kan holde til at blive hørt i skiftende livsfaser, men kun i én. Som Nirvanas »Nevermind« fra 1991, der kun for alvor kan elskes af et ungt menneske opfyldt af ungdommens melange af lede og selvhøjtidelighed. Men hørt på afstand, som voksen, virker sangene for banale og endimensionelle. Er lidt for meget, men samtidig lidt for lidt.
Sådan har jeg det i hvert fald, og sådan har jeg det, må jeg indrømme, med stort set alle min ungdoms store album. Der er ikke tale om en eller anden ubevidst fornægtelsesproces (det tror jeg da ikke), men om at jeg er et andet sted i dag. Både som menneske og som kunstinteresseret.
Der er dog undtagelser, og en af smukkeste er Morrisseys »Vauxhall And I«, der udkom for 20 år siden og nu udgives i en deluxe-udgave, sådan som det går for så mange andre plader fra CDens guldalder. Der skal kapitaliseres her på kanten til den 100 procent digitale tidsalder, og genudgivelsen af »Vauxhall And I« er sikkert også del af den kalkule. Morrissey er heller ingen engel i den henseende og har udsendt og genudsendt hø, hakkelse og herligheder i en lind strøm siden årene med The Smiths.
Nu er det så Morrisseys hovedværk, der er poleret og relanceret i anledning af dets jubilæum. Og hovedværk er virkelig ikke et for stort ord at bruge om »Vauxhall And I«. Det forstod jeg bare ikke for to årtier siden, hvor jeg var 21 og Morrissey 35. Jeg var flere år om at nærme mig sangene – eller vokse ind i dem, om man vil – og siden da har de bare fortsat med at give. De er simpelthen en ny oplevelse hver gang, jeg hører dem, selvom jeg kender dem ud og ind. Et paradoks der kun kendetegner et mesterværk, og »Vauxhall And I« var da også fra Morrisseys side tænkt som det sidste store album; en svanesang efter årene med The Smiths, fem soloalbum og heftig turnevirksomhed.
Siden er der udkommet mange album med Morrisseys navnetræk på ryggen. Men »Vauxhall And I« er ikke desto mindre mærket af nødvendigheden og alvoren, sangene blev til under. Morrissey ville bukke farvel med en genistreg, hvor inspiration og forløsning fandt sammen i fuldendt forening, så hele den utaknemmelige verden kunne se på ham i beundring, og rockhistorien sige, at ingen havde præsteret noget lignende, hverken før eller efter.
Hvilket han lykkedes med. Og til albummets alvor og patos blev også føjet et elegisk touch. Tre af Morrisseys nærmeste – Mick Ronson, Tim Broad og Nigel Thomas – døde i perioden op til albummet. Det kan høres i ikke bare teksterne, men også i musikken, der er underskøn på en nedstemt, moltonet facon, som producer Steve Lillywhite har sat i et sart, nuanceret lyddesign.
Sangene skrev Morrissey med Alain Whyte og Boz Boorer, der både er stærke sangskrivere og eminente guitarister. Præcis hvordan en Morrissey-sang bliver til er sjældent til at vide, men med Whyte og Boorer ved sin side nåede han uhørte højder via en blanding af semi-akustiske ballader og en tand mere muskuløse, elektriske sange.
Til den afdæmpede – og dominerende – afdeling på »Vauxhall And I« hører de sarte, fint registrerende »Why Don’t You Find Out For Yourself«, »I’m Hated For Loving« og »Lifeguard Sleeping, Girl Drowning«. Alle fuldendte i deres ide og forløsning og med Morrissey med smidighed og svaj i forgrunden.
Til de mere rockede numre hører »The More You Ignore Me, The Closer I Get«, »Now My Heart Is Full« og den afslutningsvise, sublime »Speedway«. Også her er Morrisseys vokal afspændt og mild, men et af albummets brillante greb er netop, at stemmens mildhed konstrasteres af teksternes bitterhed eller hårdhed.
Som når Morrissey som det første mygt synger »There’s gonna be some trouble«. Et varsel om, hvad der venter forude for den der ikke bare lytter til den skønne klang, men også til versene, vokalen hviler på. Og som poet har Morrissey altid haft et stærkt bekendende islæt. Hvad enten han benytter et »I« eller et »you«, synes det at pege tilbage på ham og hans verdenssyn og selvopfattelse, hvor han ikke uden en vis tilfredshed indtager martyrens rolle.
»Anonymous call, poison pen/a brick in the small of the back again«, lyder det et sted. Anonyme opkald, giftige ord, sten og knive i ryggen. Et andet sted i albummets teksthæfte står der, at »You won’t smile until my mouth is shut good and proper, forever«. Og går du barfodet ud i den tilsyneladende smukke verden, vil du se glasskårene i græsset: »Then you’ll see the glass hidden in the grass«.
I »Speedway« skal man heller ikke lade sig narre. Det, der er her lyder som et speedwayløb, er en motorsav, og den er sat i verden for at skære Morrissey i stykker. Hvem det er, der vil ham så meget ondt, forklares aldrig nærmere, men han kritiseres og jages som en anden Oscar Wilde – hans homoseksuelle forbillede – og spiller lig ham også med på legen: »All of the rumours/keeping me grounded/I never said they were/completely unfounded«.
Sådan kan albummet høres eller læses. Og når Morrissey eksempelvis dyrker sin velkendte fascination af bander, blandt andet med at indklippe stemmer fra en gammel dokumentar om kriminelle, er det så også bander, det egentlig handler om? Eller er det måske snarere et billede på den homoseksuelle og pressede minoritet, han selv tilhører?
»Don’t leave us in the dark!« siger en af stemmerne fra dokumentaren, og den homoseksuelle tolkning bakkes også op af albummets titel. For nok kan »Vauxhall And I« opfattes som forholdet mellem en mand og en bil, en Vauxhall. Men måske det i højere grad er Londons Vauxhall-kvarter, med alle dets homoklubber, der hentydes til.
Lige meget hvad, så siger versene noget om Morrisseys evner som poet – ikke et for stort ord – og hans fortvivlede og ofte dobbeltbundede vers er suverænt iscenesat på albummet, der stadig er det smukkeste, dybeste og skarpeste, han har begået, og et mærke i rockhistorien i kraft af sine arrangementer, melodier, ord, vokaler. Alt sammen tilvirket så dygtigt og modent, at man kan blive ældre med sangene. Måske også fordi de ikke skildrer en bestemt livsfase eller livstrin, men alligevel giver og gemmer på så meget.
Som da jeg en dag opdagde, at »Dallow, Spicer, Pinkie, Cubitt« er karakterer i Graham Greenes roman »Brighton Rock«. Og, interessant nok, udgør en bande dér. Eller at Billy Budd ikke bare er en karakter på albummet, men også titlen på en fortælling af Herman Melville. Små opdagelser i det store galleri, der måske nok ender i én figur, nemlig i Morrissey selv, men alligevel virker vedkommende.
Måske fordi han, trods alt, er et menneske som alle os andre.
Hvem: Morrissey Hvad: »Vauxhall And I (20th Anniversary Definitive Master)« Hvor: EMI/Parlophone
