Vi har ikke for mange af den slags i Danmark. Altså de stilfulde jazz-herre-vokalister, som man almindeligvis betegner croonere. Men her er i hvert fald én af slagsen, og han har tilmed markeret sig godt på jazzscenen i de senere år, ikke mindst som saxofonist og sanger i Six City Stompers, en ung jazzgruppe kendt for at give de »klassiske« jazzformer en frisk én på hatten. Nu dukker Mads Mathias altså op på egen hånd - som crooner.
Og han kommer godt fra start i en meget lækker produktion, hvor han bevæger sig i den tilbagelænede, let flabede, stil, som man kender fra briten Jamie Cullum, og hvor han som en anden Curtis Stigers supplerer sin sang med noget solidt tenorsaxofonspil. Bortset fra den gamle traver »Sugar« har Mads Mathias selv skrevet samlige numre - de fleste aldeles velstrukturerede. Musikken swinger både i små konstellationer og - ikke mindst - med stort orkester. Her er værkerne arrangeret af basunisten Peter Jensen, og det er mesterligt, ikke mindst i pladens hårdtswingende titelnummer, hvor Mads Mathias får selskab af sangerinden Sinne Eeg, en af tidens rigtigt stærke, unge croonetter.
Men der er andre i den kategori. I Århus har den amerikanskfødte sangerinde Indra Rios-Moore for nogle år siden allieret sig med saxofonisten Benjamin Trærum og bassisten Thomas Sejthen i en trio - Indra, der byder på meget luftig, romantisk og nedtonet musik. Sangerinden har en meget mobil og blød stemme, og så ligger også spansk og portugisisk godt for hende. Hun kommer overbevisende igennem såvel egne glimrende værker som et udpluk fra den store amerikanske sangbog, om end »What A Wonderful World« - selv i Indras helhjertede fortolkning - forbliver en udpint sag.
Sangerinden Malene Mortensen har været på banen, siden hun for ti år siden vandt det danske melodi grand prix. Med sit faste svenske band bevæger hun sig i et grænseland af nutidspop og nutidsjazz, og det er på sin vis ikke til at skyde igennem, hvilket delvist må tillægges, at udtrykket generelt er ret så anmassende. Også Malene Mortensen og hendes sekundanter er ude med egne værker og dertil tre sange fra den store amerikanske sangbog, som helt klart får en personlig drejning. Til tider dog en kende for bastant. Eksemplevis saboteres den smukke »You Go To My Head« af en enerverende marchtromme.
Så når alt kommer til alt, kommer den mest glædelige nyudgivelse fra Mette Juul. Glædelig fordi hendes debutplade fra 2010 på ingen måde var løfterig. Men her har hun bare fundet sig selv i et roligt leje og i et neddæmpet intimt univers. Stemmen er nærværende og troværdig, og der er eminent ledsagelse fra pianisten Nikolaj Hess, bassisten Lars Danielsson og trommeslageren Morten Lund samt fra den fremadstormende amerikanske trompetist Ambrose Akinmusire, som her er langt mere nuanceret og interessant, end han er på sin egen debutplade.
Mette Juul skriver rigtigt gode sange, som hun supplerer med fine ting fra Lyle Lovett, Joni Mitchell, Thelonious Monk, Oscar Brown Jr. og Kenny Wheeler, og så er det bare skønt, at hun lige leverer Cole Porters uptempo-klassiker »From This Moment On« i en helt enkel og afklaret balladeudgave.
