Håret er kortere, livremmene længere og tøjet mere afdæmpet. Men det er ikke til at tage fejl af det trekløver, der koncentreret fokuserer i retning af en gigantisk plasmaskærm. De har legetøjsinstrumenter i hænderne, Søren sidder bag trommerne, Martin med bassen og Tim flår i guitaren til lyden af The Beatles.
Dizzy Mizz Lizzy er genforenet, her og nu i et angreb på procentscores i Fab Four-udgaven af det storsælgende konsolspil »Rockband«. Fra på fredag og små fem måneder frem på en turné til landets største byer, festivaler og så langt væk som til Japan.
Tim Christensen, Martin Nielsen og Søren Friis har ikke spillet sammen i 14 år. Ikke siden de efter to albums (solgt i svimlende 600.000 eksemplarer), en konstant turnévirksomhed og en revolution af dansk rock brændte ud efter knap fire år, '93 - '96.
Mens Dizzys primusmotor, sangskriver, guitarist og sanger Tim Christensen, fortsatte i musikken i eget navn pakkede Martin og Søren helt bogstaveligt deres instrumenter sammen. Drengedrømmen var udlevet, færdig, videre. De har i stedet, ja, hvad har de egentlig brugt alle de år på?
»Jeg har kørt lastbil med gas og Martin har været postbud,« opklarer Søren Friis. »De første syv år efter Dizzy rørte jeg ikke et trommesæt, men de sidste fire år har jeg haft et øvelokale, hvor jeg hygger mig med vennerne, men ikke mere end det.«
»Jeg rørte heller ikke bassen i tre-fire år efter Dizzy, jeg var simpelthen mæt. Og har siden bare spillet lidt bas i kælderen, men heller ikke noget andet end hygge. Der skete så meget over så kort en periode, så det der med at fordøje tingene var der først tid til bagefter, og det tog altså nogle år,« supplerer Martin Nielsen.
Officielt gik Dizzy Mizz Lizzy fra hinanden på grund af det, der så fint kaldes »kunstneriske uoverensstemmelser«. Sagt rent ud af posen ville Søren og Martin fortsætte med at fyre den af, dyrke rockheltene fra halvfjerdserne, firserne og starthalvfemsernes grungebølge. Tim ville i en anden retning - der var populært sagt mere McCartney end Cobain i hans sangskrivning. Det kunne man faktisk allerede høre på popballaden »Rise & Fall« fra bandets svanealbum, »Rotator«.
»Jamen netop til »Rotator« skrev Tim først nogle lidt hårdere numre. Men pludselig kom han med nogle bløde, bløde nogen, som virkelig gav os en følelse af »arrgh ej, hvad fanden laver du?« klukker Martin.
»Ja, hvor var alle de der fede soloer henne? He he Men dér var Tim jo slet ikke længere, og så var der jo kun en vej, ikke.« Søren kikker på Tim, og får et bekræftende nik og et smil tilbage.
Forkælede drengerøve
Stemningen er lun, der er sket meget siden ungdomsskoledagene i Valby, og man fornemmer det specielle bånd imellem dem. Både Søren og Martin har efterfølgende været misundelige på Tims videre færd i musikken. Men kun i få sekunder ad gangen.
»Jeg tager da hatten af for Tim, at han er fortsat, som han er. De første mange år gad jeg slet ikke, men nogle gange har man da tænkt, »det kunne måske være meget sjovt,« men jeg har i virkeligheden nok overhovedet ikke lyst til at være musiker. Der er kommet andre hobbies til, fiskeri m.m. Jeg har fået barn, Martin har fået børn, ej, det var dengang,« konkluderer Søren Friis.
For Tim Christensen var det dog ikke ubetinget let at komme videre, selv om det var ham, der stod med alle talenterne.
»Jeg havde en rigtig hård periode, efter bandet gik i opløsning. For det var en identitet, der blev smadret fra den ene dag til den anden. Jeg var Tim fra Dizzy, hvem er jeg nu? Have no idea. Fordi der havde været så meget succes, så havde man vænnet sig til det, og havde nok også lige fået sig en morfar på de der laurbær,« forklarer han.
Det hele gik velsagtens så stærkt, at I aldrig mødte modgang?
»Det er rigtigt, vi mødte aldrig rigtig modgang. Fra at have været et frustreret band i øvelokalet uden en plan, vandt vi DM i Rock. Mandagen efter indspillede vi en demo, var på alle radiostationer i løbet af ugen, og sådan kørte det bare. Det har altid været i publikums hænder, det har altid været dem, der bestemte, hvilken størrelse det her band skulle have. Forstået på den måde at vi aldrig nåede at gøre noget selv. Den første plade var forudbestilt i mange tusinde eksemplarer, og billetterne til koncerterne var solgt på forhånd. Hvis ikke det fucker en 18-årigs hjerne op så ...«
Tim Christensen smiler og slår ud med armene. Der er få ting, han ville gøre om, hvis tiden kunne skrues tilbage. Martin og Søren har det på samme måde. De var drengerøve fanget i deres egen største drengedrøm. De er stolte af Dizzy, ydmyge over at have fået lov til at opleve virakken.
»Selvfølgelig blev vi da også fanget i maskinen Dizzy Mizz Lizzy. De, der var omkring os, vidste heller ikke bedre. Men jeg vil sige, den sidste turné, vi var på, den føltes som et kvælertag. Det er faktisk lidt bizart at tænke på, at vi nu her solgte KB-Hallen ud fire gange på under et minut. Men til sidst kunne vi ikke engang fylde Store Vega. Vi var nødt til at give fribilletter væk. Vi var enormt forkælede, og da vi mødte den første smule modgang, anede vi ikke, hvad vi skulle gøre,« siger han videre.
Kimet ned
Privat har de tre ungdomskammerater heller ikke overrendt hinanden. Hvert år mødes de juleaftensdag med deres gamle crew over en kop gløgg på Hviids Vinstue i København. Dér taler de aldrig om nutid eller fremtid, kun om dengang, kun røverhistorier, »det er direkte til anekdoterne,« som Søren Friis udtrykker det.
Ellers er der gået år imellem, at de har hængt ud over en øl og en bowlingkugle. Men faktum er, at de tre delte meget andet end musikken, et helt teenageliv. Som personer var de allerede dengang meget forskellige, hvilket blev mere og mere tydeligt i takt med den voksende succes.
»Vi havde, i hvert fald i de første år efter bruddet, virkelig brug for noget luft fra hinanden, selv om vi aldrig rigtig var uvenner,« fortæller Tim Christensen.
For en tre-fire år siden begyndte de at tale om at samles i øvelokalet igen, men kun for egen morskabs skyld. Bare hygge med de gamle sange helt tilbage fra dagene i ungdomsklubben over nogle øller.
»Det fik vi aldrig gjort,« fortsætter Tim Christensen, »i stedet skete der det, at en af mine bedste venners studie brændte ned for nogle år siden. Og helt tilfældigt var det Dizzys gamle øvelokale. Min ven stod der uden noget som helst, og så blev der stablet en støttekoncert på benene for ham i Store Vega. Dér gendannede vi så Dizzy for fire numre. Det var i den rette ånd, og jo netop tæt på øvelokalet med bajerne. Det var faktisk en stor succes for os selv at opleve, at vi godt kunne finde ud af at spille sammen, og folk kunne også godt lide det. Der var næsten sådan en landskampstemning over det.«
Lige siden har især landets festivalarrangører ringet og forsøgt at få Dizzy Mizz Lizzy på plakaten. Til at begynde med var det ikke aktuelt, Tim havde sin solokarriere at passe og informerede end ikke de andre om interessen. Men langsomt blev buddene flere. Og for godt et år siden blev beslutningen om at gendanne Dizzy for en turnés tid så endelig taget.
»Oprindelig var det bare et par festivaler. Men så ville vi også lave nogle egne koncerter, ellers bliver det bare for øllet. I første omgang fem. Jeg sad klar, da billetterne blev sat til salg for at se, om der overhovedet skete noget, men jeg kunne ikke komme ind på siden. Et minut efter ringer vores booker og siger, at der var udsolgt i KB-Hallen. Så puttede vi flere koncerter på, udsolgt igen. Festivalerne blev flere, når nu maskineriet var startet, kunne vi lige så godt gøre det fuldt ud,« siger Tim.
På mandag udkommer et CD-bokssæt med Dizzy Mizz Lizzys samlede værker.
