Artrockens grand old man kan man med rette kalde ham. Det er svært at negligere John Cales betydning for den mere kunstfærdige del af rocken. I sen-60erne satte han sit signifikante aftryk på The Velvet Undergrounds to første album, de uomgængelige klassikere »The Velvet Underground & Nico« og »White Light/White Heat«.
Men efter kontroverser – hovedsagelig med gruppens alfahan, Lou Reed – skred Cale fra bandet i 1968. Efterfølgende har han spillet en vigtig rolle som producer på skelsættende album fra The Stooges, The Modern Lovers og Patti Smith m.fl. Og så er der naturligvis den lange række af meget forskelligartede soloudgivelser, der spænder fra rendyrkede avantgardekompositioner over frenetisk kamikazerock, til stoisk popelegance. Den 73-årige waliser har været vidt omkring.
Blandt de mest funklende stunder i solodiskografien står den nøgne og uafrysteligt smukke »Music For A New Society« fra 1982, som blev til i en periode, hvor Cales liv var plaget af et heftigt kokainindtag og tungsind. Dette personlige mørke skulle bekæmpes med musikalsk skønhed. En ny musik til et nyt samfund og en ny tid.
I forbindelse med genudgivelsen af dét album har den uforsonlige veteran rodet med arvesølvet og nyfortolket hele pladen under titlen »M: Fans«. Her er ingen køer nemlig hellige. Her må der gerne fuckes med perfektionen. Hellere end gerne, faktisk. Dekonstruktion er en kunstnerisk æressag for Cale. Det ville være en falliterklæring for ham at genfortolke én til én. Reproduktion er ingen udfordring. Værket skal illustrere nye sider af selvet og afspejle samtiden.
Kun enkelte steder er der ændret i albummets oprindelige kronologi. Men musikalsk er forandringerne radikalt hørbare. For hvor der før var sarte, poetiserende tangentstykker, hvæser nu dronende, elektronisk disharmoni og flakkende samples. Den oprindelig tiltænkte skønhed pulveriseres.
Det er stort set kun via teksterne, man er i stand til at identificere numrenes oprindelige ophav. Et par eksempler: »Toughtless Kind« er transformeret fra en minimalistisk, næsten vægtløs popsalme til en dystert huggende, bastung electrosag med vocoder-vokal. Den blide klaverballade »Close Watch« (dyrk lige sækkepiberne i outroen!), bliver i de nye gevandter til en bizar bastard af Warp Records-klingende IDM og mørkrandet synthpop,
Nogle vil kanske høre »M: Fans« som et overgreb på et formfuldendt mesterværk. Men man kan også vælge at høre den som en Cale-plade, der paradoksalt nok formår både at pege tilbage og fremad i samme nu. Ud fra den anskuelse er den et ganske fængslende bidrag til mandens i forvejen respektindgydende output.
Hvem: John Cale.
Hvad: »M: Fans«, Domino.
Hør både det gamle og det nye album her:
