»Musik er blevet emojis. Jeg savner lidt af det der vanvid. At der kommer en som Bowie og sparker lidt til det hele«

Henover sommeren fortæller en række aktuelle musikere om den musik, der har været med til at forme dem. I dag er turen kommet til musikalsk globetrotter Kasper Winding.

Kasper Winding har været en del af den danske musikscene siden teenagealderen, hvor han spillede med nogle af jazzens største navne. Siden har han levet flere musikalske liv – fra popstjerne i Danmark til techno-DJ i London. Han har sågar arbejdet med Kanye West. Her dykker han ned i musikken, der har været med til at forme ham. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kasper Winding har gjort det hele. Lidt til og meget mer’, som det hedder på et af hans mest kendte numre.

Den velklædte 65-årige musiker, producer og komponist har levet utallige musikalske liv, siden han som helt ung blev udråbt som et af sin generations største talenter.

Kasper Winding er lige nu er aktuel med nummeret »Livet er skønt«, der er hans første dansksprogede single i 30 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Allerede som teenager spillede han trommer med nogle af jazzens største navne og endte senere med at tage til New York for at spille med nogle af de helt store udenlandske kanoner.

I 80erne blev han popstjerne i Danmark for så i 90erne at trække stikket og blive techno-DJ i London. De sidste mange år har han boet i Paris med sin familie og er netop nu aktuel med sin første dansksprogede single i 30 år, »Livet er skønt«.

»Når mine børn kommer og spiller ny musik for mig, så synes jeg fandeme, at meget af det er kedeligt. Det er ikke, fordi jeg ikke forstår musikken. Men min morfar var altså forarget over den musik, vi spillede. Jeg vil også forarges! Jeg vil fandeme ikke kede mig!« siger han med et grin.

»Jeg har det lidt som om, at Kraftwerk, Hendrix og Bowie aldrig har eksisteret, når jeg hører nogle af de nye ting. Det hele er så forsimplet. Musik er blevet emojis. Jeg savner lidt af det der vanvid. At der kommer en som Bowie og sparker lidt til det hele.«

Her fortæller han om den musik, der har formet ham som menneske og musiker. Fra barn til voksen. Fra dengang til nu.

The Beatles: »The White Album (The Beatles)« (1968)

»Jeg er vokset op i et hjem, der havde travlt med at lave verden om. Vi var meget overladt til os selv os børn. Min far (Thomas Winding, red.) havde gang i alt muligt og lavede vanvittige tv-programmer. Min mor (Vibeke Winding, red.) var fotograf. De lavede jo om på verden den generation. Og set i den optik forstår jeg godt, at de ikke havde så meget tid til os.«

»'The White Album' kom på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg blev tvunget til at være voksen. Der var skilsmisse i familien, og jeg kan bare huske, hvordan min storebror og jeg kunne ligge med høretelefoner på og lytte til de her plader på min fars B&O-anlæg. Min bror er Aske Bentzon, som jo også er musiker. Musikken blev en form for eskapisme for os – en verden, vi kunne forsvinde ind i.«

Jimi Hendrix-koncert i Falkoner Centret (1967)

»Aske og jeg gik på Bernadotteskolen og havde blandt andet Askes far, Adrian Bentzon, som musiklærer. Han var fuldstændig fantastisk. Han kunne se, at vi var på en mission. Vi ville være musikere. En dag hørte vi en sang i Jørgen de Mylius’ radioprogram »Efter skoletid«, som var en lyd, vi aldrig havde hørt før. Det var »Hey Joe« med Jimi Hendrix. Første gang, Jimi Hendrix kom til København, købte Adrian billetter til koncerten.

Vi kendte kun et nummer med ham, og jeg troede helt frem til tæppet gik, at han var stor, tyk og hvid. Sådan lød han i mine ører. Jeg havde jo aldrig set et billede af ham. Han gjorde noget, ingen havde set før. Jeg kan bare huske, at min bror og jeg gik ud af Falkoner Salen den aften og sagde: 'Det er det, vi vil!' Hvis man kan få lov til at se sådan ud, spille sådan noget musik, hvem helvede har så lyst til at være læge eller sagfører?«

Miles Davis: »Bitches Brew« (1970)

»Som 14-årige fik vi lov til at komme til Jazzstævne på Vallekilde Højskole. Jeg forstår stadig ikke rigtig, at de lod os komme med. Vi var de eneste børn i de ti dage, det varede. Men vi kunne åbenbart spille. Og alle os, der endte med at lave Buki-Yamaz (dansk jazz/funk-orkester, red.) var deroppe. En eller anden havde taget »Bitches Brew« med Miles Davis med. Det var igen sådan en ud af kroppen-oplevelse for mig.

Det mindede ikke om noget andet. Det var så grænseoverskridende hele tiden. Jeg kendte godt til Miles Davis fra min fars pladesamling, men dér blev jeg rigtig hooked. Og så gik jeg tilbage og begyndte at lytte virkelig meget til de ældre ting også.«

Kraftwerk: »Autobahn« (1974)

»En aften sad jeg hjemme hos en ven, hvis far rejste meget i Tyskland. Han havde taget noget musik med, som jeg skulle høre. Først røg vi en ordentlig koger, og så satte vi nålen i rillen. 'Vroom-Vroom …' sagde det, og så gik det i gang.

Det var »Autobahn« med Kraftwerk. Jeg var som naglet til væggen. Ikke kun fordi jeg var skæv. Jeg tænkte, 'hvad helvede er det her for noget?' Det var en helt vild tid at blive formet i musikalsk. Der kom så mange vilde nyt ting lige i den periode. Ting man aldrig havde hørt mage til.«

Scott Walker: »Scott« (1967)

»Jeg skal blankt erkende, at jeg hellere ville have været sort. Alle de cool folk var sorte. Men jeg kunne jo godt se, at det der med at blive sort, det blev jeg sgu nok aldrig. Så var der en, der spillede »Scott« for mig. Og jeg tænkte bare 'Wow!' Det der med at synge sådan nogle popsange, der er så store og så sindssygt mærkelige og samtidig forklædt som Frank Sinatra. Teksterne og violinarrangementerne var det rene syretrip. Og sangforedraget med den der alfaderlige kæmpe messeagtige stemme. Wow.

Det var en af de plader, hvor jeg tænkte, at det alligevel var okay at være hvid. Kraftwerk og Scott Walker. Det var sgu cool. Da jeg senere i 1980erne skulle til at synge på mine egne plader, var det først, da jeg fandt min indre Scott Walker, at jeg knækkede koden til, hvordan jeg skulle synge. Folk syntes jo, at jeg prøvede at lyde som David Bowie på »Sjæl i flammer«. I virkeligheden prøvede både Bowie og jeg jo at lyde som Scott Walker.«

Talking Heads: »Take Me To The River« (Live på CBGB’s i 1977)

»I 1977 flyttede jeg til New York sammen med min daværende kone og søn for at forfølge drømmen om at blive en stor trommeslager. Det var meget forskellige verdener, der mødtes i New York i de år. Studio 54 var glimmer og guld og disco, og Mudd Club var meget mere punk. Men alle hang ud sammen. Andy Warhol var også en del af scenen. Jeg var til et par fester hos ham, og han tog også engang et billede af mig. Det blev desværre aldrig til et maleri, haha!«

»Fordi New York var så fattigt og faldefærdigt, var det sted for alle. Det var jo også på det tidspunkt, at alle de her nye bands begyndte at spille på CBGB’s (legendarisk spillested på Manhattan, red.). Ramones, Blondie, Talking Heads, alle de der. Det var noget helt nyt for mig. Jeg var jo stadig en jazzer, da jeg kom. Men jeg kan huske, da jeg stod på CBGB’s og så Talking Heads synge »Take Me To The River«. Ham den underlige sanger, David Byrne, var jo den mest ufunky person, jeg havde set, men alligevel var det sindssygt groovy. Han gjorde det til sit eget. Alle de her forbehold og forestillinger, jeg kom med, blev slået ned hele tiden. New York lærte mig, at der ikke findes genrer. Der findes kun godt og dårligt.«

Underworld: »Second Toughest in the Infants« (1996)

»Nogen mener, at jeg tjekkede lidt ud i 90erne, men i virkeligheden blev jeg jo DJ. Jeg boede i Bristol i England, og efter at have lavet popmusik op gennem 80erne var det en befrielse at kunne spille musik, der varede en halv time. Så længe energien var der, kunne du gøre næsten hvad som helst. Og så skete der jo voldsomt fede ting i England på det tidspunkt med Chemical Brothers og især Underworld. De havde hele den her europæiske ting kørende – harmonikken og melankolien. Det var benhårdt, men også virkelig smukt. De der store akkorder i starten af »Born Slippy« er jo ren Ravel.«

Kunstnere som Kraftwerk, David Bowie og Jimi Hendrix har været med til at forme Kasper Winding. Alle har de noget, som de, der udgiver musik i dag, godt kunne lære noget af, mener han. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Det var en anden verden. Efter et par år i Bristol flyttede jeg til London og startede et technolabel. Vi havde forskellige klubaftener og udgav det meste som singler på 12-tommer vinyl. Blachman lavede også noget for os. Noget af det sidste, jeg lavede i England, var et projekt, der hed Mish Mash. Vi fik pludselig et kæmpe hit med en sang, vi havde lavet lidt for sjov, der hed »Speechless«. Det gik fuldstændig amok, og pludselig stod vi og spillede i tv-programmet »Top of the Pops« i 2006. Det var helt syret. Det var slet ikke meningen, at det skulle være en ting på den måde. Vi var et andet sted i vores liv, og så meldte jeg mig bare ud. Det var tid til at prøve noget andet, og så besluttede min kone og jeg at flytte til Paris.«

Kanye West: »My Beautiful Dark Twisted Fantasy« (2010)

»Det første nummer, jeg hørte var »All Of The Lights«, som han lavede sammen med Rihanna. Det var bare så kæmpe. U-hiphop-agtigt på en eller anden måde. Det er jo også det, der er fedt ved ham. Jeg ved ikke engang, om man kan kalde ham en hiphopartist. Hans brug af samples er helt vild. Det sjove er, at jeg faktisk blev spurgt, om jeg ville arbejde med Kanye. Jeg havde lavet en plade i 2011, som han åbenbart havde hørt, og blev så spurgt, om jeg kunne tænke mig at komme til New York. Jeg endte med at lave en hulens masse ting til ham sammen med Kanyes højre hånd, Noah Goldstein, som desværre aldrig kom med på hans næste plade »Yeezus«.«

»Til gengæld havde jeg en lang telefonsamtale med ham, hvor han snakkede om alle mulige gamle ting som Duke Ellington og Count Basie. Han er rimelig adhd-agtig og har nok også lidt autist over sig. Han bad mig om at lave et mixtape med dansk musik. Det skulle ikke være hiphop. Så jeg satte alt muligt på. Dodo & The Dodos, Rugsted & Kreutzfeld, Gustav Winckler. Jeg sendte det til dem og hørte så ikke videre. På et tidspunkt spurgte jeg så Noah Goldstein, om Kanye nogensinde havde fået hørt det. Det havde han, og der var især to numre, han var vild med. Det ene var »Svantes lykkelige dag« med Povl Dissing og Benny Andersen. Det andet var »Spildte bedrifter« med C.V. Jørgensen. Selvom han ikke har forstået et ord, så gjorde de to sange stort indtryk på ham.«