Underworld åbnede op for technoens sluser på Northside

De britiske legenders mørke bevidsthedsstrømme og potente techno ruskede lørdag nat godt op i et feststemt Northside-publikum.

Underworld på Blue Stage lørdag nat i silence regn. Lørdag d. 13/06-2015 på Northside Festival 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Leth Williams

Kan man rave på Northside? Sådan for alvor transcendere de verdslige omgivelser og lade sig opløse i dansens kollektive ekstase? Hvis der nogensinde har været en åbning for den slags på Northside Festival, kom den lørdag nat i form af britiske Underworld.

Trioen var tilbage i 90erne blandt de mest markante navne, da rave- og techno-kulturen begyndte at vinde udbredelse i mainstreamen. Sammen med navne som The Prodigy og Chemical Brothers var Underworld både med til at sætte ansigt på den hidtil ansigtsløse rave-musik og gøre den stueren i rockkredse ved at arbejde i albumformat.

Til gengæld lavede de ikke korte hitliste-klar popsange som kollegerne. Underworld var mere interesserede i technoens lange seje træk og gentagelsens trance-skabende potentialer. Vi snakker numre på otte, ti og 13 minutter, som de så bragte ud til et stort og ofte ecstasy-påvirket publikum dengang i 90’erne.

140 slag i minuttet

Jeg tvivler dog på, at der var specielt mange stoffer i omløb lørdag nat foran Blå Scene, hvor et par tusinde festivalgæster var troppet op for at blive rusket igennem af Underworld. Der blev da bestemt danset igennem, da først trioen fik lukket op for deres potente mix af bastunge fire-i-gulvet-rytmer, simrende acid-bas, techno, house, electronica og dyb dub. Men jeg så ikke nogen forlade deres kroppe.

Underworld på Blue Stage lørdag nat i silence regn. Lørdag d. 13/06-2015 på Northside Festival 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Leth Williams.

Det skulle da lige være Underworlds forsanger Karl Hyde. Man skulle ikke tro, at den spinkle mand bliver 60 om to år. Han lignede én, der øjeblikkeligt blev transporteret tilbage til 90ernes ekstatiske højder, hver gang han lukkede øjnene eller åbnede op for posen med 90’er-techno-dans, der på imponerende vis formåede at følge stortrommens nådesløse 140 slag i minuttet.

Ingen som Underworld

Hvor meget band-kammeraterne Rick Smith og Darren Price rent faktisk mixede bag deres rumskibs-lignende pult, skal stå usagt her. Men Karl Hyde gjorde i hvert fald sit til, at det blev en mindeværdig aften, når han nærmest poetry slammede sig igennem teksternes billedskabende bevidsthedsstrømme på højdepunker som »Dirty Epic«, »Cowgirl« og ikke mindst den store finale med uforlignelige »Born Slippy«.

Der er ikke rigtig nogen, der laver musik som Underworld længere. Men briterne viste med deres koncert, at den stadig kan tåle at blive blæst op i det helt store format.

Hvad: Underworld
Hvor: Northside Festival, lørdag