Her er årets fem bedste danske album

AOK
Musik
Guide

Året går på hæld, og det er tid til at gøre status. Hvilke danske udgivelser gjorde størst indtryk i 2021? Berlingske kårer her de fem bedste.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

5

Athletic Progression: »cloud high in dreams …«

Dansk jazz er i disse år ved at få en seriøs ungdommelig overhaling, og et af den nye stærke bølges mest markante navne er Athletic Progression. En ung trio med uhyggeligt dygtige musikere fra Aarhus, der bare bliver ved med at hæve den musikalske barre.

Således også på deres tredje album, der fortsætter de eksplorative ekskursioner ud i rytmisk halsbrækkende grooves, funky baslinjer og kalejdoskopiske tangenter. Samspillet slår seriøst gnister og især Jonathan Ludvigsen er et monster bag trommerne. Ikke noget under, at udlandet også er begyndt at få øje på de her drenge. De er i særklasse, også internationalt, inden for den her svært definérbare hybrid af jazz, soul og instrumental hiphop.

4

Love Shop: »Levende mænd i døde forhold«

På Love Shops 13. album fortsatte Jens Unmack med at lede efter glimt af lys, skønhed og poesi i aftenernes, årstidernes, geografiens og – ikke mindst – eksistensens tiltagende mørke.

Det er sange om at være nået til et sted i livet, hvor vejen bagved er længere end den, der venter forude. Hvor gnisten ikke er, hvad den har været, og man kun kan drømme om – ja, ligefrem romantisere – dengang livet blev levet mere intenst. Med alt hvad det førte med sig af problemer, drama, destruktion og ødelæggelse.

Musikalsk er sangene om muligt endnu mere dunkelt belyste; lyden er kuldslået, elektronikken flimrer som en pære, der er ved at gå ud, trommemaskinerne summer som trængte de til nye batterier.

Og det er jo lige præcis det, Love Shop er så gode til. Fortættet stemning og dunkel rockpoesi. Og tak for det. Den slags skal man ikke tage for givet.

3

Coco O.: »It’s A Process«

Otte år skulle der gå fra udgivelsen af Quadrons seneste album, »Avalanche«, til sanger og sangskriver Coco O. endelig var klar med sit første album i eget navn. For en sanger, der i et par år havde hele den internationale popverden for sine fødder, har rejsen mod musikalsk selvrealisering været lang og omstændelig.

Men når man lytter til albummet, virker det næsten som en pointe i sig selv: Coco O. har ikke travlt. Hverken med at råbe højt eller spille for de billige rækker. Hendes moody soulmusik smyger sig underspillet afsted uden at hæve stemmen, mens sangenes diskrete hooks langsomt masserer sig ind i lytteren. Men når først de sidder der, bliver de også hængende.

Under den stille storm fornemmer man et indigneret opgør med patriarkatet og en paralyserende tvivl på egne evner. Albummet er Cocos uafhængighedserklæring. En blød pakke med et hårdt indre.

2

Benjamin Hav: »Tesla«

Der er ild i røven på Benjamin Hav. Hovedet er ved at koge over, ud af munden vælter det glade vanvid. Han er et omvandrende Münchhausen-syndrom, der Tourette-tømmer fra et uudtømmelig reservoir af halvt hørte samtaler, skæve indfald, forbudte tanker og grineren absurditeter.

Ordene vælter ud i en malstrøm af attitude-tung rap og overraskende ømme og poppede omkvæd – en kombination, han allerede perfektionerede i front for Benal, men som altså bliver taget til nye højder på hans tredje soloudspil på blot to år.

Det kan godt være, at Benjamin Havs rødder oprindeligt var i hiphoppen. Men han har for længst transcenderet sit udgangspunkt. »Tesla« er blot seneste kapitel i en gal mands værk.

 

1

Selma Judith: »Getting Angry, Baby«

Det længe ventede debutalbum fra sangeren og harpenisten Selma Judith er et blændende værk, der har taget sin tid, men som samtidig sætter nye standarder for, hvor stort og ambitiøst et dansk debutalbum kan være.

En vilter og vildtvoksende affære med 20 numre og en spilletid på en time og 17 minutter, der både stryger lytteren med og mod hårene. For nok er der masser af laber r&b-vellyd på flere af skæringerne, men Selma Judith er heller ikke bange for at ødelægge den gode stemning med nærmest horroragtige vredesudbrud og skærende vokaler, der afsøger randområderne af hendes stemme.

Pointen er klar: Det handler om at gøre plads til noget så uvelkomment som den kvindelige vrede. Fordi den selvfølgelig kan være helt berettiget og nødvendig. Men også ødelæggende og katarsisk. Præcis som mandens. Den har der historisk set bare været bedre plads til.