Nu skal borgerne selv samle skrald i København – 500 kan få udleveret gribetang og handsker

Københavns Kommune har brugt 40.000 kroner på at få borgerne til at tage del i oprydningen af byens offentlige rum. Tiltaget er tiltænkt de borgere, »der gerne vil gøre lidt ekstra«.

Københavns Kommune vil med 500 gratis skraldekit engagere københavnerne i oprydningen af byens arealer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Har du lyst til at hjælpe Københavns Kommune med at rydde op i bybilledet, så dåser og cigaretskoddet ikke ender i naturen?

I så fald gælder det om at suse ned til én af de i alt ti offentlige legepladser i København, hvor det siden mandag har været muligt at få fingrene i et helt gratis skraldekit bestående af en gribetang, handsker og en rulle affaldssække, som kan bruges til at rydde op i naturen.

Udleveringen af skraldekittene er en del af sommerkampagnen »REN Kærlighed til KBH«, som Københavns Kommune står bag.

Kampagnen har til hensigt at få borgerne til at tage ansvar for deres eget affald samt i fællesskab sikre, at byens områder og parker er rare for alle at opholde sig i.

Det fremgår af et notat til Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune, at muligheden for at hente et skraldekit er rettet mod dem, »der vil gøre en ekstra indsats«.

Nyt initiativ skal afhjælpe skrald

I de seneste dage har Berlingske sat fokus på skrald i bybilledet i København gennem en række artikler. Her kom det blandt andet frem, at den største synder, når det gælder skrald på gaderne, er cigaretskod.

De små filtre ses typisk trampet ned mellem brosten, ved vejkanter, ved busstoppesteder og rundt om byens skraldespande.

En opgørelse fra september 2020 viste, at cigaretskod udgjorde 86 ud af 100 skraldegenstande i København. De efterladte skod er ikke uden konsekvenser, da cigaretfiltre indeholder plast og er skadelige for miljøet.

I årevis har kommuner og organisationer forsøgt at knække koden til, hvordan man får byens borgere til at rydde op efter sig selv, men trods utallige forsøg, smider eller efterlader danskerne stadig skrald på gaden og i parker fremfor i affaldsspandene.

Det skyldes midlertidigt ikke kun sløsethed, for kommunen oplever også, at skraldespandene er fyldt til randen. Men nu har Københavns Kommune et nyt initiativ på vej, der skal forhindre, at borgerne må smide deres affald på gaden, fordi der ikke er plads i spanden.

Fremover vil bybilledet have færre skraldespande, men de vil til gengæld være større. Hen over sommeren bliver over 700 såkaldte »københavnerkurve« – der er små og runde – skiftet ud med omkring 300 store, firkantede kurve  – også kaldet »pizzakurve«.

De nye affaldsspande er fire gange så store som de gamle og vil ifølge forvaltningens beregninger spare kommunen over to millioner kroner, samtidig med at kapaciteten øges med syv procent.

Glade borgere

Men de nye skraldespande er som nævnt ikke kommunens eneste våben i kampen mod skraldet. Man vil altså også have de enkelte københavnere til at engagere sig.

Skraldekittene er nemlig ikke målrettet frivillighedsprojekter eller større affaldsindsamlinger, men er derimod tiltænkt enkeltpersoner eller familier, der gerne vil gøre en ekstra indsats, når de »går en tur, lufter hunden eller er på vej på legepladsen«, lyder det i notatet fra Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.

Ud fra en række kommentarer at dømme i forbindelse med offentliggørelsen af tiltaget på Facebook, er skraldekittene blevet modtaget godt.

En københavner skriver blandt andet, at skraldekittene vil være »et hit« hos hendes søn, mens en anden københavner giver udtryk for, at det »har været ungernes største ønske længe«.